Ibens far var alkoholiker: Som barn havde jeg altid ondt i maven

Iben har en grundskræk for alt, man kan dø af. Som barn var hun bange for det meste, og den frygt har hun taget med sig ind i sit voksenliv. Iben er bange for at flyve, bange for at sejle, bange for motorveje og fart. Hun er bange for højder og bange for dybt vand. Hun har simpelthen dødsangst, fortæller hun.

– Hvis jeg sammenholder det med, hvor jeg glad og optimistisk jeg ellers er, så er det virkelig mærkeligt, at jeg er så bange. Men i den del af mit liv, hvor trygheden til verden skulle være opstået, da var jeg hele tiden bange. Der har trygheden aldrig rodfæstet sig i mig.

Er du bange for at du er alkoholiker?

Søgte tilflugt i bøgerne

– Min far var fuld fra morgen til aften. Han var sådan en trist blanding af sentimental, melankolsk og verbalt aggressiv. Og klynkende. Virkelig klynkende. Jeg burde simpelthen ikke have besøgt ham. Jeg var så bange, når jeg skulle derhen. Jeg kan huske i små glimt, hvordan jeg klamrede mig til en dørkarm, fordi jeg ikke ville derhen. Min mor har senere sagt, at hun var ked af, det blev sådan, for jeg var simpelthen syg flere dage efter, jeg havde været hos ham. Som barn havde jeg også altid ondt i maven.

Ibens forsvarsmekanisme blev at søge ind i en parallelverden. Hun lærte tidligt at læse og kom derfor tidligt i skole. Allerede som seksårig begyndte hun i anden klasse, og hun gik tidligt i gang med at læse ungdomsbøger. Inden hun nåede teenageårene, havde hun kastet sig over bibliotekets tunge voksenlitteratur med store livsproblematikker.

– Jeg læste på toiletpapirspakker, på colgate-pakker, og hvad som helst. Jeg læste hele tiden. Der er mange huller i min barndomserindring. Jeg husker, at jeg var sådan en, der læste bøger altid, og som ikke turde lege med de andre børn. Jeg husker det som om, jeg altid var alene, men for noget tid siden mødte jeg en tidligere klassekammerat, som mindede mig om, hvor sjovt vi havde haft det med at lege sammen i folkeskolen, så det bekræftede mig i det, jeg godt vidste. Nemlig at der er mange huller i erindringen om min barndom.

Ikke som sin far

Som barn oplevede Iben ikke, at hendes fars alkoholproblem var noget, der blev talt om. Iben fortalte det aldrig i skolen. Men som voksen har hun altid gjort meget ud af, at det ikke var nogen hemmelighed, at hendes far var alkoholiker.

– Jeg har aldrig lagt skjul på, at han var superubehagelig, og at jeg ikke kunne lide ham. Jeg har aldrig pyntet på noget, og jeg tror meget på at være tro mod sandheden. I min optik går det først rigtig galt oppe i hovedet på folk, når oplevelser bliver gjort til tabuer. Hvis du som barn har en fornemmelse af, at noget er galt, men dine forældre forsikrer dig om, at alt er fint, så forstyrrer det fuldstændig din egen intuition.

I dag er det mere end 20 år siden, Ibens far døde. Engang fik Iben sommetider at vide, at hun lignede sin far, men det gør hun ikke, siger hun ganske bestemt. Tværtimod har hendes far hele hendes liv vist hende, hvilken vej hun aldrig skulle gå.

– Min far havde en ret vild fantasi. Og det har jeg også. Det er det eneste. Ellers minder vi ikke om hinanden. Overhovedet. Han har fungeret som et pejlemærke for alt det, jeg ikke skulle være. Jeg har været helt bevidst om ikke at komme til at ligne ham. Min far kunne godt lide tysk – jeg nægtede at lære tysk. Min far kunne lide de der brændte farver – jeg skal aldrig nogensinde have sådan en farve i mit hjem. Min far syntes, historie var interessant – jeg ville ikke sætte mig ind i historien. Min far var i mine øjne ikke et ordentligt menneske – det ville jeg være. Det blev sådan en navigering. Hvis han sagde noget, så gjorde jeg det modsatte. Så det er blevet et pejlemærke for et helt liv – jeg ville være alt det, han ikke var.