Selvudvikling

Er sladrehanken in?

af Renée Toft Simonsen 10. marts 2010
Det er i grunden ikke nogen særlig rar tanke, at vi bor i en kultur, der fremmer og hylder angiveri

"Jeg er ingen sladrehank," siger min mellemste søn med foragt. For ham findes der ikke noget værre - han er 14, og den slags gør man åbenbart ikke, når man er på det trin i livet. Det dérmed at være sladrehank var heller ikke særlig populært, da jeg var barn, og jeg fik da heller ikke trukket nogen oplysninger om hans søster ud af ham den dag.Hans bemærkning fik mig dog til at reflektere lidt over det dér med at sladre. Er det altid dårligt, eller er der tidspunkter, hvor det er på sin plads? Her kom jeg til at tænke på det klassiske dilemma, når man pludselig finder ud af, at bedstevenindens kæreste kysser med en anden. Den slags viden forpligter ... for er man ikke en dårlig veninde, hvis man ikke siger noget? Way back then blev det løst på den måde, at en uskreven regel sagde, at man først gik til fyren og lod ham vide besked med, hvad man vidste, og bad ham om selv at sige det til bedsteveninden - altså gav ham en chance for at forklare sig, så han kunne klare sig ud af miseren på en ordentlig og ansvarlig måde, uden at man direkte behøvede at sladre.Ting forandrer sig imidlertid, og faktisk synes der at være en tendens i tiden til, at sladrehanken er "in" igen. Man ser for eksempel både i private virksomheder og inden for det offentlige, at folk opfordres til at sladre. Her går man endda så langt som til at mene, at man har pligt til det. Jeg læste blandt andet for nylig, at Danske Bank har oprettet en instans, hvor medarbejderne anonymt kan ringe eller skrive ind, hvis de synes, der er noget, deres kolleger ikke gør godt nok, eller noget, de gør forkert. Eksemplet, der blev givet i artiklen, var, at hvis en medarbejder mentes at være lige lovlig løs med udlånene, så burde man straks gå til det nye sladreorgan og fortælle om observationen eller bekymringen.Og det er måske også alt sammen meget godt ... jeg mener, hvis nogen laver noget arbejde, der ikke er ordentligt, er det vel fint at gøre opmærksom på det, så de kan blive bedre til deres arbejde? Og dog ... når man tænker efter, er det så ikke en lidt underlig måde at forsøge at løse problemerne på? For er der nogen der lærer noget af det?I den forbindelse kom jeg til at tænke på det gamle DDR, hvilket ikke var så rar en association at få til Danmark anno 2010. Det er i grunden heller ikke nogen særlig rar tanke, at vi bor i en kultur, der fremmer og hylder angiveri, eftersom det ikke ligefrem er noget, der virker fremmende for tilliden og trygheden. Hmm ... endte faktisk med at have dyb respekt for knægten, der stod så fast på sit princip.Kærlig hilsenRenée