Hanan_Moalim
Årets Kvinder

"Det bliver diskuteret, hvilke job vi må have, og hvad vi skal have på, når vi bader. Jeg vil gerne vise, at vi gerne må være her"

11. november 2022
Af Aja Larsen
Fotograf: Kamilla Bryndum
Da Hanan Moalim voksede op, havde hun aldrig set en model med hijab. Men da det ændrede sig, gik det op for hende, at der måske også var plads til hende i branchen. Hun vil gerne sende et signal om, at hun - og andre kvinder, som bærer hijab - har ret til at blive set og hørt.

Det var ikke sådan, at jeg blev scoutet på gaden eller den slags. Jeg sendte bare nogle billeder ind til et agentbureau, og så ville de gerne arbejde med mig.

Jeg regnede ikke med, at jeg skulle arbejde fast som model, jeg ville bare prøve det af.

Da jeg voksede op, troede jeg slet ikke, det var muligt at være model, på grund af min baggrund og det, at jeg går med hijab.

Jeg havde aldrig set en kvinde med tørklæde i modebilledet, så det eksisterede simpelthen ikke i min bevidsthed. Det er det, der er min motivation – at vise yngre piger ligesom mig, at du kan blive lige det, du gerne vil.

Det var, da jeg selv begyndte at se andre kvinder med hijab i modebilledet, at jeg fik ideen om, at det var en mulighed for mig.

Det var omkring 2017, at jeg første gang bemærkede det på sociale medier. På det tidspunkt var Halima Adan (den første kvinde, der bar hijab på forsiden af Vogue, red.) begyndt at blive stor. Pludselig dukkede der flere og flere andre kvinder op på sociale medier og i modebilledet, som bar hijabben. Det var virkelig en øjenåbner for mig.

Årets Kvinder 2022

Forfatter Tine Høeg, klimaaktivist Selma de Montgomery, politiker Margrethe Vestager og influencer Irina Olsen er alle fire kvinder, der arbejder med at skubbe til normer, love og regler, som strammer og gør det sværere at få lov til at være dem, vi er.

De udfordrer status quo og tør at tage de svære samtaler om, hvordan det føles, når livet er barsk, eller når verden og samfundet ikke er så sunde eller rummelige, som vi ønsker.

De er alle fire kåret som årets forbilleder 2022 sammen med mange flere kvinder, som sparker røv på hver deres måde.

Ved at være model vil jeg gerne vise, at jeg er her.

Mange steder bliver kvinder med tørklæde bedt om at tie stille og træde i baggrunden. Vi bliver bedt om at ændre den måde, vi bærer tørklædet på.

Det bliver diskuteret, hvilke job vi må have, og hvad vi skal have på, når vi bader på stranden eller i svømmehallen. Lige nu er der debat om, hvorvidt man må have hijabben på i skolen.

Så dybest set vil jeg bare gerne tage noget plads i samfundet, i mit tilfælde er det så i modebilledet, for så føler jeg, at det sender et signal om, at vi gerne må tage plads alle steder i samfundet.

Jeg vil ikke repræsentere nogen, for jeg vil være mit eget menneske, men jeg vil gerne være et eksempel på, at du sagtens kan være model med hijab – vise, at vi eksisterer og også gerne vil have muligheden for at blive hørt og set.

Om Hanan Moalim

27 år.

Sygeplejerske og model.

Har somalisk baggrund og er vokset op i Sverige.

Aarets_Kvinder

Læs også