Selvudvikling
23. august 2017

Julia Lahme: Skål for de ubange forældre

Vi har hamret strukturer og rutiner og skemaer og intens pligtfølelse ind i vores børn i stedet for at lære dem at træde ved siden af stregerne
Af: af Julia Lahme
https://imgix.femina.dk/media/article/klummeskribenter_julia.jpg
Sommeren er ved at gå på hæld, i hvert fald hvis vi lytter til kalenderen. Og det betyder ikke bare, at vi er mange, der skal tilbage på arbejde, men også at rigtig mange børn og unge er i gang med et nyt liv. Hjemme hos os er det min yngste Sofus på næsten 6 år, som skal svinge skoletasken op på ryggen og i gang med dét liv. Sofus har glædet sig især til madpakker, frikvarter og et fyldt penalhus. Som forælder føler jeg mig ret øvet i det der med skolen: Min ældste begynder i 3. klasse, så jeg tænker, vi efterhånden har en fornemmelse af, hvad der venter, og måske har vi endda en lidt for tydelig fornemmelse af det. Da min ældste havde gået i skole i et par uger, spurgte han mig dengang: ”Hvornår slutter det ... det med skolen?”, og jeg så en begyndende forståelse af et struktureret og skemalagt liv åbenbare sig i det fregnede barneansigt, da jeg kunne betro ham, at det var der en 10-15 år til. Det er det, Sofus skal til at forstå. Mange år med struktur, styr på tingene og skemalagte pauser. Og det er det, vi både skal lære vores børn at forstå, finde sig i, finde sig selv under og gøre oprør mod.

For vi er en angstfyldt flok, alle os, der har fået børn i årene omkring finanskrisen. Alle os, der har lært af samfundet, at der ikke er en struktur klar til at passe på os, som der er til vores forældre, 68’erne, når vi begynder at overveje at trække os ud af arbejdslivet. Vi har lært, at vi kun kan læne os tilbage i os selv, at vi kun har os selv at stole på, og at vi for enhver pris er nødt til at klare os virkelig godt. Selv. Det betyder, at vi har forstået, at vi er nødt til at presse vores børn. Vi skaber skolesystemer, fritidsinteresser og strukturer, der låser dem fast og holder dem stille, mens vi hælder læring og såkaldt kreativitet ind i øregangene på dem. Og vi giver ikke slip: I hvert fald ikke før de som 23,5-årige står med en universitetsgrad i noget med mennesker, ledelse og processer, og vi så undrer os over, at de ikke kan være kreative.

LÆS OGSÅ: Stop med at presse børn til tidlig læring

Vi har hamret strukturer og rutiner og skemaer og intens pligtfølelse ind i dem i stedet for at lære dem at træde ved siden af stregerne. Vi passer på dem, så de holder sig inden for stregerne, og udvikler os til at være brølende curlingløvinder i stedet for at lade dem falde, slå sig og rejse sig op igen.

Så hvis du er en af de kloge mødre, en af dem, der ser sit voksne barn tage sit første eller andet sabbatår, mens alle de andre knokler af sted, så tillykke til dig. Hvis dit barn er på vej til Australien for at arbejde som barista og ser ud til at komme hjem om et halvt år med en grim tatovering og kærestesorg over at have forelsket sig i en guitarspillende surfertype, så skål for dit mod til ikke at blande dig. Hvis din søn stadig ikke ved, hvad han brænder for, og du fortæller ham, at det er o.k., og at livet er langt, og at man som 19-årig gerne må ønske sig en sæson som skibums, inden man vælger for evigt, så tillykke til dig. Vi har nemlig brug for forældre, der har mod til ikke at gøre deres børn lige så bange, som vi andre kan blive fristet til at være.

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs mere om:

Læs også