Hjælp - jeg er normal!

Normal. Hvem gider være normal? Livet skal leves og grænser afprøves. På TV, i aviser og blade bombarderes vi med kendte mennesker, der skifter bryststørrelse alt efter vejrudsigten - for slet ikke at nævne, hvordan mændene i samme tempo ryger ind og ud af dobbeltsengen ...

Og her sidder jeg så. I en forstad til København, gift på 10. år, med en evigt uforanderlig bryststørrelse og føler mig helt og aldeles normal. Ikke fordi jeg keder mig - for selv i en mellemstor dansk forstad er livet fyldt med dramaer, små såvel som store. Måske mit liv i virkeligheden mere er som en Woody Allen-film, hvor jeg som en anden Mia Farrow let neurotisk forsøger at overleve livet? Hmm - tror, jeg må konkludere, at begrebet "normal" er helt og aldeles relativt, og at livet i sig selv indeholder så stor uforudsigelighed og intensitet, at ingen kan nå uberørte igennem.

Og som den fantastiske forfatter Paulo Coelho siger i denne uges Femina: "Jeg så en dokumentarfilm om Francis Bacon den anden dag, og dér tænkte jeg det igen: Jeg er ved at blive alt for normal! Men (...) for meget vildskab kan omvendt være selvdestruktivt. Jeg har mødt mange mennesker, der enten er døde eller sidder på et sindssygehospital på grund af ekstreme tilbøjeligheder og for vilde udskejelser."

Hmm ... så sandt, så sandt. Jeg omfavner derfor min såkaldte normalitet, men inviterer enhver udfordring og impulsivitet ind i mit liv. Det må være det, som giver mit liv balance ...

Kærlige hilsener fra
Camilla Kjems