Introvert? Så kan du sikkert genkende disse ubehagelige situationer
Foto: Panthermedia
6 situationer, du som introvert sikkert synes er ubehagelige
Føler du indimellem, at du ikke kan leve op til samfundets forventning om, hvad du skal og bør i sociale sammenhænge? En lang række af de uskrevne regler, der er normen i vores hverdag, er baseret på ekstroverte værdier, og derfor kan de både være svære at efterleve - og være direkte ubehagelige - hvis du er introvert. Vi ser nærmere på nogle af situationerne.
”Man skal kigge hinanden i øjnene, når man taler sammen”.
Derfor er det svært: Introverte har lyst til mindre øjenkontakt end ekstroverte og har brug for at se ned eller væk, oftere end ekstroverte har.
LÆS OGSÅ: Er du introvert? 10 gode råd til at passe på dig selv
”Vi skal alle sammen sidde sammen ved det store bord til festen. Det er uhøfligt at gå for sig selv”.
Derfor er det svært: Som introvert vil man ofte have det bedst med at forlade det store bord på et tidspunkt og gå en lille tur med en ligesindet eller sidde sammen to-tre mennesker ved et lille bord frem for at være en del af den store fest.
”Man skal takke ja til en fødselsdagsinvitation, medmindre man skal noget andet, som man ikke kan aflyse”.
Derfor er det svært: Mange introverte har virkelig ikke lyst til at gå til store fester. De foretrækker ro og intimitet.
”Man kan ikke bede sine gæster om at tage hjem”.
Derfor er det svært: Er man introvert, og har man gæster, får man ofte nok af selskabet, før selskabet får nok af én.
”Man kan ikke bede sin bordherre om at holde op med at tale”.
Derfor er det svært: Mange introverte har det svært med smalltalk.
”Man skal tage telefonen, når den ringer”.
Derfor er det svært: For en introvert, der sidder fordybet i et projekt, kan telefonen, der ringer, være meget forstyrrende.
LÆS OGSÅ: Introvert eller ekstrovert? Måske er du begge dele
Er du introvert?
Helt overordnet siger man, at forskellen på at være introvert og ekstrovert handler om, om man får energi af at være alene eller af at være sammen med andre mennesker. Hvor ekstroverte får energi af at være sammen med andre, lader introverte bedst op alene. Men husk: Det kan godt snyde. Som introvert kan du f.eks. godt føle dig træt og derfor tro, at du har brug for at være alene, men måske dækker din træthed over ked af det-hed eller understimulering, og så har du i virkeligheden måske bedst af selskab. Ligesom det eneste, en ekstrovert med tre små børn drømmer om, kan være alenetid, mens en introvert, der bor alene, kan længes efter selskab.
Kilde: Psykoterapeut Ilse Sand