Selvudvikling
22. april 2010

Hvornår har du sidst fejret dig selv?

Kvinder vil faktisk rigtig gerne fejre sig selv, men de er ikke gode til at gøre det store væsen af sig. Men det er vigtigt at fejre sig selv, fordi man med alle sine handlinger i livet skaber sig selv. Og ved at have fokus på små fejringer, så fortæller man sig selv, at man er vigtig.
Af: Lykke Møller Kristensen
https://imgix.femina.dk/media/98410d5d79ac4db4b38575423f5daf75.jpg

Foto: Shutterstock

"Det ligger lidt i samfundsbilledet, at det ikke er kvinder, der tiltrækker de store fester, og sådan har det altid været, siger sociolog og kønsforsker," Camilla Elg og henviser til, at vi bare kan kigge på vores eget privatliv og venner omkring os.

"For kvinder er det simpelthen ikke naturligt at søge positiv opmærksomhed, når der er noget at fejre, siger Camilla Elg.

Læs også:

Vi er ikke så vigtige

Så når kvinder i dag fylder både rundt og halvrundt uden at fejre det - og i det hele taget forbigår deres egen fødselsdag uden at gøre det store væsen ud af det - er der en naturlig forklaring. Det handler om kultur og historie sammensat med de vilkår, som kvinder ellers har i deres hverdag, mener SØNDAGs faste psykolog Kisser Paludan.

"Kvinder har generelt for travlt til at stoppe op og lave markeringer for sig selv. Der er simpelthen for mange ting, vi skal holde styr på og nå i vores hverdag. Ikke mindst fordi vi vælger at prioritere alle de andre vigtige ting og tænker om os selv, at vi ikke er så vigtige, og at vi må vente til en anden god gang med at fejre os selv."

Kvinders selvværd spiller også ind

Kisser Paludan mener samtidig, at kvinders selvværd er medvirkende årsag til den manglende prioritering af festivitas.

"Kvinder tror ikke, at de er værd at fejre, medmindre alt er perfekt omkring dem. De stiller meget store krav til sig selv, og føler at de skal levere, før de kan nyde. Jeg hører ofte kvinder sige: »Jamen, er jeg virkelig det værd?«, og det burde de slet ikke stille spørgsmålstegn ved. Selvfølgelig er de det værd".

Livet er værd at fejre

Fejr dig selv når du:

  • har fødselsdag

  • oplever impulsiv glæde ved livet

  • har opnået et godt resultat

  • er tilfreds med en opgave - og INDEN du fortsætter til den næste

  • bliver forfremmet eller får nyt spændende job

  • har fortjent det

  • ikke har fortjent det

"Livet handler jo om både at give og modtage, og ved at fejre os selv, bereder vi os også på at kunne modtage. Se livet i et stort perspektiv: Lige pludselig er det slut. Jeg tænker, at det ville være godt, hvis man kunne se tilbage på et liv og vide, at man havde givet sig selv lov til at fejre det. Så det ikke bare bliver et tilbageblik på et liv, hvor de kun servicerede og sørgede for at folk hyggede sig. "

Sådan kan du fejre dig selv

Hvis det er svært for dig med store fester, kan du øve dig ved i starten at invitere et par veninder på brunch eller ud på en udstilling. Så er det mindre formelt.

Og du kan samle hele familien til middag på din fødselsdag - også selv om det er en hverdagsaften.

Kig desuden på, hvordan andre gør det, og husk, at det er selvforstærkende at fejre sig selv: Når du først har gjort det én gang, kan du ligefrem føle, at du har fortjent det.

Læs også