https://imgix.femina.dk/media/websites/femina-dot-dk/website/sex-og-psykologi/klummer/renee-toft-simonsen/1011-renee/1011-renee-1-kopi.jpg
Selvudvikling

Hvad tror du på?

27. juli 2011
af Renée Toft Simonsen
Sad i kirken en dag og tænke på, at jeg i grunden synes, det er lidt tidligt, vi beder vores børn tage stilling til så vigtige emner som troen på en gud. Jeg mener – 14 år er jo ingen alder

Jeg sidder i kirken sammen med mine egne og min søsters unger. Min anden søsters store dreng skal konfirmeres, og derfor er Gud jo på programmet. Det er svært at sidde stille, og der er uro på bænkene i Guds hus den dag. Pludselig læner den ene tvilling sig ind til mig og hvisker, at hun ikke tror på Gud, og at hun i al fald ikke skal konfirmeres - hvilket provokerer den anden tvilling, som bedyrer, at Gud findes, og at han derfor absolut skal konfirmeres. Jeg vil jo rigtig gerne støtte op om dem begge og om, at de tager stilling - de er kun 10 år, så det synes jeg i grunden er rigtig flot.

Selv har jeg tre stykker, der har valgt konfirmationen til, og rosinen i pølseenden, som allerede et år før tiden har besluttet sig for, at det med at blive konfirmeret er for langt ude og ikke et hykleri, han kan støtte op om. Så jeg må jo hviskende fortælle de små kamphaner, at det dér med Gud er en ret personlig sag. Man må tro på, hvad man vil, og at nogen vælger noget, betyder ikke, at alle andre vælger forkert ved at vælge noget andet.

Sandhed er noget individuelt, og der findes rigtig mange sandheder. Den eneste fejl, vi mennesker ikke må begå, er at tro, vi har patent på nogen af dem. Og så bliver der spurgt: "Men moster Renée, hvad tror du på?" "Host-host ... tjoh, altså, jamen, jeg tror faktisk ikke rigtig på nogen af de dér guder, hverken Allah, Gud og Jesus, Buddha eller andre." Begge gjorde store øjne: "Tror du så ikke på noget som helst?" "Hmm, noget tror jeg jo nok på, en hel del faktisk, men om det har med en gud at gøre, er jeg ikke overbevist om."

Vores lille samtale den dag i kirken fik mig dog til at tænke på, at jeg i grunden synes, det er lidt tidligt, vi beder vores børn tage stilling til så vigtige emner som troen på en gud. Jeg mener - 14 år er jo ingen alder, og allerede dér bliver de indlemmet i den danske folkekirke, medmindre de har modet til ikke at gøre, som de fleste andre gør. Synes faktisk ikke, det er i orden ... vi burde udskyde konfirmationen, til de er 18 år eller ældre. På den måde ville vi give dem en fair mulighed for at have et nogenlunde stabilt og velovervejet fundament at vælge ud fra.

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d07a1f4330a644e6b6af9b782410e35d.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs også