Ilse Jacobsen
Selvudvikling

Ilse Jacobsen: Når man vil, så kan man

9. juli 2018
af Rikke Hast
Foto: Heidi Maxmiling. Makeup: Mette Bundgaard
Den driftige designer og forretningskvinde har netop fejret sit 25-årsjubilæum. Her fortæller hun om, hvorfor hun elsker Hornbæk om sommeren og om, hvilken sommer, der for hende står som den værste, hun har oplevet. En sommer, der satte hendes motto: "Når man vil, så kan man", på prøve.

Illse Jacobsen fortæller om sine sommerminder

Mange vil kende Ilse Jacobsen fra hendes medvirken i tv-programmet ”Løvens hule”, men også fra hendes tøj, overtøj, gummistøvler, sko, sandaler, hudpleje, kurbad, blomsterbutikker og meget mere. Listen er lang, for Ilse er en kreativ og driftig kvinde, der ikke alene får mange gode idéer, men også har modet og viljen til at eksekvere.

Tæt på ALT

I Hornbæk, hvor hun også bor privat, har hun da også sat et markant aftryk med sine butikker med sko, tøj og blomster – for ikke at glemme restauranten og kurbadet, som ligger et smut med en strandsten fra hendes hjem.

– Jeg er tæt på ALT her. Jeg kører forbi butikkerne dagligt, og jeg runder ofte dagen af på kurbadet med et glas vin eller en dessert. Er vejret godt, skal jeg jo også lige sidde og snakke lidt med de andre. Jeg elsker livet her. Hornbæk er mit dna. Alle de store begivenheder i mit liv er sket her i Hornbæk: Det er her, jeg er født, konfirmeret og er blevet gift. Og når jeg ikke skal være her mere, så kommer jeg sikkert også i jorden her, konstaterer Ilse.

Hvilken sommer husker du som din bedste?

– Helt ærligt, så er der ikke nogen sommer, der for mig står som den bedste. Jeg elsker alle mine somre. Når bare jeg er her i Hornbæk og kan slappe af sammen med min familie og vores gode venner, så er jeg glad. Jeg står meget tidligt op, og jeg nyder mine morgener, hvor alting er stille, lyset er smukt, og hvor jeg kan gå en tidlig tur med min hund, Konrad, på stranden. I gamle dage gik man på molen for at promenere og vise sig lidt frem. Det gør man ikke mere. Nu handler sommeren i Hornbæk om at hygge sig, slappe af og få set hinanden. Det er da også hyggeligt at kunne tusse rundt med sådan en ’halvbimmert’ på i hele juli måned. Folk er helt nede på jorden og afslappede her, man stadser sig ikke op for at hente et glas rødbeder i supermarkedet. Det er skønt, synes jeg.

LÆS OGSÅ. Ilse Jacobsen: Jeg passer på, at der ikke kommer nogen og smadrer det hele

Hvad er dine første sommerminder?

– Mange af dem er forbundet med stranden foran vores hus. Det var dér, vores mødre gik ned med os rollinger, så vi kunne sidde og lege i sandet og i åen. Og når vi så havde været for meget i vandet og sad der og klaprede tænder, fik vi sådan en frotté-ting over hovedet, så vi kunne få varmen igen. Det var så skønt og trygt at blive pakket ind, kan jeg huske. Når vi blev sultne, fik vi en klapsammen-mad og lunken saftevand, og så blev vi ellers smurt ind i Nivea-creme, så vi var helt hvide. Sådan var min barndoms somre i Hornbæk, og så var vi børn jo også så heldige, at skolen lå så tæt på stranden, at vi altid lige kunne smutte forbi vandet på vej hjem og få os en dukkert.

Hvilken sommer husker du som din værste?

– Det må have været sommeren 1998, hvor jeg fik leddegigt. Jeg lå nede på stranden en dag, og da jeg ville gå op til min bil, kunne jeg ikke rejse mig. Jeg måtte i bogstavelig forstand kravle. Jeg var naturligvis meget bange, og det var også pinligt at måtte kravle der foran alle de andre strandgæster, der sikkert troede, at der var alt muligt andet galt. Men jeg kom med gode venners hjælp hjem på min sofa, og de samme venner ringede senere efter en ambulance, for efter et par dage havde jeg det stadig virkelig skidt. Og det der med at ligge derhjemme på en sofa og have ondt alle steder, mens solen skinnede udenfor... Det var slemt. Jeg var jo ung og følte, at jeg gik glip af hele verden. Det er nok det værste, jeg har oplevet.

LÆS OGSÅ: Mette Blomsterberg: Jeg har kørt mig selv hårdt

Vilje skaber styrke

I dag får Ilse noget biomedicin, som har hjulpet hende meget.

– Før jeg fik den medicin for to år siden, havde jeg problemer med stivhed i min nakke og koncentrationsbesvær. Jeg tabte hele tiden tråden i samtaler for eksempel, og jeg var hævet overalt. Når det var værst, gik jeg med krykker og kunne knap rede mit hår igennem. Den medicin, jeg får nu, skal jeg have resten af mit liv. Den betyder, at jeg kan fungere, og at hævelserne er væk. Jeg ville have godt af at få trænet noget mere. Men jeg karter rundt oppe i firmaet altid, så det må være min træning.

På trods af de gener, Ilse har haft, arbejdede hun stort set igennem hele forløbet.

– Mit motto er, at viljen skaber styrken til at kunne. At når man vil, så kan man også. Det overlever jeg på. Jeg ville ikke være en grøntsag, der lå og klagede på sofaen. Og jeg vidste, at tog jeg mig sammen og kom ud i bilen og hen i firmaet, så ville jeg blive afledt, og mit humør ville blive bedre. For jeg bliver glad af at se et tørklæde, vi lige har fået printet, eller af at åbne en ny kasse med varer. Den indstilling er i bund og grund det, der udgør mit drive. Og den blev min medicin – ud over den, jeg får af lægen.

Hvad skal du denne sommer?

– Hvis vejret holder, så skal jeg ingen steder. Det skulle da lige være i vores sommerhus – en skøn perle ved Thorup Strand, som min mand bragte med sig, da vi blev gift. Når vi trænger til fred og ikke vil have gæster, så gemmer vi os deroppe. Men ellers skal vi være her i Hornbæk. Vores naboer kommer hjem fra Singapore, og roséen er lagt på køl, til de kommer. Ellers skal jeg bare gå og hygge mig. Indtil videre har sommeren jo været fantastisk. Hornbæk syder af liv og god stemning. Vi har haft skønt vejr, der er gang i butikkerne og masser af sommergæster.

En ny "mig"

Den 29. juni kunne Ilse fejre sit 25-årsjubilæum. Selvfølgelig på stranden i Hornbæk, hvor hun havde inviteret 300 gæster fra 26 lande – ministre, ambassadører, forretningsforbindelser og venner. Et telt blev rejst, så gæsterne kunne spise middag og blive underholdt med tæerne i sandet.

– Selvfølgelig skulle det holdes på stranden – for det giver mine gæster en god idé om, hvorfor jeg gør, som jeg gør. Det skulle være afslappet og nede på jorden, siger Ilse, der denne sommer også har taget en stor beslutning.

– Jeg skal ud og lede efter en ny ”mig”. Altså en, der er ansvarlig for vores design og kan sikre vores dna. Jeg vil gerne have mere tid til at rejse rundt og besøge vores samarbejdspartnere, siger Ilse, der også kan opleves i en fjerde sæson af ”Løvens hule”.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også