Selvudvikling
25. april 2017

Karrierekvinde til andre mødre: "DINE drømme er ikke nødvendigvis alles"

Da erhvervsleder Anja Monrad blev mor, havde hun lige fået sit første chefjob – så hendes søn sov under skrivebordet. Det fungerede fint. Men desværre er debatten om den gode ALT for stereotyp, mener Anja.
Af: af Camilla Wass, redigeret til web af redaktionen
Anja Monrad

Foto: Scanpix

Hvad vil det sige at være en god mor? Skal man leve op til den stereotype forestilling om en speltmor, der går på deltid, mens børnene er små?

- Vi har en tendens til at tænke, at ”den gode mor” kun kommer i én model. Men det er vigtigt for mig at sige, at man IKKE skal holde sig tilbage for at få en karriere, selv om man får børn. De oplevelser, jeg har fået gennem mit karriere­forløb, har været helt fantastiske – og jeg vil tilråde ALLE kvinder at have høje ambitioner på deres egne vegne. Det er så vigtigt at VILLE noget – og så er det ligegyldigt, hvad det noget er – der er jo ingen, der siger, at man absolut skal gå efter en stor erhvervskarriere.

Sådan siger Anja Monrad, der er direktør i IT-virksomheden Dell EMC.

Som en af de få kvinder i IT-bran­chen er Anja Monrad kravlet hele vejen op til toppen af karrierestigen – og hun har samtidig gjort sig selv til talskvinde for, at børn og karriere sagtens kan gå hånd i hånd.

– Da jeg blev gravid med min søn David for 20 år siden, var jeg nyudnævnt marke­tingchef i en amerikansk virksomhed. Det var mit første chefjob – og det var ikke, fordi graviditeten ikke var planlagt. Børn kommer, når de skal komme, og set i bakspejlet tror jeg ikke, der er noget perfekt tidspunkt at få dem på. Men netop fordi jeg var nyudnævnt chef, var det med at tage en lang barsel ikke rigtig nogen mulighed, siger Anja. Hvad gjorde den driftige erhvervskvinde så? Jo, Anja tog på arbejde med en babylift under armen, lagde babyen på en kontorstol – og når sværmen af jakkesæt indfandt sig på hendes kontor – vupti, så rullede hun den lille babybylt ind under skrivebordet. ”Og så lå han dér i mørket og sov”, fortæller Anja.

Hvordan reagerede dine kolleger på det?

– Jeg husker ikke andet, end at de sagde: ”Ih, hvor er han sød” – og så var det tilbage til arbejdet. Men jeg husker også, at rigtig mange mennesker sagde til mig: ”Nu kan du jo ikke arbejde så meget mere”. Mine veninder havde ikke gang i en karriere på samme måde som mig, så jeg måtte finde MIN måde at gøre tingene på.

LÆS OGSÅ: Blogger Cana Buttenschøn til andre mødre: "I gør det godt!"

MISSEDE LUCIAOPTOG

Anja Monrad er i dag en del af Dell EMC’s europæiske ledelse med ansvar for virk­somhedens markeder i hele Øst- og Central­europa. Et topjob, som hun på ingen måde er kommet sovende til. Kalenderen er tætpak­ket, og Anja har gennem det meste af Davids barndom rejst mellem 70 og 100 dage om året.

– Der er jo masser af mænd, der rejser lige så meget. Og de misser lige så mange luciaop­tog, sommerfester og alt muligt andet, som jeg også har misset gennem Davids opvækst. Men når det er sagt, så VAR der jo en far – og jeg er helt sikker på, at David og hans far har fået et meget tæt forhold, netop fordi jeg ikke altid var hjemme.

– Men igen, er det optimalt? Og har jeg siddet på et hotelværelse og TUDET over, at jeg var langt væk og savnede min familie – JA, selvfølgelig har jeg det. Men jeg er helt sikker på, at når det gælder de vigtigste øjeblikke i min søns liv – så har jeg været der.

Og dét vil Anja Monrad gerne gå forrest for at bevise.

– Der er behov for flere rollemodeller – og det lyder utrolig indbildsk og arrogant, når man siger det om sig selv. Men jeg synes virkelig, jeg bliver NØDT til at vise, at man sagtens kan få et helt almindeligt barn ud af det, selv om man brænder for andet end at være mor. Og jeg synes også, jeg har været en god rollemodel for min søn – jeg har vist ham, hvordan man færdiggør opgaver, tager ansvar for andre mennesker og stiller sig frem foran flere hundrede mennesker.

Hvis du stod på en talerstol lige nu – og kunne give en kærlig opsang til alle mød­re anno 2017, hvad ville du så sige?

– Jeg ville sige, at det er vigtigt at huske på, at det, der er DINE drømme, ikke nødvendigvis er andre kvinders drømme. Vi kvinder skal passe RIGTIG meget på med at sige: ”Hov, hov – nu falder du uden for det perfekte scenarie”. Jeg skal som erhvervskvinde ikke se skævt til de kvinder, som vælger en anden vej. På samme måde som de kvinder, der vælger at gå hjemme hele livet med deres børn, ikke skal se skævt til erhvervskvinderne.

Hvorfor er debatten om den gode mor så skinger?

– Fordi vi har ALT for travlt med at være perfekte. Jeg bagte RIGTIG mange fredagska­ger i Davids barndom netop for at bevise, at jeg var en god mor. Og det var fandeme gode kager – for selv om jeg rejste meget, var der ingen, der skulle komme og sige, at jeg ikke havde tid til at bage. Men en dag kom David og spurgte, om han ikke hellere måtte købe de dér roulader nede fra Netto, for dem kunne børnene rigtig gode lide. Og pludselig kunne jeg se, at de hjemmebagte kager mere var MIT behov end hans, siger Anja.

LÆS OGSÅ: Fra en læser: Kvinder skal blive bedre til at turde gå efter karrieren

FIND BALANCEN

Men har debatten slet ikke rykket sig gennem de seneste 20 år?

– Jeg synes desværre stadig, der hersker nogle skarpe holdninger til, hvorvidt en god mor holder HELE sin barsel eller ej, og hvis hun har brug for en au pair-pige for at få dagene til at hænge sammen, bliver hun mødt med kommentarer a la: ”Hvorfor har du egentlig fået børn, når du ikke er der, når de kommer hjem fra fritidshjem?”. Sådan var det for 20 år siden, og sådan er det stadig i dag.

Som erhvervsleder, hvor ser du så de største udfordringer i forhold til at være mor og køre karriere?

– For det første handler det om at finde en bedre balance. Der er stadig en rigtig stor del af barslen, der ligger hos kvinderne. Og det handler også om, at kvinderne skal blive bedre til at give SLIP og overlade mere af deres barsel til mændene. Og det er på tide, de kvindelige talenter kommer frem i lyset, mener den erfarne erhvervskvinde.

– Kvinder, der bruger flere år på at gå hjemme med deres børn, får tidsmæssigt svært ved at accelerere deres karriere – og jeg håber virkelig, vi kan få stoppet denne her bevægelse, hvor kvinder med lange uddannel­ser hopper HELT ud af arbejdsmarkedet. Når vi som samfund propper rigtig mange penge i at uddanne folk, så skal vi også have noget UD af det, siger Anja Monrad.

– Jeg vil ikke sige, at det at gå hjemme med børnene er ”den nemme løsning”, men det er på en eller anden måde blevet i orden at sætte sin karriere på standby, når man får børn. Og det er naturligvis et valg, man selv kan træffe. Jeg synes bare, det er ærgerligt, hvis man er uddannet jurist – og ender med gå rundt der­hjemme og måske drive en hobby-børnetøjs­forretning på nettet. Så får vi ikke det fulde udbytte af det potentiale, alle de dygtige mødre OGSÅ har.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også