Emmas søn er dømt for mord: “I løbet af et splitsekund mistede jeg begge mine sønner”

Drengene er små på billedet. Den ældste dreng, Wilson, har armen om sin lillebror Elvis. Han beskyttede altid sin lillebror. Mod fare fra omverdenen, oftest bare mod de store drenge i skolegården. Den eneste, der måtte være sur på Elvis, var Wilson selv.

Sådan tænker deres mor Emma tilbage på drengenes barndom. Men deres barndom sluttede brat en aften i april, hvor drengene endte i en masseslåskamp. Opgøret endte med at koste en 18-årig dreng livet. Elvis var med den aften. Det var Wilson, der stak ham i hjertet.

Pludselig oplevede Emma, at drengene blev taget fra hende. Hun sidder ofte og kigger på billeder af drengene. Det er den eneste måde, de er til stede i hendes lejlighed. Som fotografier og minder.

– Jeg har ikke vænnet mig til, at børnene ikke er her. Det skete i løbet af et splitsekund.

Det er nu to år siden. Siden da, har Emma brugt tiden på at finde sig selv. Som mor, som fraskilt og som menneske. Hun fortæller om, hvordan det rejsen har været og er for hende i ALLY-podcasten “En morder i familien”. I podcasten kommer vi tæt på de usynlige ofre for et mord. De, der står på gerningsmandens side i retssalen.

Den aften

Sammen med Emma tager vi tilbage til gerningsstedet. Det store opgør udspillede sig på parkeringspladsen ved atletikbanen – et sted, som drengene kendte godt, for her plejede de at hænge ud med deres venner.

I lang tid efter mordet kunne man se politiets hvide afmærkninger på asfalten, der hvor den 18-årige var faldet sammen efter stikket i hjertet. Sporene er efterhånden forsvundet, men Emma husker dem helt tydeligt. Det er et billede, hun aldrig kan få ud af hovedet.

Wilson på 15 og Elvis på 13 havde skrevet med en anden drengegruppe over Snapchat. De havde aftalt, at de skulle mødes og slås. Det var aldrig meningen, at der skulle have været våben med. Men de unge drenge var bange og tog knive med fra køkkenet for en sikkerhedsskyld.

– De endte i noget, som de aldrig skulle være endt ud i.

De to grupper mødtes som aftalt. Det viser sig, at begge grupper har våben med. De er omkring 20 mennesker i alt, så vidt Emma har forstået det. Opgøret varede cirka to minutter. Wilson har slået én ihjel. Elvis har stukket en anden. De to drenge er ikke uskadte, men fyldt med knivsnit og store skader. Wilson har fået en økse i hovedet.

– Det var selvforsvar. De andre drenge, der var med, var meget større end Wilson. Han forsvarede kun sig selv, for ellers havde de slået ham ihjel.

Sådan forstår Emma sin ældste drengs handling. Der er ingen vidner, der ikke var involveret i slagsmålet, fra den aften, så det vides ikke, hvem der angreb først.

– Selv om mit barn er drabsmand og sidder inde, betyder det ikke, at han bare er kriminel. Der er et menneske bag den kriminelle.

Bearbejde, ikke fortrænge

Wilson sidder i dag inde på sit andet år. Han blev dømt i retten til otte år i ungdomsfængsel. Når han kommer ud, er han 21 år gammel. Elvis er fjernet fra hjemmet, og det er urealistisk, at han kommer hjem foreløbigt, for han kan ikke få lov til at starte i skole nogen steder. Alle ved, hvem han er.

– Det har skabt et tomrum, der ikke bliver fyldt ud af noget som helst. For det kan det ikke. Men lige meget hvad de gør, vil jeg altid være der.

Det var Emmas største mareridt, at hendes børn skulle ende som kriminelle. At Wilson tog et liv og ødelagde sit eget, var umuligt at forstå. Men hun har i perioden efter snakket meget med sine nære omkring det, som hun er gået igennem som mor. Hun savner julen og at give dem fødselsdagsgaver.

– Om fem år drømmer jeg om, at alt er stille og roligt. Ingen stressfulde ting, man skal – men det er svært at se langt ud i fremtiden. En uge ad gangen, og så må vi se, om vi overlever.