En fornemmelse af rolig evighed

Jeg har bagt snegle, de dufter i hele huset. Vintermørket er her endnu, og der skal noget til for at holde det ud.
Kanelsneglene bringer minder frem hos husets nye beboer, min nevø på 17 år, som er flyttet ind her i sommer. Lang som han er, sidder han der ved køkkenbordet og bliver helt poetisk.
"Åh, moster Renée, når jeg spiser kanelsnegle, kommer jeg altid til at tænke på den periode, hvor jeg selv og en kammerat hver eneste dag gik hjem fra skole og bagte en hel plade kanelsnegle, og så åd vi dem alle sammen selv, en efter en røg de ned, måske 10 stykker pr. mand. Mens vi lavede dem, snakkede vi om alt muligt, og mens vi spiste dem, så vi fjernsyn, det var bare en enormt hyggelig tid. Jeg nåede ikke at kende ham så længe, og da jeg tog på efterskole, mistede vi kontakten, men duften af kanelsnegle minder mig altid om ham og de hyggelige eftermiddage, vi havde sammen. Har du det ikke sådan med nogle dufte?" spurgte han pludselig.

Det fik mig til at tænke efter - og jo, jeg har faktisk også en duft, der betyder noget helt særligt for mig. Jeg elsker duften af hav, muslinger, vand og salt. Da jeg var lille, boede vi ved havet, sådan som jeg gør i dag, og i en periode gik jeg hver dag ned til vandet for at fange krabber. Jeg lavede selv min fiskestang og knuste muslinger med en sten, så havde jeg en spand med, som jeg propfyldte med kriblende krabber, og når eftermiddagen var slut, hældte jeg dem alle sammen ud for at komme tilbage næste dag og fange dem igen. Indimellem fik jeg lokket en veninde med, men ofte måtte jeg gå selv, da det at fange krabber ikke havde den store interesse hos mine veninder.

De eftermiddage havde jeg en helt særlig fornemmelse af fred, ro og stilhed. Kun mig, alene ved vandet, sammen med min fiskestang, min spand og alle krabberne. Fornemmelsen af rolig evighed kunne man næsten kalde det. Det var en fantastisk følelse, og den hænger ved den dag i dag. Hver gang jeg kommer i nærheden af et hav, oplever jeg en sær følelse af noget lykkeligt, en fri følelse, tror jeg næsten, det kan være. Noget meget trygt. Og så pludselig var vintermørket alligevel ikke så slemt, som vi sad der og mindedes en svunden tid, med tændte stearinlys og duften af kanelsnegle bølgende op under næsen. Tak for det, Nicholas.
Kærlig hilsen
Renée