https://imgix.femina.dk/media/67ca737a548345b0942e42762ca0f0a5_0.jpg
Selvudvikling

Er der snart noget der IKKE er farligt?

15. februar 2012
af Renée Toft Simonsen
Tænk, at der er viden, man ikke har lyst til at have. Sådan kan jeg godt få det indimellem med alle de sundhedsartikler, der i en lind strøm forurener vores bevidsthed og gør livet besværligt.

Når vi får ny viden om noget, bør vi så handle på den? Helt konkret drejer det sig for mig om en artikel, der handler om, at levende lys afgiver sundhedsskadelige sodpartikler - og det i overraskende stor grad. Ifølge artiklens forfatter afgiver et enkelt bloklys så mange små ultra fine partikler, at det overstiger partikelniveauet på H.C.Andersens Boulevard, Danmarks mest trafikerede vej. De små partikler kommer fra forbrændingsprocesser fra f.eks. cigaretrøg, madlavning, når man rister brød - og altså stearinlys. Jo flere lys man har tændt, jo flere partikler er der i rummet, og jo farligere er det for os at trække vejret.

Hvor farligt det er, ved man dog ikke - der er aldrig blevet forsket i det som sådan. Dog ved man, at astmatikere og andre med luftvejsproblemer kan have det svært med mange levende lys, da det kan give dem åndenød.

Hmm ... var der helt ærligt nogen, som havde lyst til at vide det her? Ikke mig. Jeg elsker levende lys, og i den mørke tid er der ikke noget så hyggeligt som levende lys alle steder, og godt gang i pejsen. Så på en måde blev jeg ærgerlig over, at jeg læste artiklen, for måske burde jeg ikke tænde så mange lys alligevel? Måske burde jeg nøjes med at tænde dem til fødselsdage, ved højtider og festlige lejligheder? Og mine duftlys, for pokker ... hvad mon der kan være i dem af brændt parfume? Det nævnte artiklen slet ikke noget om. Hmm - hvorvidt den artikel vil påvirke mit forbrug af stearinlys, er jeg alvorlig i tvivl om (tror det faktisk ikke), og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at der snart sagt ikke er meget tilbage i vores samfund, der ikke er farligt i en eller anden grad - helt ærligt, det fylder for meget og begynder at kede mig en smule, det dér "farligt".

Kærlig hilsen
Renée

LÆS OGSÅ:

https://imgix.femina.dk/legacy/media/d07a1f4330a644e6b6af9b782410e35d.jpg
https://imgix.femina.dk/legacy/media/f22c71648e58431caaceb356c9c5376b.jpg

Læs også