Selvudvikling

Kendte kvinder om ligestilling

af Sofie Nymand Nielsen 8. marts 2017
Overalt i verden bliver der i dag sat fokus på ligestilling mellem kønnene og kvinders rettigheder. Derfor har vi samlet udtalelser fra nogle af Danmarks mest kendte kvinder, der sætter ord på ligestilling.

Det skyldes den tyske politiker Clara Zetkin, at vi den 8. marts kan markere kvinders rettigheder ved en international kampdag. Det var nemlig hende, der på et stort kvindemøde, der pudsigt nok blev holdt på adressen Jagtvej 69, fremsatte idéen om en kampdag i Danmark, hvor kvinder kunne demonstrere for deres rettigheder.

Nogle år senere blev det besluttet, at kampdagen hvert år skulle falde på d. 8. marts, så man på verdensplan kunne sætte fokus på kvinders forhold. Og i dag kan vi hvert år på 8. marts fejre kvinders rettigheder og ligestilling, som kvinder og mænd i generationer har kæmpet for.

I den anledning har vi på SØNDAG valgt at markere dagen med udtalelser fra nogle af Danmarks kendte kvinder, der sætter ord på, hvad ligestilling betyder for dem, og minder os om at kvinders rettigheder ikke er kommet ud ad den blå luft.

Kronprinsesse Mary

"På verdensplan er der lang vej endnu. Efter min overbevisning er ligestilling den enkeltstående, vigtigste ting, vi kan stræbe efter for at forbedre vores verden." - Kronprinsesse Mary, tale ved kvindernes internationale kampdag 2016

 

Johanne Schmidt-Nielsen

"Kvinder får i dag 17,5 mindre i løningsposen, end mænd gør. Det mest uhyggelige er næsten, at vi stort set ikke taler om det" - Johanne Schmidt-Nielsen, politiker (Ø), Grundlovstale 2015

Suzanne Brøgger

"Langt de fleste kvinder, der stikker af for en kortere eller længere varighed, har stillet maden parat i et ildfast fad med besked om, at den skal varmes." - Suzanne Brøgger, forfatter, Kærlighedens Veje og Vildveje 

Özlem Cekic

"Jeg er barn af rødstrømpe-generationen og dybt taknemlig for deres utrættelige indsats, som har skabt et af de bedst ligestillede samfund i verden. Men jeg ved også, det påhviler mig og min generation at sikre, at der også bliver mere lige muligheder for min datter og hendes generation. For ligestillingen kommer ikke af sig selv." - Özlem Cekic, politiker og foredragsholder, sagt til Costume 

Anne Marie Helger

"Mit håb for fremtidens kvinder og mænd er, at alle skal være lige uanset køn, hud, hår, tro og ikke mindst pung. Det skal ikke være iskolde, kyniske vædier som penge og vækst, der regerer verden. Nej, det skal være de kvindelige værdier som gavmildhed, fantasi, følsomhed, fælleskaber og hjerteblod, der skal styre menneskenes færden her på jord." - Anne Marie Helger, skuespiller, sagt til Costume

Helle Thorning Schmidt

"Der er stadig fastlåste billeder af, hvordan mænd er, og hvordan kvinder er. Det går ud over den enkelte. Samfundet går glip af talent. Og både kvinder og mænd bliver tabere." - Helle Thorning Schmidt, politiker og tidl. statsminister, tale ved 100 årsdagen for kvinders stemmeret