1
Interview

Hanne-Vibeke Holst: Det får mig til at ligge søvnløs om natten. Ikke hver nat, men det gør det

21. november 2022
Af Tine Bendixen
Foto: Mathilde Schmidt
Hanne-Vibeke Holst har brugt fire år af sit liv på et udmarvende maraton-romanprojekt om kunstneren Sonja Ferlov. Det meste af tiden har hun siddet mutters alene i sit sommerhus. Men det var nødvendigt. Havde hun opgivet projektet, havde hun aldrig tilgivet sig selv.

Det var en mørk og stormfuld aften … Lige før lukketid i Superbrugsen et sted i Udkantsdanmark i det tidlige forår 2022.

Hanne-Vibeke Holst satte sine varer på båndet. Strikhuen trukket godt ned i panden, jakken lynet godt op i halsen. Koldt.

Ugens indkøb skulle bare overstås, hun skulle tilbage til sommerhuset for at skrive videre på sit store bogprojekt om kunstneren og skulptøren Sonja Ferlov. På fjerde år.

Vi har mødt hinanden før og er næsten sommerhusnaboer, så vi snakkede i køen. Hun sagde, det trak tænder med den roman.

Morten, hendes mand, var hjemme i København og kom derop i weekenderne, ellers var hun alene, men hun skrev bare bedst på landet.

Blandt hendes varer på båndet var en pose bland-selv-slik. 3 kroner og 62 øre stod der på etiketten. Posen fratrukket kunne der maksimalt være fem-seks stykker dernede …

Nu sidder hun i sin sofa i byen efter stormen, maraton-romanprojektet, der, siger hun selv, var “tæt på” at tage livet af hende.

Du så lidt plaget ud, da vi mødtes?

– Jamen DET var jeg bestemt også!

Men når Hanne-Vibeke gør noget, gør hun det ordentligt. “Kriger uden maske” er på 565 sider. Ikke desto mindre har hun kun beskrevet halvdelen af Sonja Ferlovs fantastiske liv. Indtil videre.

Sonja blev født på den signifikante dato 1/11 1911. Meget kort fortalt: Pæn overklasse­pige, der som 10-årig har oplevet et magisk møde med en afrikansk fangfigur, søger ind i kunsten, hvilket især hendes mor modarbejder, for hun kommer fra fattige kår og ved, at et klasseløftende ægteskab er en langt bedre livsforsikring.

Sonja finder sammen med de unge kunstnere Eiler Bille og Richard Mortensen i en eksperimenterende kunstnergruppe, hvor mændene selvfølgelig er vigtigst og bedst(!) og forelsker sig i Richard Mortensen, som aldrig rigtig vil have hende.

Da hendes far dør, viser det sig, at alle pengene er pist væk.

Hun drager til Paris, forelsker sig i den sorte sydafrikaner Ernest Mancoba og gifter sig med ham under 2. verdenskrig, hvor han bliver interneret i fangelejr.

Sonja lever på sultegrænsen, men nægter at give slip på både Ernest og kunsten. Husk lige, det er 80 år siden. Vildt liv:

– Jeg vil gerne rehabilitere Sonja, for hun er vigtig, hun blev marginaliseret i kunsthistorien, blev mere eller mindre glemt. Hun er på vej frem nu, hendes priser er på vej op, hendes samlede værk er meget stærkt, og det taler ind i vores tid.

Hanne_Vibeke_Holst

Også i den grad. Hanne-Vibeke har en ganske særlig evne til at læse sin omverden og sin tid. Samfunds- og verdensudviklingen afspejler sig i hendes lange forfatterskab. Indimellem er hun ligefrem forud for sin tid. 

– Vi befinder os nu i den mest kritiske periode i min levetid, og det er “sjovt”, at jeg har skrevet lige den roman.

– Da jeg startede, vidste jeg jo ikke, at den ville sige smask lige ned i det, vi står i nu, når den var færdig. Jeg har faktisk gået og rystet lidt på hovedet ad det.

Da hun havde skrevet pandemi-romanen “Som pesten”, og corona siden kom, spurgte folk, om hun var blevet synsk, og hvad mon det næste blev, kunne hun lige kigge i sit kaffegrums?

– “Jeg skriver om en kvinde i krig”, sagde jeg. Så grinede alle, for det var helt udenfor forestillingsevnen, at det ville kunne blive aktuelt.

– Men her står vi. Efteråret 2022. Vi aner ikke, hvor vi ender. Foreløbig er det kun i Europa. Men Putin har truet med atomvåben, og det at man overhovedet diskuterer, om det er realistisk eller ej … altså jeg kan ikke huske, at jeg i mit liv rent faktisk har ligget søvnløs om natten over verdenssituationen. Det gør jeg nu. Ikke hver nat, men det gør jeg.

Er du bange?

– Ja. Jeg kan godt blive grebet af frygt, men det nytter jo ikke noget.

Man ville gøre kvinder en enorm bjørnetjeneste, hvis man aldrig måtte sige, at vi blev kaldt so, heks, kælling og bitch.

Troværdigt

Det, der nytter i en verden i ubalance, er historier som Sonjas:

– En del kvindelige kunstnere og videnskabskvinder bliver hentet frem nu, fordi de uretfærdigt er blevet glemt og marginaliseret. Det er også derfor, jeg har skrevet om Sonja.

– Vi har brug for de kvinder som rollemodeller, brug for at se, hvad de gjorde, og hvordan de overvandt modstanden – eller ikke gjorde. Mange af dem gjorde jo ikke.

– Og det er ikke bare en uret, når kvinder bliver forbigået, om det så er i kunsten, i ledelse eller hvor uligestillingen nu er. Det billede, vi får af verden, bliver også forvrænget. Verden er blevet fortolket af mænd. Hvis kvinderne havde været meget mere med til at tegne dagsordenen, var verden blevet meget bredere fortolket.

– Vi har brug for, at de stærke glemte kvinder kommer frem. Og vi har brug for, at nutidens kvinder kommer ligeværdigt frem og er med til at skabe vores tolkning, definition og aflæsning af verden. Punktum.

Men man må jo spørge. For Sonja døde i Paris i december 1984. Hvordan kan man vække et menneske til live igen i biografisk romanform så længe efter. Troværdigt?

– Ja, der er jo ikke kendte dialoger, men min research er så tætvævet, at jeg mener, det er utrolig sandsynligt, det er sådan, det har været og er blevet sagt, men det kan da godt være, hun ville have nogle indvendinger, hvis hun steg ned fra det høje og satte sig ovre i sofaen.

Hanne-Vibeke nikker svagt mod en tom sofaplads og siger:

– Jeg tror, hun ville være rasende.

– Det, tror jeg, også du ville være, hvis nogen gjorde dig til en roman: “Du har ikke fattet en bønne, det var ikke sådan, vi mødtes, og det sagde jeg ikke, og det sagde han ikke, og jeg fik ikke en gin og  tonic, jeg fik en Martini.” Det er vilkårene, når man kaster sig ud i et projekt som det her.

Og usynlige Sonja er nødt til at tie stille i sofaen, fordi historien er for vigtig.

– Det er jo det! Og det har jeg haft utrolig mange diskussioner med hende om undervejs. På et tidspunkt sagde min datter til mig: “Mor, husk nu hun er død!”. Altså, at jeg skulle lade være med at lade mig tynge og tryne af det.

– Det var det samme, da jeg skrev om min far, han sad også dér i sofaen og sagde, “Det kan du fandeme ikke tillade dig, hvem har givet dig lov til det?”. Men når vi ER døde, så … bliver vi til jord eller aske, men vi indgår også i den fælles kollektive bevidsthed, vi bliver til fælles arv så at sige.

Det gjaldt romanen om hendes far. Og det gælder romanen om Sonja:

– Vi bruger dem jo i vores tid til at spejle os i.

Kort om Hanne-Vibeke Holst

Hanne-Vibeke Holst, 63 år.

Forfatter til en lang række succesromaner.

Aktuel med “Kriger uden maske”, en biografisk roman om kunstneren Sonja Ferlovs fascinerende liv.

Gift med filmfotograf Morten Bruus og mor til tre – en søn og en datter fra et tidligere ægteskab og en søn med Morten.

Sexliv

Sonjas seksualitet. De to ord får Hanne-­Vibeke til at vride sig lidt og sige “åh”. Og grine.

– Jeg synes selv, jeg er meget diskret. Jeg er ikke så meget for at skrive om det, men en ung kvinde uden seksualitet – det kan man altså ikke. Men det var SVÆRT, jeg syntes virkelig, jeg var meget nærgående, og dét kunne hun satanlynemig ikke lide derhenne i sofahjørnet.

– Personligt ville jeg også bryde mig meget lidt om, at nogen beskrev mit sexliv. Så jeg forstår godt, hun synes, det er lidt grænseoverskridende. Det var det også at skrive om det.

– Min familie siger, jeg er supersnerpet, men det er jo, fordi jeg er lidt genert med de der ting.

Hanne_Vibeke_Holst

Men der var ingen vej udenom Sonjas lidenskabelighed.

– For selv nu er der diskussion om kvinders drifter, om de har lov til at have dem og være meget offensive i deres seksualitet.

– Dengang formodede man, at kvinder ikke HAVDE drifter, og hvis de havde, var de nogle forsuttede bolsjer og billige tøjter. Så det er faktisk vigtigt at vise, at kvinder selvfølgelig havde drifter.

– Sonja masturberer f.eks. Det har jeg beskrevet flere gange, at hun gør, for hvis du er 21 år og jomfru, har du selvfølgelig fundet ud af, at der er et eller andet dernede, du kan have det sjovt og dejligt med. Men det er ikke pornografisk. Man behøver ikke sådan udmale detaljerne.

Du er heller ikke floromvunden?

– Ha ha, nej nej. Men jeg kan fortælle, at jeg på et tidspunkt lige havde en “svulmende rosenknop”, men den blev strøget, og så stod der klitoris i stedet for.

– Jeg tænkte, hvad LAVER du, skriv dog klitoris, det er faktisk et ret smukt ord, så hvorfor i alverden bruger du ikke det? Så gjorde jeg det.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Førerhan

Sonja sværmer for Richard Mortensen. Og kaprer ham også seksuelt, men får ham alligevel aldrig.

– Det var doomed to die. Men jeg forstår virkelig Sonja, jeg tror helt sikkert også, jeg havde været VILD med Richard Mortensen. Selvfølgelig!

– Hvis man er en kvik, intelligent, talentfuld og usædvanlig kvinde. Hun vil have den bedste, ham, der kan lære hende mest, og hun vil have en førerhan. Hun går efter den øverste i hierarkiet. Hun vil ikke se, at hun aldrig får ham, han har aldrig villet have hende.

– Det er det sørgelige ved den historie, men så lærer hun noget dér. Og finder Ernest i Paris i stedet for.

– Han er også alfahan. Og kunstner. Endnu en mand hun kan beundre. Oven i er han også en GOD mand. Hvis Richard Mortensen var hendes guru, er Ernest hendes Gud.

– Og han er sort. Dér må man sige, at hun ikke bare er forud for sin tid, hun er SUPERkontroversiel. Altså at hun TØR gøre det, og hun står ved det, hager sig fast, det, hun gør, er simpelthen out of this world. Det er det også for ham.

– Det er hun også selv meget optaget af. Om han er for sort for hende. Om hun er for hvid for ham.

– Hun gennemgår en udvikling fra forkælet overklassepige i Charlottenlund til at sidde i Frankrig under krigen fra 1940-1944 og ikke have råd til en kartoffel, være alene, fryse, kæmpe med kunsten, have sin mand i interneringslejr – det er da en sindssyg og vild historie.

Man ville gøre afrikanere og alle andre en kæmpestor bjørnetjeneste, hvis man ikke fortalte, hvordan de egentlig blev behandlet.

Og så må vi jo til det. Spørgsmålet om n-ordene er med i bogen.

– Ja, de er der fire gange. Det ved jeg, fordi de er talt op, for det er så farligt i disse woke-­tider. Men de bliver brugt, fordi det ikke kan undgås, for det var sådan, de snakkede om sig selv.

– Ernest siger på et tidspunkt, “I as a negro” – om at han ikke ville kunne blive accepteret som moderne kunstner i Sydafrika. Det er et direkte citat. De brugte de udtryk, negro og neger, det var slet ikke kontroversielt, det var ligesom at sige jyde eller tysker.

– Når jeg næsten 100 år senere skriver den roman, er jeg klart nødt til at forholde mig til det. Men jeg mener virkelig, det ville være historieforfalskning aldrig at bruge det.

– Man ville gøre afrikanere og alle andre en kæmpestor bjørnetjeneste, hvis man ikke fortalte, hvordan de egentlig blev behandlet.

– Ligesom man ville gøre kvinder en enorm bjørnetjeneste, hvis man aldrig måtte sige, at vi blev kaldt so, heks, kælling og bitch. Hvordan skal man ellers kunne forstå vores undertrykkelseshistorie? Og den er man nødt til at kunne forstå. 

Splittet

“Ubuntu”. Et afrikansk begreb Sonja lærte af Ernest og tog til sig. Det betyder: “Jeg er til i kraft af dig.” Det handler om forbundethed, fælles ansvar, at vi mennesker er afhængige af hinanden.

– Det har jeg tænkt meget over, fordi situationen i Europa har udviklet sig, som den har. Vi står i en dyb krise, som ingen af de generationer, der lever nu, har oplevet før.

– Der er krigen, men den altoverskyggende krise er klimakrisen. For at kunne løse den bliver vi nødt til at forbinde os med hinanden.

– Vi har været og er stadig SÅ utroligt fikserede på mig mig og mig og så lidt mere mig. Det går ikke mere. Vi bliver simpelthen nødt til at forstå, at vi indgår i et meget stort kollektiv, i en meget stor menneskehed, som går ekstremt langt tilbage.

–  Allerede dengang de lavede hulemalerierne, havde de stammefællesskaber og forstod, at hvis vi ikke arbejder sammen, så uddør vi. Vi er NØDT til … at holde sammen på os. Dét var Sonja også optaget af.

– Menneskeheden er virkelig splittet, men vi må og skal holde sammen på den. 

Hanne_Vibeke_Holst

Hanne-Vibeke rejser sig. Henter sin egen Sonja Ferlov-bronzeskulptur i den anden stue.

Den ligner fire stående figurer, der holder hinanden i hænderne og danner en firkant, de har en slags masker på. Hanne-­Vibeke siger:

– At holde sammen. I al sin naivitet er det, hvad den handler om. Den hedder “De fire kontinenter”. De der masker skal beskytte mod modstand, onde ånder, al mulig dårligdom.

– Sonja var radikal på mange måder. Også naiv. Ikke desto mindre mener jeg, at det er den vej, vi simpelthen er nødt til at gå alle sammen. Blive til et VI i stedet for et JEG.

Kan du mærke en sitren, når du holder den?

– Ja, det kan jeg faktisk! Sonja bliver allerede som 10-årig bevidst om den forbindelse, hun har til noget højere. Det tror og mærker hun i hvert fald, hun har, og jeg må gå med hende. Det ligger meget langt fra mig selv, LÅ meget langt fra mig selv.

– Jeg er kommet tættere på det undervejs, det var jeg nødt til for overhovedet at fatte det, og jeg tror egentlig nok, der er noget magisk. Jeg er i hvert fald blevet mere åben overfor det.

– Jeg er meget jordbunden, men jeg er blevet mere spirituel i løbet af den her proces.

Fletninger

Men nyfødt spirituel. Det vil hun alligevel ikke have siddende på sig. Der er en helt særlig protestantisk stædighed i Hanne-Vibeke.

Hun ved, hvad hun vil, og hvad hun ikke vil. Og når hun vil et eller andet, betaler hun gerne prisen. Som at sidde for det meste alene i sommerhuset i næsten tre år.

Hvordan har dit ægteskab det med, at du er der så længe?

– Altså du mener, hvordan MORTEN har det med det, ha ha? Jamen han synes da, det er hårdt. Men han forstår også godt, at det er det, der skal til. Og så er han meget beskyttende, han kan være nervøs for, om jeg kan klare det, om jeg bliver for træt og trænger til noget omsorg.

Det er jo ikke fordi, de ikke har set hinanden undervejs. Men på et tidspunkt syntes Morten alligevel, der var noget, der trængte til at blive sagt højt:

– Jeg blev mere og mere lykkelig for naturen, mere og mere lykkelig selv, følte mig mere og mere godt tilpas deroppe, syntes, at by var advr og skræmmende, og hvad skal jeg med andre mennesker, jeg har det fint her med mine bølger, mine træer og mine rådyr, jeg behøver ikke mere. Så sagde Morten:

“Søde skat, jeg forstår virkelig godt, det er nødvendigt for dig at være deroppe, men jeg tror, du snart skal til at beslutte dig for, om du vil være sådan en ældre kvinde med lange grå fletninger, strikket islandsk sweater og gummistøvler – som aldrig kommer hjem. Eller du KUNNE overveje, om du måske snart skulle flytte tilbage til byen og ligesom indgå i sociale relationer og gå på café og i Det Kongelige Teater og være sammen med mig og dine børn”.

– Ha ha! Og jeg overvejede faktisk, om jeg måske SKULLE blive sådan en ældre kvinde, men efterhånden som månederne gik, kunne jeg alligevel godt mærke, at jeg skulle tilbage.

Da vi mødtes i Superbrugsen …

– Dér var jeg tæt på fletningerne.

Bland selv-slikket?

– Jeg VIDSTE, du ville sige det. Var det ikke 5 kr. og 62 øre?

Nice try … Nej, det var 3 kr. og 62 øre. Du er ikke en, der forfalder til at forkæle dig selv?

– Bland selv-slikket synes jeg da, er en kæmpe forkælelse!

Klokken 12 – og det er ikke fem minutter over, det er klokken 12 – får jeg min kop Neskaffe og en kiks.

Den lader vi lige stå et øjeblik med tanke på, at hun altså kun køber ind én gang om ugen, fordi hun ikke gider spilde sit liv på den slags, mens Hanne-Vibeke skraldgriner og siger:

– Når jeg kører mit skriveregime, er det fuldstændig, som om jeg er på en kaserne. Det er strikt efter samme program hver eneste dag. Men du skal ikke sige, jeg ikke forkæler mig selv, jeg har forskellige ting lagt ind!

– Jeg spiser morgenmad. Går tur. Arbejder. Klokken 12 – og det er ikke fem minutter over, det er klokken 12 – får jeg min kop Neskaffe og en kiks. En helt særlig art bornholmsk kiks, Chufa-kiks, som jeg kun kan finde i Rema.

– Jeg arbejder videre til ved tretiden, spiser en klapsammenmad, så ringer jeg til Morten og siger, at jeg lever. Derefter går jeg en lang tur på stranden. Ved firetiden drikker jeg en kop te og spiser en til to Bastogne-småkager.

Efter aftensmaden, har hun det, hun kalder sit “treat”.

– Dér ser jeg en krimi eller en episode af noget Netflix i en times tid og spiser min flødebolle. Så du skal ikke sige, at jeg ikke treater mig selv!

– Og nogle gange kan det godt ske – for vi drikker kun alkohol i weekenden – at jeg om onsdagen, fordi det er sådan halvvejs i ugen, tager en lille bitte rom. Jeg synes da, det er superselvforkælelse.  

På et tidspunkt fik hun feber. Så måtte hun bare sidde i sengen og skrive. For hvis man har den kunstneriske længsel, gør man det bare. Og dog:

– Jeg har da været ved at lægge romanen om Sonja ned utallige gange, fordi jeg har tænkt, det er for svært og for hårdt. Jeg havde alle mulige idéer om, at jeg skulle ud af den. Men jeg kunne ikke.

– Jeg vidste, at hvis jeg opgav, ville det ride mig som en mare. Jeg ville godt kunne skrive noget andet, men jeg ville aldrig komme over det der … svigt. Historien var simpelthen for vigtig.

Og hun opdagede noget vigtigt, da hun en dag på sin tur på stranden hørte en amerikansk podcast om, hvad man gør i en umulig situation: I stedet for at forsøge at komme ud af den, kan man vælge at grave sig endnu dybere ned i den:

“If you can’t get out of it, get into it”.

Det gav mening.

– Det gik op for mig, at jeg var nødt til at gå endnu mere ind i den i stedet for at prøve at slippe fri.

Det var nøglen. Og Hanne-Vibeke ved det allerede: Hun kommer til at skrive endnu en bog om resten af Sonjas liv. Selv om hun følte noget helt andet, da hun afleverede manuskriptet til “Kriger uden maske”.

– Jeg tænkte, lad mig slippe ud af hende Sonja, puh ha, det er for hårdt. Men ikke så såre jeg havde afleveret og havde det ene døgns vindue, hvor man bare skal hjem og drikke et glas vin og pyh, det lykkedes, jeg har overlevet … så gik der ikke mere end 24 timer, før Sonja begyndte at rumstere igen …  

Hanne_Vibeke_Holst
Gyldendal i 1980’erne. Hanne-Vibeke sammen med tidens andre unge forfattere og forlagsdirektør Karen Margrethe Henriksen.
Hanne_Vibeke_Holst
Børnebogsprisen går til … en purung Hanne-­Vibeke Holst, der er flyttet til København fra Nordjylland, hvor hun er vokset op. 
Hanne_Vibeke_Holst
I gang med bogen om Sonja Ferlov under corona-nedlukningen. Hanne-Vibeke i sit skriveværksted i sommerhuset.
Hanne_Vibeke_Holst
Til Ordkraft-festival med sin mand Morten Bruus i 2017.
Sonja_Ferlov_Mancoba
Sonja Ferlov Mancoba, som er den kunstner, Hanne-Vibeke Holst har brugt fire år på at skrive roman om.
Hanne_Vibeke_Holst
Knud Holst, Hanne-Vibeke Holsts far vidste, han skulle være forfatter. “Knud, den store” er hendes bevægende fortælling om hans liv, digtning og Danmark dengang. Her med familiealbummet.