Kernefamiliens velsignelser
Min mand skulle næsten tvinge mig, før jeg sagde ja til at gifte mig med ham. Det kom jeg til at tænke på, da jeg for nylig læste om en ph.d., som er skrevet af en svensk kvinde, Anna Adjenijis, og som tager udgangspunkt i den gruppe af kvinder i vores samfund, der har modstand imod ægteskabet.
Selv havde jeg også - i mine tidligere forhold - modsat mig tanken, ret kraftigt endda. For mig gik det åbenbart over, men der er mange interessante betragtninger i forhold til, hvorfor kvinder ikke ønsker ægteskab, og i grunden er det jo også interessant - for hvad kan få en kvinde til at vælge den så eftertragtede "kernefamilie" fra? Adjenijis har gennem interviews med 20 kvinder og gennem litteratur og gennem en serie som "Sex and The City" fundet frem til forskellige kvindetyper i den kategori.
F.eks. er der Linda, som er liberalfeministisk, og hvis modstand mod ægteskabet er forankret i hendes tro på selvstændighed, ligestilling og individets ret til at bestemme over sit eget liv. Hun har barn og kæreste, men vil ikke være nogens frue eller bo sammen med sin kæreste - for hende virker ægteskabet begrænsende for individets frihed. Så er der Sofia, som er lesbisk, og som modsætter sig ægteskabet ud fra en social retfærdighedssans. Hun vil ikke giftes, før alle, uanset seksualitet, køn, tro og etnicitet, har opnået lige rettigheder - for hende er modstanden en solidaritetshandling. Så er der Kiina, som har mange relationer og ud fra en queer-feministisk tankegang forstår ægteskabet som en heteroseksuel normalitetskasse, som hun på ingen måde ønsker at blive proppet ind i. Hun vil ikke leve evigt med nogen, eller i tosomhed for den sags skyld - for hende er modstanden imod ægteskabet en modstand imod heteroseksualitetens normalitetsidealer.
Interessant er faktisk også den måde, omgivelserne anskuer én på, hvis man vælger at leve på en "anden" måde end den gængse. Der er ingen tvivl om, at det at have fast partner er noget, man kæder sammen med modenhed og familieliv, mens det at være single kædes sammen med forestillinger om umodenhed, ensomhed og mangel på familieliv. Den måde, vi kategoriserer på, viser, hvilken position man værdsætter i vores kultur, men ikke mindst viser den noget om, at vores forestillinger om slægtskab og forbundethed er meget begrænsede. Forbundethed er nemlig noget, der realiseres i parforholdet, og ikke noget, man opnår som single. At være single er kun attraktivt, mens man er ung, og man udlever sin seksualitet og sin selvstændighed - det anses for uværdigt og mærkeligt, hvis man stadig er det, når kroppen bliver ældre.
Hmm ... det kan ikke være nemt at være single og over 30, hvis det er den holdning, man støder ind i derude. Kan det virkelig passe, at man pr. definition er ensom og i slægtskabsunderskud, hvis man ikke har partner eller er del af en kernefamilie?
Kærlig hilsen
Renée