hysterisk
Selvudvikling

Er jeg hysterisk?

af Renée Toft Simonsen 12. oktober 2010
Modelfoto: Colourbox
Hysterisk: Hvor længe skal et menneske straffes for at have gjort noget forkert? Selv har jeg ikke noget bud på det.

Spørgsmål: Er jeg hysterisk?

Kære Renée.

Jeg har lige haft et stort skænderi med min mand og må høre dig, om det bare er mig, der er hysterisk. Min mand havde for år tilbage en ven (der kommer fra et andet land), som for godt 10 år siden narrede sin kone og deres to børn med hjem til hans hjemland, hvor han spærrede hende inde, gennemtæskede hende og fortalte deres to børn, at hun var død, hvilket børnene så troede på i årevis. Hun fik efter flere måneder valget mellem at forblive indespærret eller at rejse tilbage til Danmark uden børnene. Hun havde været ham utro, hvilket fik ham til at reagere på denne måde. Men i mine øjne kan intet retfærdiggøre hans handling. For et par år siden kom han og børnene tilbage til Danmark - og moderen ser dem nu igen. Men forleden ringede denne "ven" til min mand, og min mand talte høfligt med ham. Min mand vil ikke se ham eller genoptage venskabet, men han talte med ham og vil gøre det igen, hvis han ringer igen. Men det synes jeg er langt ude. Jeg synes, min mand burde sige til ham, at han ikke ønsker at have nogen form for kontakt med ham. Jeg synes, hans handlinger er forfærdelige, og at det er helt forkert at lade som ingenting. Hvad synes du, er jeg for hysterisk?

Venlig hilsenhustruen

Læs også: Nej, du er ikke hysterisk!

Kære hustru.

Jeg synes, du har ret i, at den anden mands handlinger er fuldstændig langt ude, og intet kan retfærdiggøre dem. Jeg kan også sagtens forstå, at du mener, din mand skulle give sin harme til kende, i al fald på en eller anden måde gøre det klart for den anden, at han tager afstand fra den måde, han har handlet på. Men samtidig er der jo sket meget på 10 år, og der kan være sket meget, du ikke ved noget om. Han kan have fortrudt sine handlinger dybt, han kan have sagt undskyld, han kan lige nu være ved at prøve at gøre det godt igen, måske ved at vende tilbage til Danmark og ved at lade børnenes mor genoptage kontakten til børnene? Når man tænker i de muligheder, kunne man tænke den tanke: Hvor længe skal et menneske straffes for at have gjort noget forkert? Selv har jeg ikke noget bud på det, og samtidig er der sikkert meget af historien, der ikke er med i dit brev, så det er virkelig svært at svare på. Men hvordan din mand vælger at reagere, kan du jo ret beset ikke gøre noget ved. Det du kan gøre er at tage den afstand fra den mand, du har brug for. Det betyder, at du kan bede din mand om ikke at tale om ham, du kan smide røret på, eller du kan vælge at bede ham aldrig ringe til dit hjem igen, hvis det er dig, der tilfældigvis tager telefonen - men det er nok, hvad du har af konkrete handlemuligheder.

Kærlig hilsenRenée