Jeg havde lige taget en bid af min fisk, da en italiensk professor afbrød mig. Mødet viste sig at blive et vendepunkt i min rejse

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

Det var med en vis ængstelighed, jeg pakkede min kabinekuffert forud for min soloferie til Paris. Jeg havde sprængt en rød farvebombe i mit hår og barberet mine ben for første gang i år, men pludselig blev jeg i tvivl om, hvorvidt det nu var en god ide at tage afsted.

Ikke fordi selve konceptet “soloferie” gør mig nervøs, jeg har flere gange rejst alene - og elsket det!, men fordi jeg denne gang i ugerne, ja faktisk månederne, op til, havde følt mig lidt ensom og alene.

Ensom på en måde, der bedst kan beskrives som invaliderende fantomsmerter, og som dækker over noget større end det faktum, at jeg ikke har nogen i mit liv at dele en rejse til Paris med.

Derfor virkede en solorejse til kærlighedens by, hvor selve ilten, der indåndes, emmer af romance og lidenskab, som en decideret masochistisk beslutning. Hvad skulle endnu mere tid alene overhovedet gøre godt for?, tænkte jeg før afrejse.

En hel del faktisk, skulle det vise sig. Det blev jeg især mindet om på min første aften i Paris.

Dagen var ellers startet dårligt. Det regnede, masseturismen var uundgåelig og omklamrende, og en tjener forsøgte at snyde mig for 3,5 euro for en lemonade, der viste sig at være en Sprite, og en parisertoast opvarmet i en mikrobølgeovn. Paris tog sig mildest talt ikke ud fra sin bedste side.

Samme aften, efter at have ventet i halvanden time på min seating på en hypet restaurant i det populære Marais (og i mellemtiden brugt hele feriebudgettet på nye klæder, fordi jeg havde pakket så elendigt hjemmefra), får en anden enlig kvinde pludselig lov at komme foran mig i køen. Vi bliver begge bedt om at vente ved siden af baren, indtil der bliver ledige pladser.

Da et kærestepar rejser sig og frigiver to pladser i baren, går kvinden først hen og sætter sig ved siden af en mand, der sidder yderst i baren, og jeg får plads til venstre for hende. På min anden side sidder et andet kærestepar, og før jeg overhovedet får kæmpet mig op på barstolen, sidder den enlige kvinde og griner betaget af sin mandlige sidemakkers jokes og åbenlyse flirten.

Pludselig er jeg fanget som et underligt femtehjul, og jeg kan i øjeblikket ikke lade være med at føle, at jeg lige præcis gik glip af muligheden for et romantisk møde og en sjov aften, der havde potentiale til at rette op på min første rejsedags mislykkethed.

Bartenderen blinker til mig og siger så noget på fransk. “I don’t speak french,” siger jeg så for tiende gang den dag. Prøver han at komme mig til undsætning? Flirter han med mig? Jeg smiler sødt. “Vil du se menukortet?” spørger han så på gebrokkent engelsk, og jeg har aldrig følt mig dummere.

Min fisk kommer, og jeg når lige at sætte tænderne i den, før heldet til min store overraskelse vender. En moden kvinde stikker hovedet ind fra venstre og siger noget til mig på fransk. Jeg havde ikke engang registreret naboskiftet, men jeg sætter pris på det. “I don’t speak french” siger jeg så for nu ellevte gang.

- Hvad læser du? spørger hun så på engelsk.

Jeg gør mit bedste for at introducere min nye sidemakker for Suzanne Brøgger og hendes debut ‘Fri os fra kærligheden’ fra 1973. Hun tager et billede af den og sender det til sin danske veninde. Kvinden viser sig at være en italiensk professor i sociologi bosat i London med sin mand, der er “a man in sports”. Hun er i Paris for at overdrage deres Paris-lejlighed rundt om hjørnet til en lejer.

Vi falder i snak, og de næste to timer laver vi ikke andet end at snakke, snakke, snakke, kun afbrudt af den største portion chokolademousse jeg har fået serveret i mit liv. Ind imellem lyder jublen fra dem af restaurantens gæster, der sideløbende med middagen følger med i den lokale storklub Paris Saint-Germain give Inter Milan klø i Champions League finalen.

Jeg registrerer slet ikke, at kvinden til højre for mig er blevet skiftet ud med en anden enlig kvinde, der nu sidder og griner af de samme jokes fra sidemanden, som hendes forgænger gjorde. Jeg har for travlt med at diskutere tilværelsen og udveksle erfaringer med mit nye bekendtskab.

Mit møde med den italienske professor manifesterede sig som et vendepunkt for resten af min getaway, og ikke mindst for den del af min ensomhed, som blev erstattet af den helt særlige følelse af samhørighed, der opstår, når man åbner sig selv for verden og dens muligheder. Og den følelse af forbundethed kan være svær at få frem i en triviel hverdag med faste vaner og fast arbejde.

Ikke desto mindre hang følelsen fast. Den førte mig ad omveje, som da jeg eksempelvis pludselig befandt mig blandt 110.000 jublende Paris Saint-Germain fans på Champs-Élysées med udsigt til Triumfbuen til venstre, imens de parisiske mestre rullede op i en åben spillerbus med trofæet løftet over hovederne fra højre.

Normalt mener jeg ikke, at “stikke af” er en god strategi, på nær når det faktisk virkelig er det.

Nogle gange er det mulige eventyr den helt rigtige strategi for at få ting på afstand, selvom det kan føles kontrastfyldt at skulle fjerne sig for at føle sig forbundet.

Men sommetider kan det at flytte sig fra alt og alle, man kender, paradoksalt nok få en til at føle sig endnu tættere på; på sig selv, på sine nærmeste og på mennesker generelt. Og selvom dét at rejse ikke får de svære ting til at forsvinde permanent, så kan det være med til at give perspektiv og indsigt.

Da jeg gik ombord på mit fly fem dage senere, var det ikke kun farven på mit hår, der var falmet. Det samme var følelsen af ensomhed. Det viste sig, at man sagtens kan nyde en romantisk forlænget weekend i Paris med sig selv. Ensom eller ej.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.