https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/1011-renee/1011-renee-3-kopi-2.jpg
Selvudvikling

Jeg siger aldrig aldrig igen

27. oktober 2010
af Renée Toft Simonsen
Man jo komme med alle mulige lamme undskyldninger om, hvorfor man har ændret mening. Så nu skal ”aldrig” for alvor luges ud af mit vokabularium. Jeg siger det aldrig mere

Man skal aldrig sige aldrig, lyder en gammel talemåde, og jo ældre jeg bliver, jo mere må jeg sande, at den er god nok. Nu er jeg f.eks. kommet på Facebook, hvilket jeg havde forsvoret nogensinde skulle komme til at ske. Mine ytringer om "aldrig" på den front er der mange, som har lagt øre til, og det har virkelig heller ikke skortet på hånende opslag på min nye "væg" i stil med: "Den, som ler sidst, ler bedst!", "Got you!" eller: "Man har en holdning, til man får en ny!" og den slags lede venindeting.

Og hvad kan jeg sige, andet end at jeg er bukket under for overmagten, ganske som jeg gjorde det, da det handlede om mobiltelefon. Da mobilen først var landet i min dametaske, var det no way, at jeg skulle med på det dér sms-helvede - ikke tale om! - samtidig med at jeg gjorde det klart for alle, at de da bare kunne sms'e, så meget de lystede, men at jeg ingen intentioner havde om at svare. Den historie er også historie - jeg sms'er, som var jeg professionel.

Og så kan man jo komme med alle mulige lamme undskyldninger om, hvorfor man har ændret mening. Helt ærligt ... med hensyn til Facebook har jeg følt, at der ikke var nogen vej udenom. To af mine unger valgte nemlig at tage på efterskole, og udsigten til at miste kontakten med dem var ubærlig. Desværre var det ikke så nemt alligevel ... jeg måtte bruge alle mine talegaver på at overbevise dem om, at vi skulle være venner derinde på det dér Facebook, for ingen af dem ville være venner med mig. Noget af et slag i ansigtet. Deres pointe var imidlertid, at jeg ikke skulle sidde dér og snage i deres liv som en anden spion. Det var først, da jeg lovede ALDRIG at skrive på deres væg eller kontakte dem "offentligt", jeg fik ja til min venneanmodning.

En anden ting, jeg har sagt "aldrig" til, er Skype og netbank. Hvad var der nu galt med breve og posthuset? Også her har jeg måttet revidere min opfattelse og gå planken ud. Jeg har fået installeret Skype og har for nylig talt med en veninde i Thailand i over to timer, helt gratis, hvilket for en jyde som mig var en optur, der varede hele dagen. Og ikke nok med det: Jeg har også fået netbank, og det lyder måske ikke af noget for jer, kære læsere, men sådan en antikveret og gammeldags én som mig føler lige nu, at jeg faktisk er indbegrebet af moderne cyberspace-mom. Jeg sidder om aftenen og betaler regninger, sætter penge ind på mine ungers konti og skriver e-mails til dem i et univers, hvor folk i fuld alvor har farme med små grimme tegnede dyr, som de dagligt går og passer, og jeg får konstant nye "venner", som var jeg 14 år igen.

Så nu skal "aldrig" altså for alvor luges ud af mit vokabularium. Jeg siger det aldrig mere.

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d07a1f4330a644e6b6af9b782410e35d.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs også