Karen Thisted: ”Min depression kom pludseligt som et kulsort rullegardin, der blev trukket ned”

Hvornår opstod din depression?

– Lige da min samtalebog med Johannes Møllehave og Benny Andersen, ”Det skal mærkes, at vi lever”, udkom i 2004 – og jeg skal love for, at jeg kom til at mærke, at jeg levede! Det var fantastisk at samarbejde med de to, vi havde dybe samtaler om liv og død og været på Kreta sammen. Bogreceptionen bliver holdt på Galleri Asbæk i indre København, og da jeg går ud derfra og skal praje en taxa, er det, som om et kulsort gardin går ned inde i mit hoved, og jeg kan absolut intet foretage mig. En ven kommer og hjælper mig ind i en taxa og får mig hjem i min lejlighed og lægger mig i sengen. Og der lå jeg stort set i to måneder.

Hvordan føltes det at være ramt?

– Jeg kunne ikke være i min egen krop, kunne ikke finde ro. Det var ikke, fordi jeg havde mørke tanker – jeg havde faktisk ingen tanker, men følte bare an altomsluttende, skrækindjagende tomhed. Jeg havde en uforklarlig smerte i sindet – som ja, er svær at forklare. Man ved kun, hvordan det er, hvis man selv har prøvet det. Da det stod værst til i starten, kunne jeg intet foretage mig. Ikke en gang at børste tænder – hvilket kostede adskillige besøg hos tandlægen senere. Jeg lå i min seng og enten stirrede ud i luften eller læste dårlige bøger a la Barbara Cartland, så kunne jeg flygte ind i et andet univers. Jeg fik noget beroligende til at sove på om aftenen, og det var det eneste, jeg så frem til i løbet af dagen. Jeg var så langt ude, at jeg ikke havde lyst til at leve. Det tænkte jeg ikke aktivt over, mens jeg var i det, men det var sådan, det var.

LÆS OGSÅ: Kend forskel på depression og tristhed

Hvordan reagerede dine omgivelser?

– Min datter var i udlandet og havde det godt. Jeg ville ikke ødelægge hendes tur, så jeg fortalte hende først om det langt senere, da hun var kommet hjem igen, og det var gået over. Mine venner og kolleger kom forbi og ringede og ringede. Jeg magtede bare ikke at tage telefonen. Indimellem kom en sød ven eller kollega med noget mad til mig, men jeg husker faktisk ikke, hvordan jeg ellers fik mad. Jeg havde også angst, det var en kæmpe overvindelse at skulle gå i supermarkedet. Mange gange måtte jeg stille kurven og skynde mig ud derfra. Jeg tabte mig mange kilo i de tre måneder.

Hvad gjorde de, som var en hjælp?

– En dag blev Johannes Møllehave ved med at ringe, så til sidst tog jeg den. Han sagde til mig i telefonen: ”Kom, Karen, jeg holder dig i hånden. Jeg ved, hvor slemt du har det. Kom, op af sengen, jeg fører dig ind i stuen. Kom hen til vinduet, jeg er hos dig.” Og så så jeg, at han stod og vinkede til mig ude på gaden med mobiltelefonen i hånden. ”Jeg ved, hvordan du har det, for jeg har selv været der. Du skal vide, at hver søndag kl. 10 sidder jeg i Marmorkirken på en af bænkene til søndagsgudstjeneste. Hver eneste søndag. Så der kan du finde mig. Nu går vi videre. Du går hen til din hoveddør og åbner den.” Det gjorde jeg, og der stod en lille kurv. Det var en gammel cykelkurv, hvori der lå en dåse sardiner, en pose kammerjunker, en halv flaske Rød Aalborg, nogle blomster og Bibelen. Det var lidt ubehjælpsomt sammensat, af hvad han lige havde derhjemme – og det var så fint og rørende. Det trøstede mig lidt. Og jeg bliver rørt, nu hvor jeg fortæller om det. Senere tog jeg det kæmpe skridt at gå ned i Marmorkirken. Jeg kom for sent og midt i gudstjenesten, men jeg fandt Johannes og satte mig ved siden af ham. Han tog min hånd, og bagefter fulgte han mig hjem. Vi talte ikke rigtig, og han kom ikke med op. Men bare det, at han var der, varmede mig.

Hvad hjalp ikke?

– En sød ven, jeg husker ikke hvem, kom og hjalp mig ned til en psykiater, som de første mange gange benyttede sig af samtaleterapi. Der stod den obligatoriske boks med Kleenex i hans praksis, men jeg græd ikke og havde faktisk ikke grædt. Samtaleterapi virkede overhovedet ikke for mig, det trak det bare ud. Jeg har haft en god barndom, og har ikke store traumer med i bagagen. Til sidst gav psykiateren mig antidepressiv medicin, og efter halvanden måned hjalp det. Og først da begyndte mørket at lette.

Hvorfor tror du, at du blev deprimeret?

– Jeg har tænkt meget på det, og jeg ved det simpelthen ikke. Depressionen ramte mig pludseligt ud af det blå i en periode, hvor jeg havde det godt og var glad. Nogle har spurgt, om det var på grund af et tomrum efter arbejdet med bogen, men nej, det følte jeg ikke. Det var skræmmende, at det kunne ramme mig så uventet.

LÆS OGSÅ: Karen gik med med stress: Jeg bildte mig ind, at alt jeg gjorde, var drønvigtigt

Hvilke konsekvenser havde depressionen for dit liv?

– Ingen. Jeg mistede ikke min tilknytning til mit arbejde som redaktionschef på Ekstra Bladet. Jeg havde en fantastisk chef, Poul Madsen, som sagde, at jeg skulle prøve at komme over på redaktionen – uden at han på nogen måde pressede mig til at ”tage mig sammen”. Efter halvanden måneds tid vovede jeg mig derover – jeg tog bare noget tøj uden på mit nattøj og slæbte mig over på mit kontor. Vi holdt altid et ugentligt redaktionsmøde, og det var jeg ikke i stand til at deltage i, men jeg kunne godt komme med et par idéer, som de andre kunne tage med. På et tidspunkt sagde han: ”Nu kan du godt gå derind og deltage i mødet”. Jeg var hunderæd og sagde: ”Jeg tror, jeg begynder at skrige derinde!” Og han svarede blot: ”Det er der ingen, der siger noget til – det her er jo Ekstra Bladet!” Så gik jeg ind til mødet og svedte angstens sved, mit hår var drivvådt, men jeg gjorde det! Og det var endnu et skridt ud af det.

Hvad vil du råde andre med depression til?

– Drop tanken om, at det kan løbes væk, og at antidepressiv medicin nødvendigvis er af det onde. Medicin hjælper mange mennesker og hjalp i hvert fald mig – og gør det stadigvæk.

Er du bange for at blive deprimeret igen?

– Ja, jeg er rædselsslagen! Det er det værste, jeg har oplevet. Og så snart jeg fornemmer mørke nærme sig mit sind, så bliver jeg bange. De sidste par år har jeg haft økonomiske problemer, og det er intet i forhold til en depression.

Karen Thisted er 70 år, foredragsholder, forfatter og journalist. Mor til en voksen datter, mormor til Adam på seks år.