julie lahme
Selvudvikling

Julia Lahme: Lykken er ikke en mand, men manden

29. august 2013
af Julia Lahme
Det er efterhånden blevet et krav fra rigtig mange af os, at vi skal være lykkelige. Hvis ikke vi er lykkelige, så går vi. Vi går fra den, vi er sammen med, fra vores arbejde, fra forstanden eller bare i banjo. Vi vil være lykkelige! Og vi har krav på det, fortæller vi hinanden. Men er lykken noget, vi kan gøre krav på? Og hvor ligger den? Kan vi finde den forskellige steder og være lykkelige i glimt? Kan man lære at se lykken, når den er der? I denne serie undersøger Julia Lahme, hvor lykken ligger gemt. Hun besøger fem afkroge af den ganske almindelige hverdag, og denne gang undersøger Julia, om mænd – eller manden – er genvejen til lykken

Lykke - lektion # 4

Jeg er godt og lykkeligt gift med Johan. Jeg mødte Johan foran en natklub i efterårsregnen for snart 13 år siden, og intet blev nogensinde det samme igen. Alt blev forandret, og min verden så anderledes ud. Det var stormfuldt og med dybe dale og høje bjerge, og sådan er det nu og da stadig, men altid med kærlighed og (indimellem lidt for) stor respekt for det, vi hver især vil for os selv og sammen. Jeg har aldrig villet andre end ham. Det er kun ham. Og så to andre, korte typer, der er flyttet ind hos os: I dag har vi nemlig to børn. Elias er fem og Sofus er næsten to.

De er vidunderlige, sjove og søde begge to, men også gruopvækkende besværlige indimellem. Ganske som børn nu er. Og ganske som det er i de fleste børnefamilier, så går den hverdag, som jeg holder så meget af, også ret stærkt. Det betyder, at Johan og jeg indimellem ser på hinanden, falder om i sofaen, når børnene endelig sover, og nærmest ikke har flere ord tilbage i os.

Den ordløshed og den manglende energi til at være så tætte, som vi begge rent faktisk har behov for, tror jeg, er noget af det mest skadelige; selv for to mennesker, som elsker hinanden.
Det var engang sådan – før børnene – at man havde hele dage, der dryppede af sted, uden at man skulle noget med dem. De gled bare. Man talte, snakkede, var sammen og var hver for sig, uden at hvert eneste øjeblik havde en enorm konsekvens for noget.

Man missede intet eller ingen, man var jo sammen. Nu skal mange øjeblikke vejes på en guldvægt, som vi selv stiller op. Tid og nærvær vejes mod samvittighed og opmærksomhed, og hos mig er det børnene, der vinder.
Det grusomme her er, at det ikke er en genvej til lykken for mig, at det konsekvent er børnenes behov over mine. For Johan er et behov hos mig på linje med solotid (som jeg ikke har) og al den yoga, jeg (ikke) dyrker.

Gør mænd En lykkelig?
Jeg tror det ikke. Jeg har mødt lykkelige singler og adskillige ulykkelige gifte kvinder. Jeg tror heller ikke, sex er vejen til lykken, selvom man kan blive ulykkelig af ikke at have det. Men noget, jeg ikke bare tror, men ved ind i mit
inderste, er, at jeg (og mange andre) bliver lykkeligere af at opleve et fællesskab frem for at være alene. Men fællesskabet kan blive væk, selvom man er to om at pleje det. Og så siver lykken ud af hverdagen, dryp for dryp, lige så stille, indtil det går op for en, at man er mere alene, når man er to, end når man er sig selv.

Forsikring
Da det går op for mig, at vi ikke er dér, men her hos hinanden, hvor vi stadig kan passe på det hele, beslutter jeg mig for at forsikre os. Mod slitage, ord der bliver hængende på tungespidsen og aldrig bliver sagt, men som burde have været kysset på, for det var søde ord. Så jeg gør noget.

Handling
Det er så simpelt. Men Johan og jeg gør noget særligt. Vi sender ungerne hjem til de bedsteforældre, som ikke blot står til rådighed, men som har liv, der leves og fyldte kalendere. Fra vi får lovet de to nætter uden børn, til vi endelig står der, går der to måneder. Ungerne bliver hentet lørdag eftermiddag og afleveret i deres institutioner mandag morgen. Vi starter med at spise frokost, Johan og jeg. Vi spiser frokost og taler sammen. Med hinanden! Uden afbrydelser.
Vi taler om store ting og små ting, og så skal jeg lige ligge fem minutter på sofaen og ender med at sove i fire timer. I panik over mistet tid vågner jeg med et sæt, men er for første gang i tusind år frisk og veludhvilet. Og da vi følges til fest, kan jeg holde mig vågen, til det er blevet morgen, og selv de yngste er gået hjem. Livet er godt, når man er småfuld, helforelsket og alene med sin mand.
Dér var lykken. Dén morgen kunne jeg pludselig huske, hvordan det er at være fri til at være forelsket. Hvordan tiden ikke vejer ned over en som et åg, fordi man skal nå hjem at sove, nok timer til at man kan klare en søndag med to poder. Lykken findes. Den er der måske hele tiden, men den rammer i glimt.
Lykken er ikke én mand. Lykken er min mand.

Lykkestatus
Vi har sat den i skema. Lykken. Ikke så romantisk, men effektivt. Forudsat at ingen unger rammes af skoldkopper, feber, noget smitsomt med maven eller lignende, spiser vi alene ude sammen en gang om måneden. Hver tredje måned SKAL vi have en aften og en nat uden børn. Det er vigtigere end pensionsopsparing, når det jo nu er ham, jeg vil leve lykkeligt med til mine dages ende. Som i eventyrene.

EKSPERTEN siger
Psykoterapeut og parterapeut Katrine Axholm fortæller her, hvorfor vi skal passe på vores parforhold, og om et forhold kan gøre os lykkelige.

Hvorfor er det vigtigt, at vi tager os tid til vores parforhold? Og svigter vi, ungerne ved at stikke af indimellem?

– Det er vigtigt at passe sit parforhold, for ellers visner det hen. Vi kan ikke have en potteplante, hvis ikke vi gider stille den i lyset og vande den. Hvis ikke vi passer på vores bil og tager den til service, så går den i stykker. Alt for mange tager kærligheden for givet. Der skal tankes op og fyldes på, for at kærligheden kan trives.

– Tid alene sammen gør det muligt bare at være voksne og ikke kun forældre og partnere i familien. Vi har brug for at pleje kærligheden og tilbringe tid sammen, så vi kan tune ind på hinanden og genfinde intimiteten og nærheden.

Jeg har aldrig mødt nogen voksne, som synes, at deres forældre var for optaget af sig selv og deres kærlighed, og at de følte sig alene eller svigtet af den grund. Tværtimod. Den mest opdragende faktor for børn er forældrenes indbyrdes forhold.

– Jeg ville ønske, at flere forældre ville bruge mere tid på at pleje sig selv og hinanden, fordi de på den måde bliver den bedste udgave af sig selv og dermed det bedste forbillede på kærlighed for deres børn.

Kan et godt parforhold gøre os lykkelige?
– Et godt forhold bliver kun godt, fordi vi har det godt med os selv. Uanset hvor stærk kærligheden er, kan den ikke fylde os op. Det kan kun vi selv. Al kærlighed starter med os selv og vores kærlighed til os selv. Kærlighed er ikke som på film – desværre. Det dejlige er, at vi selv er herre over, om vi bliver lykkelige, vi er ikke afhængige af, at vores partner skal gøre noget bestemt, for at vi føler os elsket.

Læs også