Hvor er det dog let at løbe et barn over ende
Jeg var i biografen forleden og så en film, der satte sig fast i min mave og gjorde mig uendeligt aggressiv. Under filmen kunne jeg ikke holde udbrud tilbage, ej heller utallige kommentarer, og min mand var mildt sagt rigtig træt af mig til sidst. Men jeg blev bare så påvirket af det, der udspillede sig på lærredet. Heldigvis har vi været sammen længe, og han havde tilgivet mig, før lyset blev tændt.
Filmen, vi så, var fransk og hedder på dansk "Klassen", og den burde efter min mening nu sættes på som fast del af pensum på alle landets lærer- og pædagogseminarier. Den var virkelig et eksempel på, hvordan man som voksent menneske kan ville det gode, være fyldt med fine intentioner og i grunden inderst inde vide, hvad der er rigtigt og forkert, samtidig med at man er ude af stand til at praktisere det. Desuden var det en opvisning i, hvordan et voksent menneske ustraffet kan slippe af sted med ikke at tage det voksne menneskes ansvar i klasseværelset eller i samvær med børn i det hele taget. For mig viste filmen også, hvad der kan ske, når den voksne ikke tager ansvar, og børnene så desværre står med det selv.
Jeg blev fuldstændig forelsket i en afrikansk kvinde i filmen, mor til en dreng, der bliver bragt op for et disciplinærråd (sådan et har de åbenbart på de franske skoler), og hun er med til mødet sammen med sin søn. Hun taler ikke fransk, kun sit eget modersmål. Drengen, som hedder Sullimane, får smidt en masse anklager i hovedet, og hun sidder dér og lytter med, så godt hun kan, uden at forstå ret meget andet, end at hendes søn bliver skældt ud. På et tidspunkt ytrer hun sig, selv om ingen forstår, hvad hun siger. De voksne omkring bordet beder drengen om at oversætte, hvilket i sig selv er trist, tænker jeg - de burde selvfølgelig have haft en tolk med til mødet. De spørger: "Hvad siger hun," og han svarer: "Hun siger, at jeg er en god dreng." Jeg fik bare sådan en klump i halsen. Dér sad hun og sagde, hvad enhver mor ville have sagt om sit eget barn: "Mit barn er et godt barn." Gud ske tak og lov for, at hun findes, og for, at arketypen på hende findes inde i os alle sammen - for hvor er det dog let at løbe et barn over ende.
Filmen fik mig sådan til at tænke på en episode, vi engang havde herhjemme, hvor min mand var blevet enormt irriteret på drengene over et eller andet. Han gik derfor i gang med at skælde dem ud. Jeg husker ikke, hvad de havde gjort, eller hvordan han skældte ud, og i grunden er det også ligegyldigt, for det, som var vigtigt, var, at han fik dem gjort forkerte, og så forsøgte han endda at retfærdiggøre den handling, han havde gang i (og som jo aldrig kan retfærdiggøres, højst forklares). Da han er færdig, og drengene slukørede har forladt stuen, rejser familiens ældste pige sig op fra sofaen, går hen til sin far, stiller sig helt tæt på ham og kigger ham lige ind i øjnene, og så siger hun: "Du er nok rigtig sej hva' ..?" Og så skrider også hun ud af stuen. Jeg lover jer, luften gik fuldstændig af ballonen, for det var jo aldrig, hvad han havde tænkt sig at være i forhold til sine børn. Hans ønske er jo at være lige nøjagtig den person, som gør en væsentlig forskel og giver dem noget med, de kan bruge positivt resten af deres liv. Og det er vel også det, der ligger i lærergerningen ... lysten til at give noget videre til sine børn, noget værdifuldt, noget, de kan bruge positivt resten af vejen, nøjagtig på den måde, man f.eks. kan se det i filmen "Døde Poeters Klub". "Klassen" er en omvendt "Døde Poeters Klub", samtidig med at det er en nødvendig og lærerig film.
Kærlig hilsen Renée
Har du spørgsmål om parforhold, børneopdragelse, sex, usikkerhed - eller hvad der i øvrigt hører livet til - så skriv en mail til Renée på renee@femina.dk Hvis du er blevet inspireret af Renées klumme, eller bare gerne vil knytte en kommentar til emnet, så giv din mening til kende i vores kommentarfelt herunder.