
Georgia Brask: "Det var en lettelse at fÄ at vide, at jeg havde skizofreni"

Foto: Jacqueline Fluri
Du er lort, du er ingenting, vi hader dig, hold nu kÊft. SÄdan lÞd stemmerne konstant i Georgia Brasks hoved, da det hele var allervÊrst.
Hun har diagnosen paranoid skizofreni, er 24 Ă„r gammel og har i efterĂ„ret udgivet bogen âGeorgias stemme(r)â om, hvordan det er at leve med sygdommen.
â Jeg har skizofreni, hvilket bl.a. betyder, at jeg hĂžrer stemmer, og jeg har stor ambivalens. Jeg har vanskeligheder ved mundtlig kommunikation, bl.a. fordi mine stemmer hurtigt fĂ„r mig til at tĂžve, og jeg kan ikke finde pĂ„, hvad jeg skal sige; klappen gĂ„r ned. Selv om mange tror, at man har to personligheder, nĂ„r man har skizofreni, sĂ„ er det ikke tilfĂŠldet. Det er en myte, at skizofreni er personlighedsspaltning â det er to helt forskellige sygdomme, siger hun.
PÄ den mÄde gÞr Georgia Brasks bog op med mange af de tabuer, der er omkring skizofreni. Georgia Brask er ked af den sort-hvide fremstilling, hun stÞder pÄ i medierne, isÊr hvor den skizofrene gerne har voldelige tendenser.
Hun beskriver, hvordan skizofreni i virkeligheden er for mange, der lever med den: I realiteten er mennesker med skizofreni ikke mere voldelige end resten af befolkningen, og Georgia er et levende bevis pÄ, at man kan leve et liv med venner, kreativitet og gÞremÄl, selv om sygdommen selvfÞlgelig ogsÄ giver store udfordringer. Det vender vi tilbage til.
Bog-projektet startede egentlig med, at Georgia begyndte at blogge om livet med en skizofrenidiagnose, hvor hun bl.a. beskrev, hvordan det, at omgivelserne ofte betragtede hende som âden stille pigeâ, var medvirkende til, at hun oprettede sin blog.
â Jeg var frustreret over at blive stemplet som den stille pige. Jeg havde meget, som jeg gerne ville sige, men havde som fĂžlge af min sygdom vanskeligheder med at fĂ„ det sagt. PĂ„ bloggen havde jeg tid til at formulere det, jeg gerne ville sige, og jeg kunne bl.a. fortĂŠlle, hvorfor det kunne vĂŠre svĂŠrt at vĂŠre social, siger hun.
Bloggen viste sig at vÊre noget af en barriereknuser. Bloggen har fÄet over 30.000 visninger og lÊsere fra hele verden. Sidenhen blev hun kontaktet af sit forlag, og det er derfor, indlÊggene i dag er udkommet i bogform.
VÊk pÄ brorens fÞdselsdag
Men lad os skrue tiden tilbage til fĂžr, Georgia Brask fĂ„r sin diagnose. Georgia Brask er droppet ud af 2. g, fordi hun har fĂ„et et sammenbrud. Hun er begyndt at opfĂžre sig usĂŠdvanligt, bemĂŠrker forĂŠldrene. En aften tĂžmmer hun sit vĂŠrelse for alt â tĂžj, bĂžger, mĂžbler, pyntegenstande â og putter det ud pĂ„ terrassen, hvor hun kommer plastik omkring det.
En anden aften lÄser hun sig inde pÄ sit vÊrelse og lukker persiennerne fuldstÊndigt i. Hun reagerer ikke, nÄr familien banker pÄ. Hendes mor frygter det vÊrste, sÄ moren fÄr fat i naboen, som sparker dÞren ind. Georgia sidder i sin seng, men hun er ikke til stede.
PÄ brorens fÞdselsdag er Georgia vÊk hele natten. Selv kan Georgia ikke huske hvorfor, men stemmerne er meget presserende pÄ det tidspunkt. De kan bedst beskrives sÄdan her:
â Stemmerne er ikke ligesom almindelige tanker. De taler bĂ„de til mig og om mig â og derfor kan jeg skelne mellem stemmerne og mine tanker. Selv om mange mĂ„ske tror, stemmerne kommer âudefraâ, sĂ„ oplever jeg dem lidt, som nĂ„r man hĂžrer musik gennem hĂžretelefoner i stedet for hĂžjttalere. Det kan bĂ„de vĂŠre stemmer fra mennesker, jeg kender, og stemmer, jeg slet ikke kender til, mĂŠnds eller kvinders. Der kunne vĂŠre hundredvis af forskellige stemmer, da de var vĂŠrst, forklarer hun.
Da stemmerne er vĂŠrst, kan hun nĂŠrmest ikke tĂŠnke en tanke, uden at de kritiserer den. Stemmerne siger f.eks., at hun er kedelig, og at hendes veninder vil droppe hende. De kan ogsĂ„ vĂŠre ret skrĂŠmmende, sĂ„som: âLad vĂŠre med at tage den plastikpose over hovedetâ, eller: âTĂŠnk, hvis du skar dig pĂ„ den knivâ, og selv om de ikke direkte opfordrer Georgia til at gĂžre de ting, er det stadigvĂŠk ubehageligt.
NÄr stemmerne kommer, tÞver Georgia og bliver stresset. Hun opfÞrer sig ogsÄ anderledes, end hun plejer. Georgia kan vÊre svÊr at fÄ Þjenkontakt med, hun bliver stille og siger mÊrkelige ting.
Det hele kulminerer med, at Georgia fÄr et psykisk sammenbrud og bliver kÞrt direkte til psykiatrisk hospital. Da er hun 17 Är.
Indlagt i syv mÄneder
â I begyndelsen er jeg vred og frustreret over, at jeg er indlagt; hvorfor kan jeg ikke bare komme tilbage til mit liv? Jeg bliver ved med at sige, at jeg ikke skal vĂŠre der, og vil i starten ikke tage min medicin. Men ellers ligger jeg bare og stirrer ind i en vĂŠg â jeg kan ikke andet.
Manglende sygdomsindsigt er et velkendt symptom ved skizofreni. I takt med at jeg begynder at tage min medicin og gradvist fÄr det bedre, bliver jeg klar over, at noget ikke er, som det skal vÊre. Og jeg bliver for alvor bevidst omkring mine stemmer.
Det ender med, at Georgia er tre mÄneder pÄ den lukkede afdeling og fire mÄneder pÄ den Äbne. Og da hun fÄr diagnosen skizofreni, er det faktisk en lettelse.
â Nu har jeg lige pludselig fĂ„et en forklaring pĂ„, hvorfor jeg hĂžrer stemmer, og hvorfor jeg synes, jeg har svĂŠrt ved at begĂ„ mig socialt. Jeg har haft stemmerne hele mit liv. Jeg havde aldrig fortalt mine forĂŠldre om dem, for jeg troede, det var normalt, fortĂŠller hun. Hun tilfĂžjer, at selv om hun har hĂžrt stemmerne hele livet, sĂ„ var de sĂžde, da hun var lille. Det var i tiden omkring indlĂŠggelsen, de var negative og kritiserende.
Et nyt liv begynder
Hun fÄr det gradvist bedre under indlÊggelsen. Efter syv mÄneder bliver hun udskrevet, og nu skal hun vÊnne sig til en ny hverdag. Hun begynder pÄ VUC, men det fÄr hun alt for mange stemmer af. Hun fÄr et job, hvor hun arbejder med praktiske opgaver pÄ Muusmann Forlag, men sygdommen giver for store udfordringer.
I dag har hun fundet en anden vej: Hun har sin bog og blog om at have skizofreni, hun gÄr til keramik og maleri med sin elskede farfar, og hun ser sine veninder.
Der har selvfÞlgelig vÊret Þjeblikke, hvor Georgia har vÊret frustreret og oprevet, men generelt er hun et optimistisk menneske. Hun er godt begavet, men hun har ikke mulighed for at gÄ i skole eller pÄ arbejde. Til gengÊld har hun genfundet sin kunstneriske side.
Og i dag er symptomerne mindre intense. Stemmerne er der ikke lĂŠngere 24-7. Medicinen holder nemlig symptomerne nede â men stemmerne kommer stadigvĂŠk, isĂŠr hvis Georgia bliver stresset.
â Nogle dage er jeg bedre til at skubbe tanker vĂŠk end andre. Nogle dage fĂžler jeg mig helt overmandet. Det er oftest sociale sammenhĂŠnge, der udlĂžser det. SĂ„ snart der begynder at komme mange stemmer, sĂ„ er det et advarselstegn â sĂ„ ved jeg, jeg skal tage tingene med ro.
Stikord fÞr cafémÞde
Og hun har fundet mÄder at komme omkring det sociale pÄ.
â Jeg forbereder mig ogsĂ„ pĂ„ mine veninde-aftaler ved at skrive nogle emner og stikord ned i min mobil, som vi kan snakke om, hvis jeg gĂ„r i stĂ„, nĂ„r vi har en aftale pĂ„ en cafĂ©. FĂžrhen fik jeg ikke sagt noget, nĂ„r vi var ude, bl.a. fordi stemmerne og ambivalensen bremsede mig. FĂžrhen blev jeg ogsĂ„ handlingslammet omkring, hvorvidt jeg skulle sende en sms til en veninde, om vi skulle ses.
- Det er svÊrt at forklare hvorfor, men stemmerne var med til at bremse mig, f.eks.: Hvad hvis det nu er forkert, det, jeg skriver, hvad nu hvis hun bliver fornÊrmet? Helt irrationelt. Det kunne tage mig dage at skrive en sms, eller mÄneder at ringe til hudlÊgen, siger hun.
â Det kan stadigvĂŠk tage tid at sende smsâer eller mails, men nu er jeg heldigvis ved at kunne mere end fĂžr. Dog er der stadigvĂŠk lidt vej til, at jeg fĂžler mig helt selvsikker pĂ„ den front.
Georgia har selv fĂžlt et pres over, at hun er âbagudâ i forhold til veninderne, nĂ„r det gĂŠlder om at gĂ„ i byen og feste og have kĂŠrester, men det har hun affundet sig med.
â Jeg har da tĂŠnkt over, at jeg er bagud, og at jeg âburdeâ vĂŠre i gang med de ting, men jeg er nĂ„et til et punkt, hvor jeg tĂŠnker, at det er lige meget. Jeg lever livet i mit eget tempo. Og der skal ikke vĂŠre noget pres, ellers risikerer jeg at fĂ„ det dĂ„rligt.
Hun bor i Þjeblikket hos sine forÊldre, men de samarbejder med psykiatrien og kommunen om, at hun pÄ sigt kan bo selvstÊndigt, tÊt pÄ familien