
Få større økonomisk frihed: Bliv bevidst om, hvad der styrer dit forhold til penge
6. november 2017Få større økonomisk frihed ved at blive bevidst om dit forhold til penge
Ifølge psykoterapeut Jette Hastrup handler det faktisk ikke om de lækre ting, vi kan købe. Derimod handler det om de gode følelser, vi får ved enten at have en fed bil, lækkert tøj, købe et dejligt hus osv.
For det er nemlig følelserne, vi motiveres af - og derfor er det faktisk dem, som bestemmer vores forhold til penge.
– Alt, hvad vi gør, bunder som regel i et ønske om at opnå kærlighed, tryghed, ro, fred, udvikle os eller gøre en forskel. Penge forbinder vi med at opnå disse ting, siger Jette Hastrup.
Men mange af os er ikke særlig bevidste om vores forhold til penge. De fleste, der har problemer med penge, tror, at det kun handler om at lære at gøre det rigtige med deres penge – ikke sætte sig i unødvendig gæld, lære at investere osv. Men det er ikke hele sandheden, for vi er også nødt til at arbejde med vores holdninger – og dermed vores overbevisninger og værdier – i forhold til penge, hvis vi vil have et bedre forhold til kroner og øre.
Det starter i barndommen
Vores holdninger er nemlig afgørende for, hvordan vi omgås penge. Og vi kan ifølge Jette Hastrup ikke have holdninger uden at have nogle erfaringer at knytte dem til.
De erfaringer, vi har med os, stammer ofte fra det miljø og den kultur, vi er vokset op i, hvor vi så har draget nogle følelsesmæssige konklusioner om penge på grundlag af gode og dårlige erfaringer.
– I de første seks år af vores liv er vi som en svamp i et badekar. Vi suger alt til os. Vi aflæser de voksne omkring os, da vi ikke kan klare os uden dem, og de dermed er garanter for vores overlevelse. Vi suger således både de negative og positive oplevelser og holdninger til os, siger Jette Hastrup og peger på, at det ikke kun er forældrenes egen omgang med penge, vi lærer af, men vi opfanger også det, de siger om penge og ikke mindst deres kropssprog.
Og det kan ubevidst præge os som voksne i forholdet til penge. Prægningen behøver dog ikke nødvendigvis at komme til udtryk gennem en direkte afspejling af forældrenes pengeforhold. Hvis man for eksempel er vokset op i en familie med et stort forbrug, kan det nemlig også føre til, at man som voksen går i den modsatte grøft og i stedet bliver meget mådeholden.
LÆS OGSÅ: 3 tegn: Kender du en, der har et forstyrret forhold til penge?
Det kan afspejle vores selvværd
En anden ting, der indimellem præger vores forhold til penge, er vores selvværd.
– Hvis vi ikke er blevet set og hørt og vist ubetinget kærlighed hjemmefra, kan vi tage et lavt selvværd med os resten af livet. Et lavt selvværd kan føre til et uhensigtsmæssigt forhold til penge, og det kan gå begge veje. Man kan både blive alt for ødsel og alt for mådeholden, fortæller Jette Hastrup.
Måske stræber man intenst efter at få succes, fordi man sætter lighedstegn mellem egen succes og sin værdi som menneske. Derfor bruger man langt flere penge, end man har, på dyrt tøj, møbler, biler osv. Men det hjælper ikke på selvværdet. Man skammer sig derimod over at bruge for mange penge. Et lavt selvværd kan også føre til, at man ikke vil bruge penge på sig selv, fordi man ikke føler, at man har værdi. Så under man sig aldrig nyt lækkert tøj eller andet, man har lyst til. I stedet bruger man måske penge på andre i håb om, at man også vil kunne lide sig selv, når man kan mærke, at andre kan lide en.
LÆS OGSÅ: Er du mentalt robust?
Bliv bevidst
For at få et mindre problematisk og mere bevidst forhold til penge skal vi ifølge Jette Hastrup kigge på vores begrænsende overbevisninger, vanebetingede følelser og gamle oplevelser, der har præget os negativt.
– Der skal ofte graves dybt for at finde de sandheder, vi fastholder, og som ofte viser sig ikke at være sande. Det er vigtigt at arbejde med at få et mere sundt selvværd, hvis lavt selvværd er årsagen til éns problematiske forhold til penge. Og så er det også vigtigt at finde ud af, hvad penge betyder for én. Hvad er det for en følelse, du søger i forhold til penge? Søger du for eksempel mere ro, kærlighed, glæde, frihed – eller hvad er vigtigt for dig? Hvad giver det dig for eksempel at købe en bil, noget tøj eller andet, du umiddelbart ønsker dig? – Du kan også visualisere de ting, du ønsker at bruge penge på. For at visualiseringen virker, er det dog vigtigt, vi har bearbejdet vores begrænsende overbevisninger. Når vi visualiserer vores mål og samtidig har støttende overbevisninger, får vi langt nemmere ved at tiltrække det, vi ønsker os i livet. Så find ud af, hvordan du kan få et forhold til penge, der giver dig de følelser, der er vigtige for netop dig, siger Jette HastrupOm eksperten
Jette Hastrup er psykoterapeut og bestyrelsesmedlem i Foreningen af Danske Psykoterapeuter. Læs mere på Jettehastrup.dk