Selvudvikling

En særlig katteklub

af Renée Toft Simonsen 13. oktober 2010
Skønhedsopererede kvinder har sådan et særpræget siameserkatteagtigt udseende ... som om de er medlemmer af en særlig katteklub

Jeg sidder på en café i Malaga sammen med min mand. Vi er på kærestetur, og tid er pludselig bare noget, vi har, som vi ikke nødvendigvis behøver at udnytte til noget praktisk eller nyttigt.

Jeg får øje på en kvinde, som ser ud til at have fået rokeret betragteligt om på ansigtsfolderne. Selv om hun ikke er den første af sin slags, jeg møder på denne tur, bliver jeg lige fascineret hver gang. På societysiderne i mit yndlingssladderblad "Hello", som jeg sad og læste i på turen herned, er kattekvinderne efterhånden rigt repræsenteret. De ligner hinanden på sådan en underlig måde: Uden at de nødvendigvis er tro kopier af hinanden, ligner deres ansigtstræk alligevel hinanden så meget, at det er svært at se forskel.

Selv om de fleste synes at have passeret de 40, kan man godt forestille sig, hvordan de må have set ud engang - også selv om de på overfladen nok ligner hinanden mere, end de ligner dem, de var dengang. De har sådan et særpræget siameserkatteagtigt udseende ... som om de er medlemmer af en særlig katteklub, som man automatisk bliver medlem af ved at lægge sig under kniven og lade sig skønhedsoperere i dyre domme.

Fænomenet minder mig lidt om en omvendt "body snatcher". "The Body Snatchers" var en film, jeg så i min pure ungdom - eller barndom? - og som handlede om, at zombier var ved at overtage menneskeheden. Det gik for sig på den måde, at zombierne tog plads i menneskenes kroppe, så snart folk var faldet i søvn, og derfor gjaldt det selvfølgelig om ikke at falde i søvn. Skete det alligevel, ville man, selv om man vågnede op og lignede sig selv udenpå, ikke længere findes indeni ... og bevidstheden om, hvem man havde været engang, og om verden var væk. Hylsteret var det samme, mens selvet var "snatchet" af zombier.

De opererede kattekvinder forholder det sig lige omvendt med: De lægger sig til at sove på operationsbriksen og vågner op og er sig selv indeni. Udenpå er de imidlertid blevet til kattekvinder, og ligesom zombierne ligner de hinanden mere, end de ligner sig selv. Jeg ved sgu næsten ikke, hvad der skræmmer mig mest - indvendig eller udvendig forvandling?

Kærlig hilsenRenée

LÆS OGSÅ: