"Jeg tror, at mange kvinder ubevidst er blevet opdraget til at holde øje med hinanden”

Da Olga Ravn var 12 år, inviterede hun en håndfuld piger fra klassen til pyjamasparty. Det var imidlertid ikke et helt almindeligt et af slagsen med pudekamp, slik og romcoms som “Vild med Mary” eller “Pretty Woman” kørende i baggrunden.

For Olga Ravn var hverken dengang eller i dag helt som de andre piger. Derfor tænkte hun heller ikke selv, at der var noget odiøst i at invitere pigerne til en aften med hekseritualer stærkt inspireret af bl.a. 90’er-kultfilmen “The Craft” med den danske titel “Den onde cirkel”.

I begyndelsen var pigerne med på ideen, herunder at underskrive Olga Ravns “heksekontrakt”, som hun i magiens navn havde dyppet i te. Men det var ikke alle, der var lige entusiastiske, da hun fortalte, de skulle underskrive kontrakten med deres blod.

– Jeg kan tydeligt huske en pige fra klassen, som ikke havde lyst til det med blod, så hun pressede i stedet hul på en bums, så der kom lidt blod. Derefter tog vi hen i en park og lavede en rituel dans i mørket, og på det tidspunkt stod pigerne jo bare og ventede på, at jeg blev færdig, så vi kunne have den sleepover.

– Jeg var fuldstændig besat af hekse, men jeg kunne godt mærke, at jeg var lidt alene med det, siger Olga Ravn.

Allerede et par år tidligere havde hun lært sig selv runer og at læse tarotkort, hun havde et alter på sit værelse og fik lagt sit horoskop. Og når Olga Ravn som barn fik læst Brødrene Grimms eventyr højt eller læste Anders And-blade, var det altid heksen, hun blev fascineret af.

– Heksen blev meget hurtigt en superhelt for mig. F.eks. Hexia de Trick, som jo kan flyve på en kost, er sexet og har ret fedt tøj på. I modsætning til Andersine, der bare sidder og venter på Anders And, siger hun.

En besættelse

Vi mødes på en dunkel café på Vesterbro, ikke langt fra Olga Ravns lejlighed, hvor hun bor med sin mand og to børn. Vi skal tale om hendes nye bog “Voksbarnet”, som sætter punktum, eller nej, nærmere komma, i Olga Ravns årelange besættelse af hekse. For den er slet ikke slut.

– Jeg har altid haft et meget stort vidensbegær, men som barn blandede jeg eventyrheksen sammen med den historiske heks, som blev brændt på bålet.

– Jeg har længe haft et behov for at forstå, hvad der egentlig skete under hekseafbrændingerne, fortæller hun.

Det er som sådan slet ikke overraskende, at Olga Ravn udgiver en roman om hekse. Hun har for det første aldrig være særligt genretro og har tidligere skrevet alt fra litterær science fiction med “De ansatte”, digte i form af bl.a. debuten “Jeg æder mig selv som lyng” og den selvbiografiske roman “Mit arbejde” om en kvinde, der får en svær fødselsdepression.

Men har man fulgt hendes karriere, vil man vide, at det heller ikke er nyt for hende at arbejde med hekse.

Det begyndte med “Hekseskolen”, som egentlig var et litteraturkursus for unge forfattere, og siden har hun arbejdet med den historiske heks i flere kunstneriske sammenhænge, senest med forestillingen “Hex”, som havde premiere i foråret på Det Kgl. Teater.

Og det var i researchen til den forestilling, at det gik op for hende, at der var materiale nok til en roman.

– Jeg har nok drømt om at skrive en bog om hekse, siden jeg var barn, men det har været alt for svært, de gange jeg har prøvet. Jeg vidste slet ikke nok, og det var på en måde for stort og for vigtigt.

– Jeg følte mig slet ikke fri i stoffet og kunne ikke slå mig løs. Men ved at skrive et teaterstykke om hekse tog jeg den omvej, jeg havde brug for.

– Det var en måde at snyde mig selv lidt på, så jeg kunne give lidt slip og ikke føle den vægt, jeg havde følt i lang tid, siger hun.

Det var begyndelsen til det, Olga Ravn kalder “en spændende, men også meget kompliceret og ikke mindst altopslugende besættelse” af perioden med hekseafbrændinger.

– Ej, men det er jo blevet hele mit liv, siger hun næsten undskyldende.

– Jeg kan slet ikke holde op med det. Jeg er jo blevet sådan et menneske, der køber historisk keramik. Jeg er fuldstændig obsessed med mennesker, der er har levet for lang tid siden, og hvilke forbindelser de har til vores liv i dag.

I heksenes fodspor

I bogen følger vi den ugifte adelskvinde Christenze Kruckow, som flygter fra Fyn til Aalborg, da hun bliver anklaget for at være heks. Her møder hun en gruppe kvinder, hvis skæbner flettes sammen og tilsammen giver Olga Ravns fortolkning af et grufuldt kapitel i danmarkshistorien.

Hovedpersonen rygtes at have et voksbarn, hvilket blev anset for at være en slags skandinavisk voodoo-dukke, og i bogen er det voksbarnet, der fortæller historien om kvinderne, som er inspireret af virkelige hændelser.

Olga Ravn har brugt omkring fem år på at grave sig igennem bunker af historiske kilder. Bl.a. breve af Christian 4., som direkte beordrede mange af hekseafbrændingerne i Danmark.

Hun har også læst gamle tingbøger, dagbøger og referater af rettergange, og hun har gået rundt i Aalborgs gader midt om natten og besøgt de oprindelige fangehuller i Aalborg og i ruinerne under Christiansborg.

Undervejs har Olga Ravn rådført sig med flere historikere og har også fået én af dem til at læse bogen igennem for at ramme virkelighedens hændelser præcist – og dog.

– Som kunstner kan man jo tage sig en helt anden frihed til at fortolke historien, som historikere ikke kan. Men det har været vigtigt for mig at have respekt for de her mennesker, som – spoiler alert – bliver henrettet i løbet af bogen.

– Jeg har haft behov for at kende historien så godt, at jeg kunne mærke den på egen krop.

Det gik hurtigt op for hende, at historien var langt mere kompleks, end hun troede. Bl.a. fordi der ikke blev ført arkiv over hekseafbrændingerne.

– Der blev til gengæld ført lister over udgifter til bål. Det har åbenbart været vigtigt at få styr på, om bødlen har fået penge, om snedkeren er blevet betalt for at lave en stige, om der var betaling til en natmand for at køre asken bort, og hvor meget tjære, der blev indkøbt til at holde bålet ved lige.

– Men der står ikke, hvem eller hvor mange, der er blevet brændt. Det er jo ret sindssygt.

Derudover fandt Olga Ravn ud af, at de anklagede personer stort set slet ikke selv havde en stemme i kildematerialet. Det var altid lensmanden, kongen eller en dommer, der udtalte sig om, hvad en heks havde gjort eller sagt.

– De anklagede kommer aldrig til orde, og det var sindssygt hårdt at erkende, at de bare er sådan nogle skygger, som bliver beskyldt for de mest uhyrlige ting, uden at man hører dem selv fortælle.

Opgør med heksestereotyper

I arbejdet med bogen gik det op for Olga Ravn, at der hersker en lang række misforståelser om de såkaldte trolddomsprocesser. Ikke mindst om de kvinder, der blev brændt på bålet i Danmark dengang.

Hun mener, at ordet heks først og fremmest har brug for en begrebsafklaring, fordi det i dag dækker over mange meget forskellige typer af hekse.

– Der er eventyrheksen, som er en sagnfigur ligesom elvere eller mosekoner, og som kan spores længere tilbage end “Odysseen”.

– Hende skal vi adskille fuldstændigt fra historiske mennesker, som dengang, og stadig i dag i visse lande, bliver anklaget for hekseri og i visse tilfælde bliver henrettet for det. De to har intet med hinanden at gøre, siger hun.

Alligevel er der oplagte tråde, der forbinder de to typer hekse.

– Hvis du anklager nogen for hekseri, vil du gerne trække på den første figur, for hvis det er en eventyrfigur, du forestiller dig, så glemmer du, at der er tale om et menneske, og så er den anklagede nemmere at slå ihjel.

– Hvis man formindsker nogens menneskelighed, er det altid nemmere at straffe dem. Så enkelt er det, siger Olga Ravn.

Og så er der den tredje figur, en mere nutidig heksetype. Her er ordet heks en slags paraplybetegnelse for forskellige spirituelle levemåder, folk bruger i dag.

Nogen bruger heksen som f.eks. modstandsfigur, mens andre er inspireret af 1970’ernes heksesyn, hvor heksen er forbundet med forskellige naturreligioner. Men det har ikke som sådan noget at gøre med de første to.

Det er ikke, fordi Olga Ravn har et problem med sidstnævnte heksetype, og faktisk bifalder hun, at det rationelle verdensbillede bliver udfordret.

Det, hun til gengæld har det svært med, er, når vi i flæng bruger heksebegrebet i sammenhænge, hvor vi devaluerer hvor alvorlige de hændelser var, der fandt sted dengang.

– Der er så mange gange nogen, der har sagt til mig: Vi var jo blevet brændt på bålet, hvis vi havde levet dengang. Nej, det var I ikke. Men I havde helt sikkert angivet nogen.

– Den der idé om, at hvis du er rapkæftet, så ville du nok være blevet brændt på bålet, hvis du levede dengang: Stop det. Det synes jeg, faktisk er at formindske den vold, der er foregået.

– Jeg kan ikke holde det ud. Det gør mig rasende, siger hun.

Modsat hvad mange måske tror, var det helt tilfældigt, hvem der blev brændt på bålet som følge af de såkaldte trolddomsprocesser.

– Vi ved, at ca. 85 procent var kvinder, men det var alle mulige slags kvinder og ikke kloge koner, rappenskralder, feminister eller folk med rødt hår. Kvinderne blev brugt til at statuere et eksempel om, hvordan man mente, en kvinde skulle opføre sig.

– Det var ikke så vigtigt, om de var skyldige eller ej, men at der blev fortalt en historie om dem, som havde til formål at få resten af befolkningen til at makke ret, siger Olga Ravn.

Derudover var det både en lang og temmelig omfattende proces, der gik forud for at brænde en kvinde på bålet.

– Virkeligheden var, at det tog flere år, fordi man skulle dømmes af to instanser.

– Den der forestilling om, at det var en eller anden massepsykose, der greb bønnerne, som kom med deres høtyve efter kvinderne, er ganske enkelt forkert! Det var fuldstændig systematiseret, fortæller forfatteren.

Olga Ravn kunne tale i timevis, dagevis faktisk, om hekse. For de mange års research har ikke kun gjort hende tydeligt passioneret om emnet, men også dedikeret på at formidle en viden, hun selv har savnet: Om hvordan perioden i omkring 1600-tallet, begyndelsen til oplysningstiden, i virkeligheden ikke skal ses som afslutningen på en mørk middelalder, men nærmere der, hvor kernefamilien og det moderne samfund tager sit første spadestik.

– Der sker et mentalitetsskift i forhold til, hvad en familie er, hvordan man er en god borger, hvordan vi skal opføre os, og ikke mindst hvad en kvinde er og bør være. Som jeg ser det, er heksebålene ikke det sidste skrig fra middelalderen.

– Vi skal i stedet se det sådan, at ud af den ild fødes det danske samfund, siger Olga Ravn og læner sig tilbage, tydeligt lettet over at få sat de rigtige ord på de tanker og den viden, der har rumsteret hos hende så længe.

Olga Ravn mener, at perioden med hekseafbrændinger er skelsættende for, hvordan vores samfund og ikke mindst vores kønsroller har formet os siden.

Opfindelsen af kernefamilien hænger nemlig sammen med det, hun kalder “afmonteringen af de kvindelige fællesskaber”, som fandt sted, da man begyndte at anklage og mistænkeliggøre helt almindelige kvinder for at være hekse.

– Jeg lyder som en feminist fra 1970’erne, og det har jeg intet imod. For vi glemmer åbenbart, hvordan det hænger sammen, og skal lære det igen i hver årti: I kernefamilien skal du være loyal mod din mand, og før det skulle du være loyal mod din far.

– Eller du kunne være loyal mod gud eller kongen. Jeg har nok altid stillet spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg skal være mere loyal over for min mand end over for mine veninder? siger hun.

Olga Ravn kalder det kernefamiliens kult, at vores loyalitet er dér og kun dér.

– Prøv at forestille dig, hvis nogen valgte veninder over deres børn. Der ville jo være ramaskrig. Det er jo amoralsk, siger hun.

Hvor blev kvindefællesskabet af?

Det er især forsamlingen af kvinder, eller kvindefællesskaberne, og hvor farlige de blev anset for at være, som gør Olga Ravn så optaget af hekseafbrændingerne. Det er også her, hun mener, at vi kan lære noget om, hvordan vi omgås som kvinder i dag.

– Jeg tror, at jeg altid har haft et eller andet mellemværende, som handler om, hvordan vi er, når vi er sammen med andre kvinder. For jeg elsker det, men jeg synes samtidig, at det er virkelig svært, siger hun.

Da Olga Ravn fik sit første barn, oplevede hun, hvordan hun følte sig forkert og anderledes i mødregruppen, som hun også fortalte om i forbindelse med udgivelsen af bogen “Mit arbejde”.

– Jeg oplever, at der i mødregruppen sidder en masse kvinder og holder hinanden fast i patriarkatet på en ret aggressiv og ubehagelig måde.

– Det er jo meningen, at det skal være det stik modsatte, og det er det sikkert for nogen, men det var det ikke for mig. Jeg tror, at mange kvinder ubevidst er blevet opdraget til at holde øje med hinanden og holde hinanden på plads socialt.

Olga Ravn har aldrig lagt skjul på, at hun lever med diagnosticeret og medicinsk behandlet social angst, og hun er godt klar over, at det i høj grad farver hendes oplevelser af de kvindefællesskaber, hun selv har mødt i sit liv.

Alligevel havde hun brug for at gå tilbage i historien i et forsøg på at finde forklaringer på, hvorfor hun har det så ambivalent med grupper af kvinder samlet. Og svaret fandt hun i fortællingerne om hekseafbrændingerne – de såkaldte trolddomsprocesser.

– Det dominerende i trolddomsprocesserne var kvindernes oplevelser af at blive ekskluderet og træde forkert. Derfor følte de, at de virkelig måtte holde øje med, om andre gjorde noget forkert, for hvis man peger fingre ad andre, kan de ikke pege fingre ad én.

– Tænk bare på et sted som Aula. Det, der tilsyneladende skulle være et omsorgsfællesskab, som burde handle om børn og børns læring og trivsel, bliver en stridsplads for, hvem der har de rigtige værdier, siger hun.

Mere stabil

Allerede som barn kunne hun mærke, at hun egentlig gerne ville være i en gruppe af tætte venner, men jo ældre hun er blevet, jo mere har hun tænkt: Hvornår kommer det?

– Og så sidder man pludselig der med to børn og tænker: Det kommer bare ikke. Jeg kender ikke engang mine naboer. Og fordi jeg var sådan en, der lærte mig selv runer som 10-årig, tænkte jeg, at jeg gerne ville forstå det her til bunds.

– Så jeg begyndte at tænke: Hvornår kommer det fra, det med kvindefællesskaber, der blev udskammet, og nå ja, det var der i begyndelsen af 1600-tallet.

Olga Ravn blev endnu engang konfronteret med sin angst for sociale fællesskaber, da hendes ældste barn begyndte i skole i år.

– Det handlede ikke om mine børn og egentlig heller ikke om, at jeg følte, at andre havde en masse forventninger, men mere om, at jeg ikke kendte spillereglerne.

– Måske er det, fordi de ikke er fastlagt endnu, og det er noget, vi finder ud af sammen, men samtidig kan jeg jo virkelig godt lide børn og er meget optaget af, at klassen er et fællesskab, der skal give mening.

Men uanset hvor meget hun prøver, er det, som om hun stadig ikke føler, at hun helt er en del af fællesskabet.

– Jeg er sådan en, der ikke får mobilepayet til fælleskassen, og som tror, at juleferien er fire dage længere, end den er. Når der er fødselsdage, er jeg nødt til at sige til min mand, at han skal tage alt det administrative og bare fortælle mig, hvilken kage jeg skal bage.

– Men jeg vil gerne, og jeg har dårlig samvittighed over, at jeg ikke gør det, siger hun.

Alligevel føler hun, at hun har rykket sig.

– Hvor jeg i mødregrupperne måske følte mig for blottet og hudløs og skrøbelig i en situation med et lille barn, er jeg nok et lidt mere stabilt sted lige nu, hvor jeg kan tænke, at et fællesskab måske er det eneste, jeg længes efter.

– Tidligere ville jeg måske have sagt: Jeg er sådan her, og det er der ikke plads til, så jeg trækker mig bare! Hvor jeg i dag er blevet bedre til at sige: Jeg er sådan her, og der skal være plads til at være her på min egen måde.

Denne artikel blev udgivet femina i uge 38 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: