Karriereræsets pris

"Børn og karriere er et fantastisk match". Sådan lød overskriften på artiklen. Billederne var af en smuk, klog og dejlig kvinde og hendes børn, der ved gud også så ud til at stortrives.

Mit blik faldt på det, der for hende var en typisk dag. Hver morgen stod hun op klokken 5.00 og tjekkede e-mails, ordnede vasketøj og gik tur med hundene. Klokken 6.00 var det tid til træning, og klokken 6.30 skulle hun have familien op. Så var der morgenmad og madpakker og så af sted. Hun mødte på sit arbejde klokken 8.15 og fik først fri klokken 17.45 de fleste dage. Klokken 19.15 spiste familien aftensmad, og så var der putning, nyheder og så i seng klokken 22.00.

Det, man skulle se, var en kvinde, der havde styr på det hele. En kvinde, der havde gjort det godt, og som skulle være forbillede for den moderne kvindelige karriererace. Det eneste, jeg så, var alt det, der bare med sikkerhed fuldstændig umuligt kunne passe ind i sådan en stram tidsplan. Og min erfaring siger mig, at der i hvert fald er to ting, der kan få det svært under den slags kår: Børn og følelser. To størrelser, som for mig helt klart er livets wildcard: Umulige, uhåndterlige, vilde, stærke, forunderlige, egenrådige, egoistiske, vidunderlige, varme, kolde, kærlige - meningen med det hele, hvis der altså findes sådan en overordnet størrelse.

At børn er et fantastisk match til en hverdag, der kører strammere end rådhusklokkerne klokken 24.00 nytårsaften, er ikke min erfaring, så jeg kunne simpelt hen ikke få det til at hænge sammen oppe i mit hoved. Måske er mine unger helt unikke og mærkelige, men i hvert fald blev den ene syg med 41 i feber, og pludselig sad vi dér på Skejby Sygehus med truslen om meningitis hængende over vores hoveder - det tog lige et par dage. Så var der én, der var trist - bedsteveninden ville ikke lege, så nu ville hun aldrig mere i børnehave ... I børnehave kom hun da, men det var ikke til den planlagte tid, for først skulle der grædes og trøstes og spises lidt kage og trøstes lidt mere. Så var der én, der faldt og slog sig, og der skulle findes jod og plaster og saks og forbindinger, og så var der én, der havde kærestesorger, og så var der én, der blev vred ...

Og jo, man kan da godt bare gemme vreden til mellem klokken 19.15 og 20.00, og jo-o-o - man kan da godt sige til glæden eller den ulykkelige kærlighed, at den må vente til på lørdag. Men ingen skal fortælle mig, at det ikke er lige nøjagtig den pris, vi betaler for det dér såkaldte perfekte match!
Kærlig hilsen
Renée