Fra en læser: Tak til mine døde!
Da jeg var 29, døde min mormor. Det slog mig helt omkuld. Der gik tre år, før jeg ikke græd, når jeg så en muselmalet kaffekop.
Nogle måneder efter tilbød min daværende chef mig et samtaleforløb hos en erhvervspsykolog. Psykologen spottede hurtigt, at jeg var i sorg og i eksistentiel krise. Så det blev ”Louise som menneske”, der blev omdrejningspunkt for vores samtaler.
Jeg betalte selv for en håndfuld samtaler mere, og i dag kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan min liv havde formet sig, hvis jeg ikke var gået i gang med lære mig selv at kende dengang. Det fik betydning for nær ved alt for mig som menneske, ikke mindst for mit valg af ægtefælle og for mit valg af videreuddannelse og arbejde.
Læs også: Fra en læser - det slår os, hvor mange kvinder, der har været udsat for overgreb
Da jeg var 47, døde min far (73) pludselig. Jeg blev chokeret, og det, jeg normalt kan, når livet gør ondt, nemlig at skrive, kunne jeg pludselig ikke. Heldigvis kunne jeg læse, og med ét så jeg folk udtale sig om sorg overalt. Det lindrede at læse andres ord. Jeg samlede citaterne sammen, og i dag er min personlige sorgcitatsamling blevet til bogen Sagt om sorg (Alfa 2014). Jeg har også udgivet to digtsamlinger om sorg. Jeg har jeg altid drømt om at udgive bøger, og nu var drivkraften til stede.
Kort efter min fars død fik jeg en åbenbaring: At jeg ville bruge min indsigt i sorg til gavn for andre. Jeg var jo allerede uddannet psykoterapeut med interesse for sorg. Men nu rettede jeg for alvor min tid og energi mod emnet. Jeg var i 2½ år frivillig på et hospice. Og jeg var med til at starte sorggrupper i mit lokale sogn og er nu frivillig sorggruppeleder på 3. år.
Da jeg var 50, døde min tyske ekskæreste Heinz Josef (48) uventet. Vi var kærester nogle år i 1990’erne. Efter bruddet blev vi venner; vi rendte ikke hinanden på dørene, men fulgte med i hinandens liv. Jeg var forbløffet over, hvor ked af det jeg blev, da han døde. Igen hjalp det mig at læse; denne gang et interview med forfatteren Ditte Steensballe efter en ekskærestes død: ”Fortiden er ikke bare historie. Den trækker tråde til nutiden og er med til at forme én og den måde, man er i verden på. Han har en lomme i mig, og der må han godt være”. Dét gav mening!
HeinzJosef var en dygtig pianist, og hans død blev et wakeupcall om at genoptage de af mine interesser, som alt for længe havde været gemt væk: Klaverspil samt tysk sprog og kultur.
”Uden kriser går mennesket psykisk i stå”, siges det. Det er bare træls, at der skal ”lig på bordet”, før vi for alvor rykker. Heldigvis kan man også sige det sådan: Jeg har meget at takke mine døde for. Både i livet og i døden.
Louise Winther er 52 år, psykoterapeut og erhvervspsykologisk konsulent samt forfatter til bl.a. 'Sagt om sorg' samt sorggruppeleder'.
Vi vil gerne høre DIN mening!
Har du også en klummeskribent i maven? En mening, du gerne vil ud med? Eller en anek-dote, strøtanke eller betragtning fra din hverdag, du kunne tænke dig at dele med FEMINAs læsere? Så send den til os – måske bliver din klumme udvalgt til at komme på femina.dk.
Du skal maile din klumme til redaktionen@femina.dk og skrive ”Fra en læser” i emnefeltet. Teksten skal være på 300-500 ord, du skal vedhæfte et billede af dig selv og skrive en kort introduktion af dig selv. Redaktionen forbeholder sig retten til at redigere teksten.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Mvh FEMINA