Han vil ha' mig - en gang imellem

Kære Renée.
Jeg er en kvinde på 43, som mener, jeg har tjek på min tilværelse. Jeg er enlig mor til to børn, men har et fint forhold til børnenes far, så skilsmissen har ikke voldt nogen problemer i forhold til børnene. Min eks og jeg er også helt afklarede. Siden vi blev skilt for seks år siden, har jeg haft et turbulent kærlighedsliv (så helt styr på tilværelsen har jeg jo
ikke). Det er især én bestemt mand, der bliver ved at dukke op. Vi var kærester i gymnasiet, men gik fra hinanden, da han forelskede sig i en anden. For fem år siden kontaktede han mig
lige pludselig "for gammelt venskabs skyld", men vi forelskede os i hinanden igen. Vi indledte et forhold, selv om han havde en kæreste. Han kunne ikke finde ud af at gøre det forbi med
denne kæreste, og derfor gik vi fra hinanden mere eller mindre i vrede for godt tre år siden. For et halvt års tid siden mødtes vi så endnu en gang (han er stadig i forhold) og måtte konstatere, at den gamle lidenskab var intakt. Men selv om vi ikke kan slippe hinanden, er der ingen af os, som tør kaste os ud i, at "nu skal det være os", for alvor. Det er, som om vi er bange for, at magien skal forsvinde, hvis vi først får en hverdag sammen. Og selv om vi siger til hinanden, at vi må holde op med at ses, går der ikke ret lang tid, før han sms'er mig igen, om vi ikke lige kan mødes. Hver anden gang siger jeg nej, men de andre gange tænker jeg: Hvorfor ikke have en dejlig aften og nat med ham? Men jeg er bange for, at jeg kommer til at hænge fast i dette mønster og ikke får orienteret mig nok "ud mod verden" (læs: mod andre mænd). Hvad tænker du?
Kærlig hilsen Den ikke så tjekkede

Kære ikke så tjekkede (og dog alligevel).
Det er klart, at der er fare for, at du kommer til at orientere dig mindre ud mod verden, når du hele tiden er optaget af enten at sige ja eller nej til din bejler. Så dine tanker er reelle og skal tages alvorligt. Samtidig er det jo sådan i livet, at vi ikke altid kan styre slagets gang, selv om vi gerne ville. Nogle gange er det sådan, at vi må være meget strikse over for os selv for at tvinge os til at gøre noget andet end det, "lysten" siger vi skal (og sådan skal det være), mens vi andre gange bare skal lade os føre med og se, hvor pokker bølgen, vi rider på, tager os hen? Også selv om det ikke umiddelbart virker særlig rigtigt eller fornuftigt. Men hvor er vi så henne i dit tilfælde? Jamen, du er sammen med en mand, som er optaget af en anden, selv om du endda har været sammen med ham flere gange, og han har haft mulighed for at droppe "den anden" ... hvilket han imidlertid ikke har gjort, og så tror jeg nok, de fleste vil sige: "Jamen søster sej, se dog lige at få din virkelighedssans med ... han bruger dig til at knalde med i ny og næ, men er det virkelig det, du vil?" Hmm ... men jeg er ikke som de fleste, og jeg vil vælge slet ikke at mene noget om, hvad du skal gøre, ud over at du bør mærke efter og lytte til din mavefornemmelse og så ellers hygge dig helt vildt, lige indtil du har fundet ud af, hvad der er det rigtigste for lige netop dig - lige netop nu.
Kærlig hilsen Renée

Spørg Renée
Renée Toft Simonsen er Cand.psyk. Har du et spørgsmål til Renée, kan du skrive til hende på renee@femina.dk, så kommer dit brev måske i FEMINA og på femina.dk. Du er også velkommen til at skrive en kommentar i feltet herunder, dog besvares spørgsmål ikke her.