Selvudvikling

Glad, aggressiv og målopfyldt 2013

af Emilia van Hauen 4. januar 2013
Emilia van Hauen understreger, at aggression ikke kun er noget negativt. Det kan også bruges til at bygge ting, folk og liv op. Derfor skal vi kvinder også turde bruge aggressionen – for vi har den jo!

Hold kæft, hvor er de bare grimme! udbrød min mandlige ledsager, da vi var inde at se World Press Photo 2012. "De" var to kvinder, der spillede rugby, og som var i nærkamp med hinanden. Billedet var fuldt af blottede tænder, henholdsvis sammenknebne og fuldt udspilede øjne og spændte, svedige muskler og efterlod indtrykket af aggression for fuld udblæsning. Kamp. Drift. Vinderinstinkt. Overlevelse.Gode ord, hvis man er mand. Knap så indtagende, hvis man er kvinde. For i hans bemærkning ligger også svaret på, hvad der forhindrer os kvinder allermest i at bruge vores medfødte, udtalte og afgørende egenskab, når man gerne vil nå nogle mål. Med udråbstegn. Så det understreger den enorme drivkraft, der ligger i aggressionen. Gennem aggressionen lærer vi nemlig vores egen styrke at kende - på godt og ondt. Og hvis vi får lov til det af omgivelserne, lærer vi også, hvordan vi kan bruge den til at bygge ting, folk og liv op, frem for at bryde ting, folk og liv ned med den. Hvilket den jo er mest kendt for at gøre.Men kvinder skal jo ikke være grimme. Eller fysisk stærke. Eller skal som minimum ikke udstille det så åbenlyst, at mændene føler sig truet af det, de normalt har patent på. Historisk har det været socialt uacceptabelt for kvinder at udleve det åbenlyst. I stedet har vi så gjort det i det skjulte. Passivt. Ubevidst. Selvdestruktivt. Hvilket på mange måder kan være langt værre end at gå ud og banke en busk med et boldtræ. Eller en modstander i sport. For vi ER jo aggressive! Det er en del af vores naturlige overlevelsesinstinkt, og derfor skal vi lære at bruge det positivt. Men måske på vores egen måde.Emilias tidsånd - Bryster, omsorg eller... Det frie valg?Da jeg var i midten af 20'erne, begyndte jeg at gå til karate. Og jeg husker stadig, hvor grænseoverskridende det var at skulle bukke for sensei (læreren) og bare parere ordre. Til gengæld føltes det vildt befriende at råbe min indre styrke ud og slå alt, hvad jeg kunne. Jeg elskede at mærke min egen fysiske kraft, og det gav mig et grundlæggende selvværd og en forfriskende selvtillid at vide, at jeg gerne måtte bruge mine kræfter og indre styrke på en kontrolleret måde, der beskyttede mig selv mod overgreb fra andre.Sådan tror jeg, mange danske kvinder har det. Det underdanige passer os skidt, mens vi sagtens kan træde både fysisk og verbalt i karakter, hvis vi giver os selv lov til det. Især verbalt! Hvad der klart skræmmer mange mænd og gør dem impotente i både fysisk og overført forstand.Mens drenge gennem hele deres barn- og ungdom opdrages til at være stærke og bruge deres aggression positivt for at skabe sig en god (social) placering, opdrages piger for det meste til at være søde og sociale. Og græde. Vi lærer at manipulere frem for at slå fra os, og nogle skælder ikke engang ud, når de bliver vrede. Hvis du er for god og for stærk som pige, er der også en stor risiko for, at du bliver hældt ud af flokken, fordi du truer dens sociale væsen. Når vi viser vrede, viser vi nemlig samtidig vores omverden, at den rager os en rygende hattenål, og at vi er selvstændige nok til at klare os selv.

Når vi græder, viser vi derimod, at vi føler os afhængige af flokken, og det må hunkøn meget gerne. Så opretholder vi den kulturelle historiske orden, hvor kvinder er den sociale lim i flokken, den, som stabiliserer fællesskabet ved at inkludere alle. Og som gerne ofrer sine egne drømme på gruppens alter, fordi hun tynges af skyldfølelse over at fylde for meget, have for meget succes, være for selvstændig. Skyldfølelsen kan - åh gys - ende med at blive til et mønster, der gør, at hver gang man oplever succes, gør man ubevidst et eller andet, der forplumrer eller direkte ødelægger éns næste succes. Og så er man for alvor afhængig af flokken. Måske et mønster, du genkender hos dig selv - eller nogen i din omgangskreds?Prinsesserollen trænger til at komme ud af mørket og blive dyrketEn anden model er, at man går i det, jeg kalder for negativ prinsesse - sætter sig over i et hjørne og bare venter og venter og venter på at blive opdaget i stedet for at gå ud og erobre det, man gerne vil opleve og opnå. Og så kan man ende som en besk kælling, der spyr om sig med giftige bemærkninger og holder alle fra livet ved at være et vakuum af livsfornægtende energi. Uha - ikke godt. Det er derfor, du skal bruge din aggression. På en sund og god måde. Til at opnå det, du drømmer om. Eller som et effektivt forsvar mod uretfærdighed. For eksempel for at få den løn, du fortjener, eller for at skabe en social bevægelse, der ændrer verden.Her ved begyndelsen af det nye år nummer 2013 vil jeg hermed give dig en invitation: Lad dit bærende nytårsønske være, at du udforsker og udlever din aggression for fuld udblæsning, så du bruger al din saft og kraft på at nå dine mål og drømme i 2013! Gå til thaibo, stil dig ud i skoven og råb alt, hvad du kan, bag fire millioner muffins - bare gør noget, der sætter din aggression fri, så du lærer den at kende som en styrke, du tør bruge direkte og åbent frem for passivt og selvdestruktivt - og nyd så din nye potens og magt, og læg den bag enhver af dine drømme. Så skal du nok nå derhen. God og sjov tur!

Læs også Emilia van Hauens poesibog