Selvudvikling
7. juni 2010

Ingen ligestilling i Cougar-town

Tv-vært Kåre Quist har intet imod cougars, men så længe de ser lige så unge ud, som deres erobringer, så er der altså ikke tale om ligestilling …
Af: af Kåre Quist
https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/1022-cougartown/2010-22-kaare-quist-kopi.jpg

Først en indrømmelse. Min bedre, klogere og ikke mindst YNGRE halvdel er ikke fyldt 30 endnu. Selv nærmer jeg mig med djævelsk hastige skridt de 40. Knap 10 år er der mellem os. Ja, jeg ved godt, hvad du tænker, kære læser - men det bliver værre endnu.

For da jeg scorede hende, var hun praktikant, og jeg var redaktionschef - og bare lige for at fuldende klicheen, så tjener jeg mere end hende, og i øvrigt har flere af mine ekskærester også været yngre.

Cougars to the rescue
Nu har ligestillingen så endelig indhentet alle os gamle mænd med yngre kvinder. Trylleordet cougar har vendt op og ned på gamle forestillinger - og ikke mindst gamle (undskyld modne) kvinders valg af mænd!

Endelig er det kvindernes tur til at spille rollen som modne, livskloge og etablerede - kort sagt kvindernes tur til at være de gamle og ikke mindst kvindernes tur til at håndplukke purunge mænd.

Men nej, det er ikke ligestilling
Alligevel vil jeg påstå, at der mangler mindst en meter eller to, før kønnene er ligestillet på det her område. For hvordan kan det ellers være, at rigtig mange cougar-kvinder nærmest ser yngre ud end knægten ved deres side?

Når Demi Moore fremviser sin unge mand Ashton Kutchner, kunne de - vurderet ud fra deres udseeende - lige så godt være jævnaldrende. Da Madonna promenerede sin unge kæreste Jesus, lignede hun ved gud heller ikke en kvinde i 50'erne.

Gamle mænd med unge kærester
Den slags overvejelser har en mand som Jack Nicholson ikke. Han promenerer jævnligt sin skaldede isse og sin velvoksne vom i selskab med stribevis af gudesmukke og meget unge modeller. Men i modsætning til Madonna og Demi så ligner han faktisk sin alder.

Tilsyneladende bruger han ikke mange penge på at få fjernet rynker eller strammet øjne op - hvorfor skulle han det? Han oser jo stadig af diabolsk charme og sexet baggårdspuma.

Madonna, grow up!
Først når Madonna ligner en kvinde i 50'erne og STADIG har en kæreste på 23, kan vi tale om, at ligestillingen er kommet til cougar-town!

Julie Lahme
Renée Toft Simonsen
https://imgix.femina.dk/legacy/media/07b52b4d01bd4e51ab42f1324241d1d5.jpg

Læs mere om:

Læs også