penge
Selvudvikling

Hvilken pengetype er du?

12. juni 2018
af Connie Mikkelsen
Foto: Panthermedia
Første skridt i at slippe skammen og få bedre styr på dine penge er at finde ud af, hvilken pengetype du er. Sandsynligvis kan du identificere dig med flere af de 10 typer herunder, så vælg de to-tre ud, som passer bedst. Sæt derefter procenter på, hvor meget du ligner hver enkelt.

HVILKEN PENGETYPE ER DU?

1. Den rebelske: Penge kan købe lykke Den rebelske pengetype er impulsiv, kreativ og frihedselskende. Langt mere til fest og farver end til budgetter og rammer. Vil bestemme selv og elsker at shoppe. Har typisk ingen penge i slutningen af måneden og bliver skamfuld og frustreret over dette. 2. Entreprenøren: Penge er bevis på succes Entreprenøren er igangsætteren og ledertypen: Idérig, energisk, ambitiøs og vedholdende grænsende til det stædige. God til at tjene penge, men arbejder også hårdt for dem og har svært ved at slappe af.
3. Den pæne pige: Penge giver ondt i maven Den pæne pige er et produkt af flinkeskolen: Sød, hjælpsom, dygtig og nem at omgås. Siger sjældent nej og har svært ved at tage imod. Lader sig derfor også tit nøje med lav løn og undviger gerne, når snakken falder på penge og økonomi. 4. Den solidariske: Penge er noget, man giver væk For den solidariske er lighed, fællesskab og retfærdighed vigtige værdier. Du er typisk hjertemenneske, empatisk og omsorgsfuld, og penge er ikke så vigtigt, synes du. Derfor tager du heller ikke ansvar for at tjene dem, men giver ofte din tid og dine ydelser væk til alt for lav en pris. 5. Den forsigtige: Penge skaber bekymringer Den forsigtige har godt styr på sin økonomi, men er perfektionistisk og synes derfor aldrig, der er styr nok på det. Har mange bekymringer og får ikke ro i maven, selv om der er overskud på kontoen. Har svært ved at træffe beslutninger i pengesager af frygt for at vælge forkert. LÆS OGSÅ: Sådan får du flere penge på kontoen 6. Den vellønnede: Penge taler vi ikke om Er god til at tjene penge og har en flot karriere enten som ansat eller selvstændig, men er bange for, nogen skal synes, du praler af din succes og velstand. Derfor underspiller du begge dele og sørger altid for ikke at fremstå prangende. 7. Den generøse: Penge er kærlighed De generøse er gavmilde, kærlige og opmærksomme. Ser behov hos andre, før de mærker dem selv, og føler sig forpligtede til at opfylde dem, også selv om det giver underskud på egen konto. Giver gerne store gaver, men er ikke særlig god til at mærke egne behov. 8. Den forsørgede: Penge er noget, andre tager sig af Lever et komfortabelt liv og elsker luksus. Har typisk et stort pengeflow, men kendetegnes ved ikke selv at have tjent pengene. Du føler derfor tit, du står i skyggen af andre, og du er flov over at have penge, du ikke selv har tjent. 9. Den nærige: Penge skal man passe på Har penge nok på kontoen, men føler ingen glæde ved det. Måske en glimtvis glæde over en god handel, men at bruge af formuen gør nærmest fysisk ondt, ligesom risikoen for at blive snydt føles latent. 10. Den økonomisk frie: Penge er nemt Den økonomisk frie håndterer sine penge bevidst og ansvarligt. Livsglæde, kærlighed og tro på fremtiden er grundlæggende værdier. Du har indrettet dit liv ifølge egne ønsker og behov, har ro i maven, god samvittighed og penge på kontoen. Du sparer op i bolig eller foretager langsigtede investeringer, bruger penge på de ting, som føles vigtige, og løser udfordringerne hen ad vejen uden at bekymre dig om dem på forhånd.

4 skridt til større indsigt

Når du har fundet ud af, hvilken pengetype du er (se næste side), er du klar til at tage næste skridt. Målet er at få transformeret din håndtering af pengesager fra hjertesag til hjernesag. Genvej #1 til økonomisk frihed er, at du holder op med at slå dig selv oven i hovedet med det, hvis du synes, det med penge er svært. Det handler aldrig bare om, at du er født talblind eller ansvarsløs, men mere om, at mange kvinder ikke har lært, hvordan man styrer sine penge bevidst. Genvej #2 til din økonomiske frihed er at stille skarpt på dine personlige pengehistorier. Det vil sige de idéer, opfattelser og erindringer, du har med dig fra barndommen om, hvad penge er for en størrelse, hvad de gør godt for, og hvordan man håndterer dem. Du kan starte med at stille dig selv følgende spørgsmål: Hvordan var din mor med penge? Og din far? Hvad husker du fra din barndom, der har med penge og økonomi at gøre? Hvad tror du, du dybest set har konkluderet om dit eget forhold til penge? Hvordan har dine pengehistorier påvirket din bankkonto som voksen? LÆS OGSÅ: Få større økonomisk frihed: Bliv bevidst om, hvad der styrer dit forhold til penge Genvej #3 til økonomisk frihed er, at du ser din bankkonto i øjnene. Det betyder helt lavpraktisk, at du starter med at printe dine kontoudtog ud for de sidste tre måneder og finder ud af, hvad du rent faktisk bruger dine penge på. Giv først et bud på, hvor mange penge du TROR, du bruger på mad og husholdning, tøj og sko, cafébesøg og andet. Skriv dit bud ned. Derefter er du klar til et realitytek. Genvej #4 til økonomisk frihed er, at du lægger en konkret plan for, hvordan du får dét for dine penge, du helst vil have. Og ikke alt muligt andet. Det handler om at styre pengestrømmene på en bevidst måde og tage ansvar for det, du allerede har. Kilde: Pengementor Birgitte Hansen – se den fulde guide over de 10 pengetyper på Birgitte-Hansen.dk
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også