Hun fik nok. Og pludselig stod hun alene som selvlært skuespiller og solomor til en dreng på fire

I de virkelig gamle dage blev kvinder portrætterede i litteraturen og i kunsten som gudinder. Elskede, frygtede, og forgudede på lige fod med deres mandlige “kolleger” på Olympen og i Valhal.

Siden da har det været så som så med ligestillingen, når der skulle fordeles kapitler i danmarkshistorien. De kvinder, der op gennem de seneste århundreder har bidraget til vores samfunds- og kunsthistorie, har ganske enkelt ikke fået den anerkendelse og synlighed, som deres virke fortjente og fortjener den dag i dag.

Det er, i følge Lotte Andersen, en skandale, som kræver en nationalhistorisk rodbehandling udover det sædvanlige.

Et projekt, som hun de seneste år, mere eller mindre tilfældigt, har gjort til sit helt eget efter i det meste af karrieren af have stået på andres scener.

– Når jeg ser tilbage og faktisk også frem, må jeg konstatere, at mit liv åbenbart udvikler sig henad vejen og ikke efter nogen masterplan.

– Jeg kan virkelig følge Kierkegaards citat om, at livet forstås baglæns, men må leves forlæns. Jeg har aldrig taget en aktiv beslutning om at blive normbryder og gå min egen vej. Det blev bare sådan.

– Jeg begyndte at læse litteraturvidenskab, men blev bare mere forelsket i studenterrevyen på universitetet end i det akademiske liv, som aldrig fangede min opmærksomhed. Min læring var “by doing”, og mine intellektuelle referencer sprang ud af fri og nysgerrig research i litteraturen, fremfor af et stramt, låst pensum.

Rygsæk fuld af forventning

Som født og opvokset med far, mor og to søstre i Odense oplevede Lotte Andersen tidligt længslen efter at bryde med traditionerne på nærmeste hold.

Hendes mor var gårdmandsdatteren, der giftede sig opad i tilværelsen og forventede, at hendes døtre gjorde det samme. Det gjorde Lotte absolut ikke.

– Det var en god og tryg barndom i den fynske middelklasse. Jeg var den mellemste i en flok på tre, men levede på ingen måde op til klichéen om, at man som den midterste i flokken typisk kæmper for at leve op til sin storesøsters præstationer på den ene side og sin lillesøsters charme på den anden.

– Jeg gik mine egne veje og holdt mig lidt under radaren. Min mor var chef derhjemme, mens min far var følsom og kærlig. Det var absolut min mor, der havde ambitioner på vores vegne. Hun havde selv skiftet samfundsklasse, da hun giftede sig med min far, der var forretningsmand.

– Hun var nok lidt snobbet på vores vegne, selvfølgelig af kærlighed, men ikke desto mindre en lille snob. Det synes jeg ikke, at jeg er. Men jeg kan samtidig godt se, at jeg jo faktisk har spejlet min mor, når det gælder om at bryde med sine rødder.

Karakter er noget, man har

Det blev mødet med instruktøren Nikolaj Cederholm og hans teater Dr. Dante, som definerende Lotte Andersens voksenliv. I hvert fald i en årrække.

Teatergruppen blev dannet i starten af 80’erne, var indbegrebet af en helt ny generation af skuespillere og et anderledes publikum og synonymt med alt, hvad der var smart og avantgarde på den københavnske teaterscene. Og midt i det hele sad en lidt betuttet Lotte fra Odense.

– Dr. Dante var ikke bare et job. Det var mit liv og afsættet for min succes på scenen. Dr. Dante var en tsunami. En bevægelse af vildt passionerede mennesker, som vendte verden ryggen og kiggede på hinanden.

– Karakter var noget, man havde, og karakterer, var nogen, man skabte sammen. Jeg vidste intet om teater på forhånd. Men jeg kunne mærke, at jeg var præcis, hvor jeg skulle være.

– Det var et dejligt fællesskab præget af rå maskulinitet. Man skulle ikke være en pivskid, men se at komme ind i kampen. Jeg var soldat i en virkeligt smart hær. Det passede mit midterbarn-gen godt at stå midt i geleddet og følge med flokken.

– Indtil jeg var midt i 30’erne, levede jeg i en lillebitte indadvendt verden, hvor teatret fyldte alt. Så fik jeg et barn med min kæreste, og pludseligt var det nok.

– Jeg var helt mæt, og så blev jeg skilt. Stort set fra det hele, forklarer Lotte Andersen og summerer en periode på femten år op i en mundfuld.

Lukkede lyset ind i boblen

Efter mange år med tryghed stod Lotte Andersen pludselig alene som selvlært skuespiller og solomor til en dreng på fire. De fleste ville nok opfatte det som et skræmmende scenarie, men for Lotte var bruddet med Dr. Dante og skilsmissen tværtimod som et kæmpe energitilskud af præcis de vitaminer, hun trængte til.

– Bruddet var som en eksplosion, for jeg sagde jo farvel til at arbejde med elskede kolleger, som stadig er mine venner den dag i dag. Men det er jo netop, når noget sprækker, at lyset pludselig kan komme ind, og det var præcis det, jeg oplevede.

– Jeg blev nysgerrig igen. Ikke bare på teater, men på verden omkring mig. Jeg blev nærmest født på ny, da vandet gik på den boble, som jeg havde gemt mig i.

– Det gik op for mig, at den stort set ikke var særligt interessant for andre end mig selv, og jeg faktisk havde kedet mig lidt i det.

– Da jeg gik fra Dr. Dante, voksede verden, mens egoet skrumpede. Samtidig var jeg forsørger, så jeg var nødt til at tænke på at tjene penge. Jeg lavede film og TV, og gjorde det så godt jeg kunne, så længe det varede. Men så ramte jeg muren og gad ikke mere fiktion.

– Mit hjerte begyndte i stedet at gløde for fakta. Blandt andet for historien, for de kvinder, der kom før mig, for naturvidenskaben. For virkeligheden.

– Jeg blev nødt til at trække mig. TV gør jo en kæmpe forskel. Man er ikke længere sig selv på gaden. Folk kigger og hilser entusiastisk på fru Flindt fra Min søsters børn eller politiinspektør Hanegaard fra Sommerdahl på TV 2.

– I starten er det sjovt at blive genkendt, og folk er søde. Med tiden er det ikke så fedt. Det påvirker dig indeni, for faktisk sker der det samme som, når man bliver mobbet.

– Du har ikke selv valgt opmærksomheden, og der bliver kigget og hvisket og holdt øje med dig. Det indre urmenneske er kodet til, at det er farligt at stikke ud i flokken alene. Det kræver en stærk psyke at være i. Det er lidt svært for mig, og så må man træde lidt ind i skyggen og passe på sig selv.

Højt til loftet og ned i detaljen

Som for så mange andre satte coronanedlukningen arbejdslivet på standby, men samtidig også fart på en drøm om at bo på landet og om at have tid og ro til at tænke ordentligt.

Så for to år siden flyttede Lotte Andersen og hendes mand fra København og ind i et smukt hus midt i naturen med vindue fra loft til gulv i hele husets længde.

Udsigt, luft og årstider i stedet for trafik, trængsel og stress gav den nødvendige ro i sindet, der sendte Lotte Andersen ad helt nye kreative veje.

– Jeg havde en romantisk forestilling om natur, fred og ro, og jeg må bare konstatere, at virkeligheden leverer på alle fronter for mig. Det er sådan! Min mand og jeg har lavet vores eget vandrelaug i området.

– Som alle andre begyndte vi at gå lange ture under corona, de blev længere og længere, og vi er blevet ved med at gå. Nu vandrer vi bogstaveligt talt egnen og verdenen tynd.

– Når vi tager vandrestøvlerne på, går vi gerne rundt om Mont Blanc eller på tværs af Borneo, Italien eller Norge. Altså, vi kan også godt bare gå en tur i Tisvilde Hegn, siger Lotte Andersen og uddyber glæden ved at være rykket fra byen:

– Jeg tror simpelthen, at jeg havde undervurderet hvor meget godt, der var i at skifte by ud med land for mig. Samtidig føler jeg ikke, at jeg har mistet noget rigtigt, for jeg arbejder jo stadig i byen.

– Så på en måde har jeg bare trukket byen lidt større og flyttet mig lidt mere. Og det er måske essensen af den, jeg er i dag. Mit mantra er at gøre min verden større, siger Lotte Andersen.

Det nye indhold

Lotte Andersen spiller og synger, og de to talenter supplerer hun med at være forfatter og instruktør.

– Jeg holder mig stadigvæk inden for det, jeg er bedst til, som er min ramme: Jeg fortæller historier. Jeg har da indimellem en lille stemme indeni, der hvisker, at det kunne være spændende at gøre noget helt andet.

– Jeg kan godt savne et forudsigeligt liv, selv om jeg aldrig har haft ét. Uforudsigeligheden er jo et vilkår i mit freelanceliv. Så kan man savne et rigtigt arbejde med faste gode kolleger, som man byggede noget op med over år.

– Mit liv er mere eller mindre et hjemmesyet patchworktæppe af små projekter, som så kan gå mere eller mindre godt fra gang til gang. Det er på skift rigtig hårdt og helt fantastisk. Sådan er mit liv så blevet.

– Det er dejligt, når mine egne ting lykkes. Jeg har intet at tabe, og så må man påtage sig den rolle, det er at gå nye veje. Jeg føler, at det er min pligt at fortælle væsentlige historier, så kan jeg holde mig midt på vejen og til det kendte, når jeg arbejder som skuespiller på film og TV.

Den røde tråd

I dag er den røde tråd for Lotte Andersen at få formidlet stærke historier om fantastiske kvinder, som igennem historien er blevet glemt og gemt væk.

Det kan der selvfølgelig være mange grunde til. Men faktum er, at danske kvinder tog gigantiske og moderne skridt for 100 år siden, hvorefter de blev usynlige i både samfundet og i kunsten.

Så det ved de fleste faktisk ikke noget om.

– Jeg har tænkt meget over, at Cederholm i Dr. Dante-tiden grundlæggende syntes, at kvindehistorier var uinteressante. Det er jo sygt provokerende, og det lagrede sig måske i mig.

– Jo mere jeg har studeret danmarkshistorien, er det blevet vigtigt for mig at trække de glemte kvindelige tænkere og kunstnere frem i lyset.

– De største kvindelige personligheder har, mildt sagt, stået allerbagerst i køen, når der skulle skrives Danmarks historie. Der ingen undskyldning for, at det fortsætter.

– Vi må anerkende, at vi mangler den kvindelige synsvinkel i historien og se at få den fortalt. Synlighed giver opmærksomhed, og opmærksomhed giver anerkendelse. Vi kan ikke forstå verden og løse planetens problemer, hvis vi kun tænker for halv kraft.

– Det kvindelige perspektiv kan løfte debatten, så vi alle sammen bliver så dygtige, som vi overhovedet kan blive. Ellers kommer vi ingen vegne.

– Min egen interesse blev skærpet for snart 10 år siden. Det var Carl Nielsen-år i 2015, og jeg skulle instruere en musikforestilling om vores store danske komponist. Jeg anede intet om hans kone Marie. Men deres kærlighedshistorie blev simpelthen en åbenbaring for mig. Deres korrespondance var så unik. Båret af stor kærlighed, af ærlighed, aktualitet, men den viste samtidig en samtale om, hvad der var vigtigt, og hvem af de to, der var vigtigst.

– Hun var en lige så fremtrædende, eller måske endda større, kunstner end ham i deres samtid. Jeg blev så forarget over aldrig at have hørt om hende og blev suget ind i deres breve, i deres ægteskab.

– Så jeg skrev og debuterede som forfatter med brevromanen “Carl og Marie i kunst og i kærlighed” på Gyldendal.

– Efterfølgende tog jeg alle de mest underholdende og skelsættende breve, inklusive det ret så heftige telegram med ordlyden “Jeg vil skilles”, og så digtede jeg ud fra deres egne ord koncertforestillingen, Marie og Carl i kunst og i kærlighed. Det er århundredets kærlighedshistorie. De var et vaskeægte power couple.

– Dansk jetset for 100 år siden, tog ludfattige fra Jylland og Fyn til København og fyrede den af på de bonede gulve. Han blev national klenodie, og hun blev glemt. Indtil nu.

– Nu findes hun og hendes historie i en forestilling, fortalt af mig, en pianist og en strygekvartet på scenen. Det er vigtigt arbejde for mig. Det er jeg stolt af.

Spiller sig selv

At Lotte Andersen er autodidakt og “akademisk ufaglært”, har på intet tidspunkt forhindret hende i at fordybe sig og sætte fokus på alt fra videnskab, klima- og generationsdebat og til astro- og kvantefysik.

Senest formidlet i teaterform i forestillingen ”Mens solen brænder”, der sætter fokus på mor og søn-relationen og på den dybe generationskløft mellem holdninger til klimaudfordringerne.

Lotte Andersen spiller sig selv, nemlig mor til sin egen søn Louis, som også er skuespiller og netop selv er blevet far.

En kæmpestor oplevelse for dem begge og også for Louis’ skuespillerfar, som helt naturligt blev rørt af at se sin søn og ekskone på scenen sammen.

Igen et væsentligt indspark i en aktuel debat, iscenesat og skrevet af Lotte Andersen. På hendes præmisser, som hun vil fortælle historier.

Bedst i flertal

– Jeg har beskæftiget mig med mange forskellige områder af det at skabe en forestilling. Jeg researcher, producerer og skaffer penge, skriver, instruerer, spiller og synger på scenen. Det er bøvlet.

– Men så er det mig, der er den, og det kan jeg godt lide. Jeg er ikke et naturtalent. Jeg knokler, sætter mig grundigt ind i ting, og så har jeg altid haft lyst til at lære nyt.

– Jeg får bedre idéer, jo ældre jeg bliver. Det er jeg god til. At få en idé og samle folk omkring omkring mig til at løse den. Jeg er bedst i flertal. God til gruppearbejde, og så har jeg trænet mig selv i altid at finde den ledige stol i processen, kan man vel kalde det.

– Antagelser kan man ikke bruge til noget. Du bliver nødt til at være åben og nysgerrig på tingene. Du skal ikke nøjes med det, du tror.

– Min mand er en kæmpe inspiration. Da jeg mødte ham, lærte jeg værdien i at spejle sig i andre og ikke kun i sit eget billede. Kigge op og kigge ud.

– Han lærte mig at interessere mig for verden. Den store vilde, politiske og komplekse verden, som er vores og derfor også kunstens ansvar. Han laver noget helt andet end kunst. Og det er kun en af de mange sunde gode og elskelige ting, der er ved ham.

Lotte Andersen smiler og kigger ud af panoramavinduet, hvor – man tror næsten, det er løgn – en spætte og et egern på én gang og i bedste Disney-stil deler birkestamme.

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 22, 2023.