Cathrine_Wichmand_graviditet
Interview

Hun blev ekspert i at spotte, hvornår veninderne blev gravide. Så var hun forberedt. Mentalt klar

30. august 2022
Af Christina Forsberg
Foto: Luna Roné
I to år forsøgte Cathrine Widunok Wichmand og hendes mand, Adam, at blive forældre, før det lykkedes. Cathrine lagde krop til fertilitetsbehandling, men måned efter måned blev drømmen knust. Nu har hun skrevet bogen “Hjertebarn”, som hun kalder en lykkelig ulykkelig kærlighedshistorie, der handler om kampen for at få et barn.

Den smukke, statelige villa på Frederiksberg viser tydelige tegn på, at her bor en børnefamilie med legetøj og børnetøj spredt rundt med generøs hånd.

Cathrine Widunok Wichmand og hendes mand, Adam, flyttede ind for godt et år siden, og som Adam hurtigt konstaterer, inden han skal male videre på rundbænken i forhaven, tager det tid at komme på plads.

Man skal lære husets sjæl at kende, mærke efter og finde sig til rette.

Men de er godt på vej, og drømme, der tager tid at opfylde, har de prøvet før – de to, der mødte hinanden for 15 år siden til en gallafest i 2.g.

Også drømme af den hjerteskærende slags, hvor håb og skuffelse går i alt for tæt hånd.

For da tiden kom, hvor parret ønskede at få børn, viste de sig at have ekstremt dårlige odds: Adams sædkvalitet er svært nedsat, Cathrine er fuldt frugtbar.

Et gynækologisk 12-tal, som hun siger. Men kæden er ikke stærkere end det svageste led.

Hvorfor hans sædkvalitet er så udfordret, vides ikke. De er begge sunde og raske, mændene i hans familie er fertile.

Måske indtog hans mor nogle usunde kemikalier, måske slikkede han på noget som spæd, spekulationer er der flere af, men ingen reel viden.

Fakta er, at der bliver sendt flere og flere hormonforstyrrende stoffer ud, der ender i grundvandet.

De såkaldte “evighedskemikalier”, der går under samlebetegnelsen PFAS, hvoraf det mest kendte er PFOS, har for nylig trukket alarmerende overskrifter – også herhjemme.

I 2017 begyndte parret i fertilitetsbehandling, ICSI-behandling, der står for Intra Cytoplasmatisk Sperm Injektion.

Eller måske ville det være mere korrekt at sige: Cathrine lagde nu sund og rask krop til lægernes forsøg på at gøre hende gravid.

Det blev en tour de force i det private regi, det offentlige havde halvandet års ventetid.

Cathrine har delt sine glæder, sorger, skuffelser og frustrationer på bloggen Rockpaperdresses.dk, der nu er lukket.

Til gengæld har hun skrevet bogen “Hjertebarn”.

Den handler om, hvordan sønnen Eddie, der kom til verden 2. oktober 2018, var det ukendte, men altoverskyggende omdrejningspunkt i den lykkelige ulykkelige kærlighedshistorie, der stadig trækker spor efter sig. 

Hvilken kærlighed er størst?

Så sent som i sidste uge, sagde Eddie det: Jeg vil lege far, mor og børn.

Vi sidder under den store markise i baghaven, i ly for solen, og Cathrine slår ud med armene.

– Jamen, det viser jo, hvor fuldstændig en fasttømret naturlighed det er: Vi flytter hjemmefra, tager en uddannelse, måske finder vi en kæreste, og de fleste af os får nogle børn … Det er sådan, det er, ik’?

Og når man så får at vide, at det allermest elementære, vi skal her i livet, nemlig at skabe nogle nye mennesker, ikke kan lade sig gøre, sætter det eksistentielle spørgsmål i gang: Hvad fanden laver jeg her på jorden, hvis ikke jeg kan lave børn?

Hvad er så vigtigt? Hvad skal jeg så lave?

For Cathrine var der også et andet spørgsmål, der lå som en potentiel knivsæg over deres parforhold.

Og som har været det sværeste for hende at beskrive i bogen. Og det mest smertefulde dilemma gennem hele forløbet.

– Hvis vi ikke lykkes, hvad så med Adam og mig? Vil min længsel efter at blive gravid veje så tungt, at jeg ikke kan blive sammen med ham?

Han er jo det største, grundstenen i det hele, men hvilken kærlighed er størst? Den til ham, jeg elsker og kender – eller til et barn, jeg ikke engang har?

Det var min største frygt. Og hvad vil Adam tænke? Hvad siger hans inderste følelser?

Vi ved jo ikke engang, om det er fedt at få børn. Det er jo helt sygt, man jagter det så længe og intenst, men aner ikke, om man overhovedet kan lide at være forælder …

Cathrine_Wichmand

Infertilitet er ifølge WHO en diagnose, en sygdom, men ikke én af dem, man får det offentliges hjælp til i det uendelige.

Tre ægudtagninger, tre chancer i det offentlige, derefter er det infertile par på egen hånd i det private regi. Eller omvendt.

De kan starte i det private, og fungerer det ikke, kan parret få de tre forsøg i det offentlige. Med forbehold for om man allerede har børn sammen.

Og så er der endnu en krølle: Fertilitetsbehandling adskiller sig fra andre behandlingsformer, da det ikke nødvendigvis er den syge, der behandles.

Hvordan påvirkede det jeres forhold, at det var dig, den fertile, der skulle lægge krop til forsøg i to år?

– Jeg er rigtig stolt over, hvordan vi klarede det som par. Men jeg har oplevet en dyb uretfærdighed på mit køns vegne og imod systemet: Sundhedsvæsenet, politikerne ...

Det var også det, der motiverede borgerforslaget om æg på frys i 2020.

Og helt ærligt: Jeg har taget p-piller, siden jeg var 15 år, taget fortrydelsespiller, alt har påhvilet mig som kvinde, og nu er det så også mig, der skal hive denne her hjem!

Hvorfor forsker man ikke mere i at bedre sædcellerne, før de kommer tilbage?

Hvorfor er det mig, der skal have hevet sunde, raske æg ud?

Jeg har gjort mit bedste for ikke at projicere følelserne over på Adam, men det er da svært, når man selv lever inden for en lille bitte begrænset firkant.

Jeg er ikke stolt, men der har været gange, hvor Adam har været ude og drikke nogle cocktails, hvor jeg har tænkt, at “nej, altså, det påvirker jo din sædkvalitet!”

Her går jeg og har de mest strikse regler for alt, fra hvor mange kopper kaffe jeg må drikke, til hvilken mad jeg spiser, hvor mange løbeture jeg kan tillade mig, og så går han bare ud med vennerne.

Men det er jo ikke sundt at have denne her skyldnermentalitet i et forhold, spille politibetjent og holde regnskab.

Cathrine Widunok Wichmand

33 år, gift med Adam og mor til Eddie, født i 2018, og Irma, født i 2021.

Influencer og tidligere blogger, kendt fra bloggen Rockpaperdresses.dk.

Tidligere vært på P3.

Stifter og udvikler af Flow Intimates, menstruationstrusser.

Bogaktuel med “Hjertebarn” på forlaget Grønningen 1.

Også på den store skala har Cathrine mærket følelsen af uretfærdighed. For hvorfor findes der stadig ikke en p-pille på markedet til mænd? 

Er det, fordi de aldrig ville finde sig i risici som vægtøgning, kræft, humørsvingninger og blodpropper?

Man kan høre en mand beklage sig over, at kondomet strammer og mindsker hans lystfølelse, mens kvinder mange steder på jorden er nægtet abort.

Hvis ikke det var så forfærdeligt, ville det næsten være til at grine ad, som Cathrine siger.

Hun undrer sig også over, at der stadig tales om “forsøg”, når hun lægger krop til behandlingen.

Folk sendes til månen, men hendes underliv var stadig et forsøgslaboratorium uden garanti for et succesfuldt resultat.

Og brækker man benet første, anden og tredje gang, skal man nok få hjælp, men selv om Adam stadig var syg, da de ønskede barn nummer to, rakte det offentliges støtte ikke længere.

– Hvorfor er der forskel?

Fertilitetsbehandling er overordnet set ikke en meget dyr behandling at tilbyde, og forskning viser, at chancen øges betragteligt, hvis man tilbød seks “forsøg” i stedet for de tre, der er nu.

Og samfundet vil altså gerne have nye skatteborgere, så hvorfor er det lige netop dette område, der nedprioriteres? 

Vi flytter hjemmefra, tager en uddannelse, måske finder vi en kæreste, og de fleste af os får nogle børn … Det er sådan, det er, ik’?

Tom og trist

“Vi er trætte. Trætte af sex og lidt af hinanden. Hvad er formålet med sex, hvis den ikke har et formål?”

Ét var selve behandlingen, de smertefulde ægudtagninger, de alternative – og økonomisk pebrede – tilgange som zoneterapi, kost- og vitamintilskud, akupunktur og fertilitetsfremmende yoga.

You name it, Cathrine har prøvet det.

Noget andet var den ensomhed og tristhed, der skyllede ind over hende proportionalt med den ene forræderiske menstruation efter den anden.

Måned efter måned. Når man er i fertilitetsbehandling, tænker man ikke i dage, uger, år, nej, det handler om måneder, om menstruationer, der helst skal holde sig langt væk, eller komme hurtigst muligt, så man kan komme videre i behandlingen.

Om to streger på en pind.

Og så var der smerten over det sexliv med hendes elskede, der nu var reduceret til et reproduktivt skemalagt anliggende med ét formål.

Hvor tårer i sengen ikke betød ekstase, men sorg.

Banegård var nok det ord, Cathrine følte, bedst beskrev hendes underliv.

Spredte ben, undersøgelse efter undersøgelse, morfindøs, når æg skulle udtages, speculum og scanner smurt ind i glidecreme og kondom og ført op.

Hun lærte hurtigt, at en kjole var den optimale påklædning, så hun følte sig mindre afklædt, når benene var placeret i stigbøjlerne.  

Cathrine_Wichmand

Hun udviklede også en nærmest overnaturlig evne til at spotte graviditeter i nærmeste vennekreds.

For var hun mentalt forberedt, ville det ikke ende i en akavet situation, hvor hun kunne tabe ansigt.

Med en besked, som hun af hjertet ville ønske kunne glæde hende, men ikke gjorde det. Andres graviditet.

Var du ved at miste dig selv? 

– Ja … Ja, det var jeg, lyder det stille fra Cathrine.

– Når jeg ser på billeder af mig selv fra den tid, tænker jeg: Hold kæft, hvor ser jeg ked ud af det. Jeg ser på mig med en enorm omsorg.

Intet af det, jeg elskede at gøre, havde jeg overskud til mere. Jeg løb mit første maraton i 2016 og var endelig kommet lidt i form, men det var slut.

Jeg følte mig alene, for der var ingen tæt på mig, der gik igennem det samme.

På et tidspunkt tænkte jeg, at det her kommer jeg mig aldrig over. Glæden er spoleret, om jeg så bliver gravid. Jeg havde følelsen af, at jeg aldrig ville blive rigtigt glad igen.

Flere af mine følgere på bloggen skrev til mig, at “jo, det kan du godt blive – med tiden”.

Der var ingen i systemet, der spurgte hende som patient, hvordan hun havde det, og hvordan det hele påvirkede hende.

Til sidst i forløbet startede parret hos en psykolog med speciale i barnløshed, som de selv fandt og betalte for. Hun var ikke nem at finde.

Cathrine har siden spurgt læger, om man egentlig har viden om, hvordan fertilitetsbehandling virker på kroppen.

Man ved f.eks., at p-piller kan påvirke sindet, og de indeholder kun en lille hormondosis, det andet er speed i forhold til, som hun siger.

Men hun har ikke fået svar.

”Jeg vil så gerne lave et barn med ham, men jeg ved ikke, om jeg ender med at gå i stykker. Eller om jeg nu har slået ham itu ved at stille spørgsmålet. Lige nu laver vi et barn – sammen med dr.med. Peter og skiftende laboranter og sygeplejersker. Man kunne jo overveje at prøve at lave en indskiftning på holdet, en sæddonor, og så se, om det gør forskellen?”

På et tidspunkt spurgte Cathrine og Adam sig selv, hvornår nok er nok? Hvordan de overlever forløbet som par? Hvor længe kan de holde til det – også økonomisk?

De er to mennesker, der er gået sammen om at lave et barn, men det er Cathrine, der i al ensomhed lægger krop til.

Venskaber blev sat på prøve, der opstod konflikter i familien.

For det er svært at være stille i sorg i et hjem, hvor desperationen hænger i luften.

Har de f.eks. “ret” til at holde juleaften som værter, når de ikke har børn? Eller er de så ikke helt voksenlegitimeret?

Alligevel fortsatte de. For tænk nu, hvis det sker næste gang.

Jeg følte mig alene, for der var ingen tæt på mig, der gik igennem det samme. På et tidspunkt tænkte jeg, at det her kommer jeg mig aldrig over. Jeg havde følelsen af, at jeg aldrig ville blive rigtigt glad igen.

Som gambleren på kasinoet?

– Ja, præcis. Det kan sagtens sammenlignes, for du gambler med kroppen, sindet, med relationer, dit parforhold, venskaber, din økonomi.

Og det kan være så svært for andre at sætte sig ind i sorgen, vi har jo ikke mistet noget konkret og håndgribeligt.

Men hele tiden bliver der kløvet en lille bid af dig, og det eneste, der kan fikse dig, er at blive gravid.

Jeg har stor respekt for de par, der en dag siger: Nu er det nok, vi stopper, vi kan ikke holde til det mere.

Cathrine nævnte en dag ordet “sæddonor” for Adam. De kan ikke fortsætte for evigt, og hvad er forældreskabet egentlig også for en størrelse?

Fælles dna eller at køre til fodbold hver onsdag og lægge hånden på en febersyg barnepande?

Hun var ikke selv i tvivl, alligevel skammede hun sig over at spørge.

I så mange år havde hun elsket Adam og et eller andet sted også glædet sig til at se, om deres barn ville få hans krøller og blå øjne.   

Adams svar hang i vinden og blev aldrig aktuelt, for nogle måneder efter var hun gravid. Med hjertebarnet Eddie. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Cathrine rømmer sig, og øjnene bliver igen blanke.

– Jeg får så meget medlidenhed med os, når jeg tænker på, hvad vi har været igennem.

Jeg havde jo en forestilling om, hvordan det hele skulle have været, lige fra undfangelsen til hvordan jeg leverede budskabet til Adam om, at han skulle være far, og til fødslen …

“Hjertebarn” er også en bog om at få knust sine drømme om, hvordan noget skulle have været?

– Ja, det er det.

Den evindelige menstruation

I juni 2020 fik Cathrine taget æg ud, ét overlevede og fandt tilbage i hendes indre i august.

Ni måneder efter blev datteren Irma født, stadig med hjælp, men langt mindre kompliceret end da storebror kom til verden. 

Nu sidder hun her midt i familielivet med legetøjet spredt rundt i huset. Og først for nylig turde hun tænke: Hold op, hvor er mine børn pisseirriterende.

Det føltes så dejligt normalt, som hun grinende siger.

Cathrine_Wichmand_fertilitet

Men midt i billedet af den helt normale småbørnsmor, har Cathrine indimellem haft lyst til at råbe: I skulle bare vide, hvad jeg har været igennem for at nå hertil!

– Men man skylder selvfølgelig ingen sin historie.

Den skal man passe på og måske også finde en hylde til i sit indre, så den ikke altid hænger lige på tungen.

Jeg tror, at når man har oplevet noget, der egentlig har været traumatisk, kan man have lyst til at gå rundt med denne her parentes hele tiden.

At der ligger en lang rejse bag den lille familie, folk ser på. Men man skal passe på sig selv, og også give sig selv lov til at give sig hen til almindeligheden.

De sure børn og vasketøjet. Uden at undskylde for sig selv.

Kroppen har hun ikke helt taget tilbage endnu på trods af den første sommer, hvor hun kunne give lidt slip, drikke vin og kaffe uden at tælle på fingre.

Menstruationerne spøger stadig.

Man skal også give sig selv lov til at give sig hen til almindeligheden. De sure børn og vasketøjet.

– Alt har drejet sig om den menstruation i så mange, mange år. Jeg er lige gået fem dage over, og til sidst kunne jeg ikke dy mig og købte en graviditetstest.

Negativ. Og dagen efter kom den. Jeg blev så irriteret på mig selv.

“Åh, hvor er du dum og naiv, Cathrine. Tænk, at du stadig ikke er blevet klogere, du kan ikke blive gravid bare sådan, fat det nu!”.

Men jeg bliver bare aldrig fri!

Min menstruation har været centrum for min livsførelse, den har været knyttet op på sorg, glæde og bekymring, og selv om jeg har min familie, min lille enhed nu, så har jeg jo stadig drømmen om, at når den er forsinket, skyldes det, at jeg blevet gravid.

Cathrine ser næsten frem til den dag, hvor kroppen stopper med at menstruere og dermed også lægger naturligt låg på alle hendes overvejelser.

For hvordan sætter man sig selv fri og siger fra et ærligt hjerte, at “nu vil jeg ikke have flere børn”, når man stadig er i den fertile alder?

Børnetøjet og legetingene kan hun ikke få sig selv til at skille sig af med, omvendt ved hun også godt, at ønsker de et tredje barn, skal de igennem det hele igen.

Tankerne rumsterer stadig.

Lige nu har hun dog mere end hænderne fulde, og igen er menstruation omdrejningspunktet.

Denne gang andres, ikke hendes egen. Og så alligevel lidt.

Ud af rampelyset

Efter fødslen af Irma fik hun tilsendt menstruationstrusser af en sød kvinde på Instagram, der havde en webshop, og selv om de ikke virkede efter hensigten, syntes Cathrine, at konceptet var genialt.

Desuden skulle hendes underliv have ro nu. Banegården er midlertidigt lukket for gennemkørende trafik. 

– Det er jo egentlig en ældgammel måde at tilgå menstruationen på, det genanvendelige.

For tusind år siden brugte man bananblade, og man har også brugt bomuld og klude, fortæller Cathrine.

Hun fandt nogle trusser i USA, der virkede, men det var svært at spore produktionen, og æstetikken haltede.

Når ens krop har fungeret som forsøgslaboratorium i to år, skal den forkæles.

Hun besluttede derfor selv at udvikle nogle menstruationstrusser, der både skulle være komfortable, virksomme og se lækre ud. Flow Intimates blev en realitet.

Cathrine allierede sig med et konsulenthus, der havde speciale i certificerede fabrikker, hendes målsætning på sigt var, at Flow skulle GOTS-certificeres, og trussen mærkes med selvsamme.

Det er en kompliceret proces, der sætter en lang række krav blandt andet til produktion, løn- og ansættelsesforhold, adgang for medarbejdere til lægebehandling, ingen børnearbejde og og materialer skal kunne spores helt tilbage til marken.

Cathrine_Wichmand_fødsel

Hun begyndte at researche og købte et hav af trusser hjem, klippede i dem, undersøgte dem, og med hjælp fra en konstruktør fik hun sendt en tech-pack af sted til fabrikken i Tyrkiet.

Det krævede fire prototyper, før den var lige i skabet på pasform og funktion.

For Cathrine er det helt nyt at producere noget, og hun nyder at være i baggrunden.

Af samme grund optræder hun ikke selv på kampagnebillederne.

– Jeg trængte faktisk til ikke mere at dele ud af mig selv, men skabe noget andre kan få glæde af.

Det samme med “Hjertebarn”. Jeg håber jo, den kan være den hjælp og støtte andre i samme situation, har brug for.

Om man er solo i behandling eller par, er mange af følelserne – denne her grundangst for om det lykkes – er den samme.

Men nøj, jeg er nervøs … tænk, hvis folk ikke kan lide den? Det er vores helt private historie, vores børns tilblivelse …

Men jeg ved i hvert fald, at det er den fortælling, jeg selv manglede, da jeg stod midt i det hele, helt alene