En hyldest til kvinden, der gav os heltinder, vi kan tro på

Nora Ephron er død. Hun døde i juni måned og blev 71 år. Hun er en af de kvinder, der har haft mest indflydelse på os, uden at vi i virkeligheden kender hende. Nora Ephron har nemlig givet os mange ting, og blandt de vigtigste er:

1. Den sjove kvinde
2. Den følsomme, kærlige, intellektuelle og lattermilde mand

Nora Ephron var manuskriptforfatter. Hun skrev succeser som "Silkwood", "When Harry Met Sally" og ikke mindst "Sleepless in Seattle".
Hun skrev om kvinder, der var mere end store bryster, blondt hår og blanke smil, og hun skrev om, hvordan man fik vendt sit liv fra tristesse til et sted, hvor man rent faktisk kunne have det sjovt. Ikke kun være pæn og yndig sammen med en mand, men brøle af grin sammen med ham. Og dét var nyt. Det er det sådan set stadig - desværre - for vi kvinder dyrker igen pænheden, så det driver ned ad væggene. Vi dyrker mangebørnsfamilien, den perfekte karriere, det pæne hus, den rette følsomhed, og vi bager kager som aldrig før. Det er sådan set fint og lykkeligt nok det hele, men samtidig falder vi som fluer for stress, spiser antidepressiver og leder efter lykken i alt fra yoga til mindfullness. Ingen af delene er dårlige - men lytter man til Nora Ephrons mission, er det sådan set ganske simpelt, for som hun engang har sagt: "Vær heltinden i dit liv - aldrig offeret."

I 1996 holdt hun en meget berømt tale, hvor hun igen og igen understregede, at hvis man ville, kunne man have det hele og grine samtidig. For den tristesse, den lille tvivl om, hvorvidt alting nu er godt nok, og om vi hellere skal være et andet sted, end hvor vi er, gør os ikke til heltinder. Den lille nagende tvivl, den lille stille tristesse, gør os til tvivlere. Ikke på verden, men på os selv. Og hvorfor er det nu lige, det hele skal være så svært? Hvem er det, der har bestemt sig for, at livet skal gøre ondt - at det hele skal være så pænt og fint, at vi glider på de glatte overflader og slår os?

Jeg tror på Nora Ephron, når hun siger, at vi skal huske at være vores egne heltinder. Vi skal leve vores liv, så vi har lyst til at se Meg Ryan (o.k. - INDEN hun fik lavet de dér kæmpelæber og mærkelige øjne) spille hovedrollen. Vi skal ikke alle sammen føle os tvunget til at leve med Billy Crystal eller Tom Hanks, men sørge for at give de mænd, vi vælger, plads nok til at være sig selv, så de kan være så mærkelige, at vi kan grine ad dem og med dem.

For hvis det hele skal være så pænt, og hvis det hele handler om de rynker, de kilo og de minuspenge på kontoen, vi har for mange af, så er der ikke meget heltinde tilbage. Det er ganske simpelt - ligesom det er i Nora Ephrons film: Vi kvinder skal ikke sidde stille og vente på helten, som skal redde os fra vores liv. Vi skal skynde os ud at leve vores liv. Og meget gerne have det sjovt samtidig.

Tine Bendixen: Hvem ka' - Burka

Dorthe Kandi: Karma eller tilfældighed?

Lonnie Kjer: Kvinde er kvinde bedst

Renée Toft Simonsen: Nærige mænd? Nej tak!