kvinde med følelser
Selvudvikling

Er dine følelser sande eller falske? Sådan kender du forskel

22. januar 2019
af redaktionen
Foto: Panthermedia
Dine følelser kan være så kraftige, at de føles sande. Men det er bestemt ikke altid tilfældet. Her får du nogle øvelser til at afprøve dem og mærke efter.

Kender du en af de her situationer:

Hvad er det? Din kollega har sat sit tomme kaffekrus på dit skrivebord. Lige ovenpå rapporten, som er så vigtig. Du føler dig trådt på og ikke respekteret. Det kunne hun aldrig drømme om at gøre ved din sidemand. Kiggede hun ikke også lidt surt på dig i morges? Måske hun i virkeligheden ønsker, at du skal fejle. Dumme skid. Du skal nok vise hende, at du ikke er typen, man skal sætte tomme kopper hos!!!

Din partner har købt ind til aftensmad. Men han har købt medisterpølse. Ved han ikke, at du ikke, at du er træt af at spise kød? Du sagde det endda i går, da I sad i sofaen sammen. Lytter han aldrig efter – kender han dig overhovedet? Han elsker dig nok ikke. Dette indkøb er et tarveligt signal. Du fnyser, da han serverer maden.

En handling eller et udtryk hos en anden kan skabe en kaskade af følelser hos dig. Du kan være i dine følelsers vold og få ondt i maven, i brystet eller hovedet, når dine følelser raser.

Følelser skaber mening

Følelser skaber mening, og du kan opleve, at dine følelser skaber mening, som måske slet ikke er der.

For sandheden er måske, at din kollega stoppede op ved dit bord tidligere på dagen for at få en snak med dig, men at du talte i telefon. Og at hun ventede lidt, for så at gå videre – og glemte sin kop. Eller at hun er træt og distræt, fordi der foregår noget på hjemmefronten. En glemt kop behøver ikke betyde, at hun har et problem med dig som kollega eller menneske. Men hvis du selv har en lidt svær dag, kan det pludselig handle om alt muligt andet.

Og din partner er ikke nødvendigvis en egoistisk person, der er ligeglad med dig, fordi han køber medisterpølse til aftensmad. Måske han elsker det og tænker, at det vil glæde dig og familien. Og da du i går sagde, at du var træt af at spise kød, så var I faktisk lige i gang med at se jeres yndlings tv-serie på HBO, og han var helt opslugt af den.

Sande og falske følelser

Foredragsholder og forfatter Flemming Christensen underviser i Enneagrammet.

Han er blandt andet optaget af, hvordan vi kan blive bedre til at møde os selv og vores omgivelser.

Her er falske og sande følelser vigtige at være opmærksomme på, for vi har dem allesammen. Og de falske følelser fjerner os fra os selv og hinanden.

”At være god til at lytte til dit hjerte, handler om at kunne forholde sig rationelt til, hvorfor du har de følelser, du har”, mener han.

”Når du kender forskel på sande og falske følelser, vil du opleve større ansvar for din situation og større muligheder for at gøre noget ved den situation, du befinder dig i. Hvis du arbejder på at kende forskel på sande og falske følelser, så kommer du også til at øge dit nærvær og forbedre din kommunikation.”

Din krop sladrer: Sandt eller falskt?

Flemming Christensen ser sande følelser som en tilstand, der fylder hele kroppen.

Hvis du får en god ide, og hele kroppen fyldes af lykke over, at du har fået et gennembrud på et problem, er det en sand følelse. Eller hvis du oplever en dyb sorg over at have mistet, og hele kroppen er ramt af sorg, så er det også en sand følelse.

En falsk følelse er en tilstand, der ofte kan mærkes et sted i kroppen, som ofte en årsag. Det kan være:

  • Du har ondt i maven af nervøsitet over at skulle præsentere en ny ide for din chef.
  • Du har smerter omkring brystkassen, fordi en kollega ikke vil spise frokost med dig.
  • Du har ondt i hovedet, fordi din kæreste ikke forstår dig.

LÆS OGSÅ: Enneagrammet: Hvilken kærlighedstype er du?

Øvelse: Undersøg dine følelser

Flemming Christensen deler her nogle øvelser, der kan hjælpe dig med at kende forskel på dine sande og falske følelser.

Når du har en følelse, kan du undersøge følgende:

1. Er følelsen sand? Hvordan ved du, at den er sand?

2. Hvad er årsagen til følelsen, tror du? (Ville alle mennesker have den samme følelse, hvis de blev udsat for det samme som dig?)

3. Hvilke dele af dit selvbillede har været med til at skabe den følelse, du har? (Det kan være, at du føler, du er en, der aldrig bliver hørt/respekteret/elsket/anderkendt f.eks.).

4. Hvad er du overbevist omkring i forbindelse med følelsen?

5. Hvis du føler vrede, og du er overbevist om, at nogen har gjort dig uret – undersøg om din overbevisning er korrekt.

6. Når du er i en presset situation eller har travlt, vil du så reagere anderledes, end hvis du oplever det samme på et tidspunkt, hvor du er i ro og balance og har det godt?

7. Hvor sidder din følelse i din krop? Er det hele kroppen eller et bestemt sted? Undersøg om du kan kende forskel på en følelse og en fornemmelse eller en sansning. En sand følelse fylder ofte hele kroppen, hvor den falske følelse ofte bare kan mærkes et bestemt sted – f.eks. i brystet, i maven eller i hovedet. (Det her kræver lidt træning, men øv dig i at mærke efter, hvad din krop fortæller dig, når du oplever, at følelserne sætter en masse tanker og overbevisninger i gang).

  1. Flemming Christensen underviser i Enneagrammet. Her bliver man blandt andet trænet i at blive bevidst om sine sande og falske følelser. Læs mere her

Enneagrammet gennemgår 9 personlighedstyper, der hjælper os til at forstå vores egne og andres personlighedsmønstre. Det er et populært værktøj i forbindelse med personlig udvikling, menneskeforståelse, kommunikation og samarbejde. Find din type ved at tage denne test: https://test.thinkaboutit.dk/

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også