Kan man kæmpe sig tilbage til tops og nå sit femte OL, når man er mor og 33 år? Ja, siger Jeanette Ottesen

Det står tatoveret på hendes ene arm, oppe ved albuen, lige dér hvor ordene trækkes synligt op over vandet, når armene slynges frem i kraftfulde butterfly-træk: ”Oh yes I can”.

Og måske kan hun. Måske kan hun ikke.

Jeanette Ottesen deltager i dette års EM i Ungarn. Her er det sidste chance for at svømme sig ned på en tid, der giver adgang til OL i Japan til sommer.

Hvis hun lykkes med at kvalificere sig, vil det blive hendes femte OL.

Det alene vil være en præstation. Men at gøre det som svømmer i en alder af 33 og som mor til et barn, det er sensationelt og sjældent set i international svømmesport.

Mest vindende atlet

Egentlig har Jeanette Ottesen ikke noget at skulle bevise. Og det ved hun.

Med sine 53 internationale medaljer er hun allerede Team Danmarks mest vindende atlet nogen sinde. Men der skete noget, da hun blev gravid for fire år siden, fortæller hun.

På et tidspunkt henne i graviditeten, hvor hun sad plaget af bækkenløsning og tynget af en følelse af at være blevet dømt ude som svømmer, før hun selv var nået til den beslutning, voksede der et behov frem i hende.

Ikke et behov for at bevise noget, netop ikke. Men for at vise noget. Vise andre, og især kvinder, at intet er umuligt for en kvinde, der virkelig vil.

For det er med den tro, hun lever sit liv, forklarer hun.

Hun vidste naturligvis ikke, om det var muligt for hende.

Om kroppen lod sig træne tilbage til en elitesvømmers. Om hun mentalt ville være i stand til at være så træningsfokuseret som før.

Eller for den sags skyld: Hvordan det overhovedet skulle kunne lade sig gøre rent logistisk at få familieliv og træning på eliteniveau til at hænge sammen.

Men hun vidste, at det var det, hun ville gå efter. At det var det, der skulle være hendes projekt de næste år frem mod OL i 2020.

Det OL, som så altså blev udsat på grund af corona til i år.

Det var egentlig min mand

– Vi satte alt på ét bræt som familie, siger hun.

– Det var egentlig min mand, Marco, som selv er tidligere elitesvømmer og også har været med til OL, der foreslog mig at prøve at få et sidste OL med. Han kunne godt mærke, at jeg ikke var færdig som svømmer. Helt dybt inde i mit hjerte vidste jeg det også godt. Men jeg var i tvivl. Og da var det, at Marco en dag sagde: ”Hvis du har mod på det, og hvis du tør, vil jeg gerne være din træner.”

– Han foreslog, at vi gjorde det sammen som familie på den måde, at vi kunne tage på arbejde sammen. Som træner kunne Marco godt se efter vores barn, mens jeg var i vandet. Det første år var hun jo så lille, at hun kunne være med i bæresele. Derefter skulle hun begynde i vuggestue. Og det var dét, vi gjorde!

30 kilo lettere

Da datteren var knap tre måneder gammel, begyndte Jeanette stille og roligt at træne igen.

Siden kom der andre boller på suppen. I december 2017 vejede hun godt 100 kilo. I dag er hun 30 kilo lettere.

Det har været hårdt. Træningen. Logistikken. Det hele. Drønhårdt. Og det er stadig hårdt. Det lægger hun ikke skjul på.

– Motivationen og vejen frem for mig har hele tiden været at vise andre kvinder, og i virkeligheden også min egen lille datter, at man kan, hvad man vil, hvis man virkelig vil. Det kan godt være, at det er hårdt. Og det er det. Livet ER hårdt. Men man kan godt!

Det var chokerende

Da Jeanette begyndte sit tilbage vend-tilbage-projekt, var der som sagt ikke mange, hun kunne spejle sig i.

Der var dog en amerikansk svømmeveninde, som forinden var lykkedes med det.

– Da hun blev klar over, at jeg var gravid, rakte hun ud og spurgte, om jeg havde brug for at snakke og brug for sparring, og hun endte faktisk med at komme til Danmark og træne med mig i lidt tid.

– Forskellen på USA og Danmark er, at i USA er der en større opbakning, når det kommer til sport og sponsorer og i det hele taget at værne om atleter. Herhjemme oplevede jeg, at jeg mistede sponsorer og økonomisk støtte.

– Man kan selvfølgelig sige, at det ikke er set i Danmark før, i hvert fald ikke i nyere tid, det, jeg gør. Så de kunne ikke se det for sig. Problemet var bare, at jeg aldrig har sagt, at jeg ville stoppe. Det er lidt sjovt, hvordan folk bare antager, at nu stopper hun vel. Det var virkelig chokerende for mig.

Der gik to år, hvor hun ingen indkomst havde, fortæller hun. Men da hun var til sit første VM, efter at have fået sit barn, det var i sommeren 2019, og hun svømmede sig i finalen og endte som nummer syv i verden:

– Da tror jeg, der ringede en klokken for folk. Efter det VM begyndte jeg at få lidt mere medvind. Da gik det ligesom op for folk: Hov, hun er stadigvæk med i verdenseliten!

Svært at sige farvel

Når man spørger til hendes fremtidsplaner, trækker hun på det.

– Det er rigtig, rigtig svært at sige farvel til en sport, der er så stor en del af mig og har været det i over 20 år. Jeg er jo ”Svømmeren Jeanette”. Men når dét er sagt, ved jeg også, at jeg indeholder så meget andet og kan så mange andre ting. Så jeg glæder mig også til at begynde et nyt kapitel. Men hvornår det bliver, det må vi se.

Hun har allerede indstillet sig på, at det sikkert ikke bliver nogen nem omstilling, og hun kender alt for godt til historier om store sportsstjerner, der er gået ned på at forsvinde ud af rampelyset og miste lyden af klapsalver, siger hun.

– Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg kommer til at få en identitetskrise. Men jeg er så bevidst om, at det kommer til at ske, at hvis det ikke sker, er jeg bare heldig. Jeg kommer til at skulle have noget hjælp. Det ved jeg. Men jeg må bare deale med det, når jeg når dertil.

Mama her kan stadig

Jeanette er et forbillede for mange unge. Men hvem er egentlig Jeanettes egne forbilleder? Hendes svar kommer uden betænkningstid:

– Min mor og min mormor. De betyder alt for mig. Når de sætter sig noget for, gør de det helt, aldrig halvt. Jeg synes, de er seje. Og det kan jeg godt lide.

– Jeg håber også, at min egen datter kommer til at opleve sin oldemor og sin mormor og sin mor som seje kvinder. Jeg kan godt lide det der powerkvinde-noget. Det motiverer mig. Stærke kvinder motiverer mig. Og dem ser jeg overalt.

Hvis Jeanette klarer kvalifikationskravet og kommer med til OL, og hvis hun ovenikøbet også når op på medaljeskamlen, vil det være lige netop ”det statement”, hun går efter at vise verden, siger hun.

– Jeg er jo 33. Det kan jeg ikke lave om på. Det er også derfor, mit projekt er så vigtigt for mig. Ikke kun fordi jeg er blevet mor. Men også fordi jeg har den alder, jeg har, i en sport, hvor jeg allerede som 25-årig fik at vide, at jeg var for gammel. Det må da sætte tanker i gang hos de unge. At mama her stadigvæk kan være med.