https://imgix.femina.dk/media/a76dce6ff187468dbbac6f910b618beb_27.jpg
Selvudvikling

Én ting ad gangen

8. maj 2012
af Renée Toft Simonsen
Multitasking er en sikker vej til at ”reducere din hjernes kapacitet, mens du øger dit stressniveau”. Forskellig forskning, blandt andet noget, de kalder for afbrydelses-forskning, viser tydeligt, at opgaver faktisk tager længere tid at løse, når man multitasker

Det dér med at multitaske har jeg aldrig været særlig god til, selv om man jo siger, at det er en af de ting, kvinder skulle være gode til! Jeg har dog altid følt en sær form for stress, når jeg skulle forholde mig til flere ting på én gang, og har mangen en gang måttet sige stop til mine egne og andres børn - faktisk tror jeg, min søsters børn en overgang troede, de alle sammen hed "én ad gangen".

På den konto har jeg altid tænkt, at jeg var langsom i det, og det var der ligesom bare ikke noget at gøre ved. Forleden læste jeg så en artikel af Lone Frank i Weekendavisen om, at det faktisk kan koste 40 procent spildtid at have sin opmærksomhed flere steder på én gang. Dejlig nyhed - måske er det ikke så dårligt endda at være dårlig til at multitaske? Siden 1990'erne har psykologisk forskning nemlig antydet, at der er en slags flaskehals i den måde, vi bearbejder information på. Det betyder helt konkret, at information står i kø for at blive kørt igennem maskineriet, snarere end det køres igennem simultant. Nyere scanningsforsøg peger på, at et decideret mentalt fokus faktisk ikke kan deles. Hvis hjernen bliver bombarderet med flere stimuli på én gang, nøjes den helt enkelt med at reagere på ét af dem. Det er også sådan, at vores arbejdshukommelse, som er den, der arbejder med det, der sker lige nu og her, faktisk ikke kan rumme alverden. Så hvis vi konstant skifter opmærksomhed, når stoffet/informationen altså ikke at blive lagret, og derved glemmer vi meget af det, vi var i gang med, og ender i det velkendte: "Hvad var det nu jeg kom til?".

En forsker udtrykker det således, at multitasking er en sikker vej til at "reducere din hjernes kapacitet, mens du øger dit stressniveau". Forskellig forskning, blandt andet noget, de kalder for afbrydelses-forskning, viser tydeligt, at opgaver faktisk tager længere tid at løse, når man multitasker, og det hæmmer altså vores mentale produktivitet. Samtidig sker der det, at man ved konstante afbrydelser og opmærksomhedsskift til gengæld øger kroppens produktion af stresshormoner som kortisol og adrenalin. Man har ved forsøg konstateret, at folk, der blev afbrudt, arbejdede hurtigere end folk, der koncentrerede sig - på grund af afbrydelserne fik de bare mindre ud af deres anstrengelser. Så vi må nok konstatere, at det dér med multitasking generelt ikke er nogen særlig god idé. Puha, det var da en lettelse!

Læs også