https://imgix.femina.dk/media/article/ny_qdk_suezanna.jpg
Selvudvikling

Få fotografens 8 bedste tips: Sådan ser du altid godt ud på billeder

23. december 2018
af Suezanna Zenani og Christina Forsberg
foto: Privat
At se godt ud handler ikke om makeup og lækkert tøj. Det handler om det indre. Suezanna Zenani er fotograf og hjælper hver dag kvinder til at stråle på billeder ved at lære dem at hvile i sig selv. Q har fået hendes 8 bedste råd, der får det bedste frem i os.

Har du nogensinde haft lyst til at krumme tæer, når du ser billeder fra den ferie, du var på? Eller fra den fest, du var til for nylig? Billederne er bare slet ikke gode. Du synes måske, at du ser for tyk, for tynd, for rynket eller for kedelig ud, og at alle vinkler bare er forkerte.

Men sandheden er, at det er dine tanker og din måde at tænke på, der trænger til en nytænkning.

- Dine tanker er energi. De tanker, du har om dig selv, stråler ud gennem dine øjne. Hvis du hviler i dig selv og accepterer, hvordan du ser ud, så stråler den energi ud, og du virker tiltrækkende og dragende på alle, siger Suezanna Zenani, der er fotograf og laver selvudviklingsforløb for kvinder, der vil lære at hvile i sig selv. Og se godt ud på billeder.

https://imgix.femina.dk/suezanna_ny.jpg

Læs også: Tjek dette kropspositive manifest!

Det handler om det indre

Hvis du vil se godt ud på billeder - og i det hele taget - så skal du arbejde med dit indre. Du skal lære at fokusere på det positive, smukke og dejlige ved dig selv.

- Træn din hjerne til at vælge det positive frem for det negative. Hvis du er god til at lave øvelserne i min guide, så vil du hurtigt kunne se en effekt, siger Suezanna Zenani.

8 GODE TIPS TIL AT SE GODT UD PÅ BILLEDER

1. Stil dig foran spejlet

Du skal stille dig foran spejlet hver dag. Find 3 ting du elsker ved dig selv, og sig dem højt. På den måde træner du din hjerne til at fokusere på det gode.

2. Lav dit eget kærlighedsmantra

Et mantra er en sætning, du skal gentage så mange gange, at den forplanter sig i din underbevidsthed. Når negative tanker tager over, når din indre kritiker kommer forbi, eller der er noget, du er bange for, så skal du bruge dit kærlighedsmantra. Du skal vælge at fokusere på det positive. Det kunne for eksempel være med sætninger som: "Jeg er smuk og dejlig, præcis som jeg er”, jeg lægger hjerte i alt, hvad jeg gør" eller "jeg rummer mange talenter, og jeg er stolt af den, jeg er."

3. Find en meditation

Meditationer er effektive til at lære at elske dig selv. Find en meditation, der giver dig lov til at nyde at være til. En meditation, der giver dig en følelse af, at livet er dejligt. Hvis du googler kærlighedsmeditation eller søger på selvkærlighed plus meditation på youtube, så kommer der et hav af muligheder frem. Find en, der passer til dig.

4. Sæt noget skøn musik på og dans

For at kunne hvile i dig selv, er det vigtigt, at du mærker din krop. Derfor skal du danse og mindst tre gange om ugen. Start med stille musik, hvor du lukker øjnene, lytter og bevæger dig. Sæt tempoet op lidt ad gangen. Brug hele kroppen. Stamp i gulvet. Rul med hofterne. Leg med dine skuldre, og lad dine arme og hænder bevæge sig til musikken. Eksperimenter med forskellige musikgenrer, og se, hvad der sker.

5. Stop med at begrænse dig selv

Du har måske nogle overbevisninger om, hvad du skal og bør. Stop med det. Prøv at skrive mindst fem sætninger, der starter med "man skal...". Nu skal du spørge dig selv: ”Er det egentlig sandt? Hvordan kan jeg udfordre denne virkelighed, så jeg ikke begrænser mig?”

6. Vær taknemmelig

Du skal gøre det til en daglig vane at lægge hænderne på dit hjerte og mærke taknemmelighed over alt det, du har i dit liv. Du kan lave den øvelse alle steder. Som en del af et morgenritual, eller når du holder for rødt lys i trafikken. Hvad er du taknemmelig for? Det kunne være taknemmelighed, fordi du vågner og har det godt. Taknemmelighed for menneskene i dit liv. Eller taknemmelighed for din bløde og varme seng.

7. Husk at sætte tid af til dig selv

Prioriterer du dig selv? Kig på dine daglige vaner, og se på, om du giver dig selv nok MIG-tid. Det er tid, som du bruger på at forkæle dig selv. Det kan være meditation, gåture, læse en bog, danse, tegne eller noget andet kreativt. Bare det er noget, du holder af. Du er vigtigt, fordi du giver dig selv lov til at blomstre og stråle, når du plejer dig selv. Og jo mere du gør det, jo mere vil den følelse forplante sig i den energi, du udstråler.

8. Lad være med at tænke så meget

Tænker du for meget? Prøv at øve dig i at være til stede. For så hviler du automatisk mere i den, du er. Så stråler du og ser fantastisk ud. Det er lettere sagt end gjort, men når du opdager, at du har brug for hjælp til at være i nuet, så lav denne vejrtræknings-øvelse: Tag en dyb indånding, og tæl til fem imens. Hold vejret på fem, og pust ud igen på fem. Det gør du tre gange. Nyd roen, og sig ordene fra dit kærlighedsmantra.

Se mere på zenani.dk

Læs også: 10 kropskærlige råd: Få modellernes personlige tips til bedre selvværd

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også