Selvudvikling
15. august 2018

Emilia van Hauen: Lad os alle være ambassadører for, at kvinder er kvinder bedst!

Hver eneste gang du støder på udtrykket, kvinde er kvinde værst, skal gøre højlydt oprør! For det er løgn, der er nemlig mange flere kvinder, der er hinanden bedst! Og hvilken virkelighed vil du helst selv være del af?
Af: af Emilia van Hauen
https://imgix.femina.dk/media/article/klummeskribenter_emilia.jpg
Min eksmand var som barn ret glad for Prins Valiant. Da vi mødtes, fik han lyst til at læse dem igen, og derfor gav jeg ham i en periode et album i ny og næ. En dag hørte jeg ham gnægge i sin lænestol, og da jeg kiggede spørgende på ham, viste han mig en stribe, hvor konerne til Prins Valiant og en af prinsens barndomsvenner har mødt hinanden for første gang, og vennen siger noget a la: ”Giv dem en time, og de ved allerede mere om hinanden – og os – end vi gør!”. Episoden kommer tilbage til mig, nu jeg sidder i flyveren på vej hjem fra Helsinki. Det sidste døgn har jeg nemlig tilbragt i selskab med 11 fremmede kvinder fra flere lande, kvinder, som i løbet af meget kort tid er holdt op med at være fremmede. Settingen er en ø i den finske skærgård, hvor vi har været forsamlet, fordi en ret vild og imponerende tysk kvinde i midten af 40’erne har skabt et slags ferieparadis for women only. Kristina Roth startede, drev og solgte et tech-firma og er nu hooket op med en yngre finsk mand, hvis familieferie-ø inspirerede hende til hendes nye projekt. Altså en kvinde, der har brudt mange grænser, og hvis ønske det nu er, at kvinder kan samles og gøre det samme for hinanden. At det har verdens opmærksomhed, kan man konstatere ud fra antallet og variationen af medier fra hele verden, der har lavet reportager derfra, så noget rigtigt må hun have ramt. LÆS OGSÅ: Jeg er sådan en som... Vi hænger ud på terrasserne, lader solen kysse os på panden og vinden tage os i blidt i håret, mens vi begynder at dele historier. ”Vi” er en blanding af betalende gæster og os, som er der for at oplyse eller forkæle damerne. Altså med en klar rollefordeling. Som viser sig fuldstændig ligegyldig, da ordene først flyder mellem os. På tværs af nationalitet, faglighed, race, alder, økonomi og status opnår vi i løbet af få timer en dyb grad af fortrolighed. Kvinden, som er blevet skammet ud som mor og direktør af en mand nær hende, fordi hun på sin private Instagramprofil har vist et billede af sig selv i bikini med sin kitesurfer, hvilket han har ment er totalt upassende, forløses i sit selvbillede af en af de andre kvinder, der opfordrer hende til at se sig selv som en revolutionær – og dermed gøre sig uafhængig af ”gamle mænds gamle værdisystem”. Den nyskilte mor til fire, som har brug for at finde en ny karrierevej, hjælpes på vej af kvinden, der de sidste mange år havde levet i en skov og fundet ro dér.

Den gensidige inspiration forløser og skaber nye veje at gå ad, og alle tør mere og får løst problemer enten ved hjælp af hinanden eller af hinandens netværk.

Og nu sidder jeg så her i flyveren og læner mig ind i al den kærlighed – jo, for det er jo det, det er – og bliver helt glad og blød og taknemmelig ved tanken om, at man på ganske få timer kan skabe sådan et rum mellem kvinder, og får lyst til at huske alle kvinder på to vigtige ting:

For det første: Hver eneste gang du støder på udtrykket, kvinde er kvinde værst, skal gøre højlydt oprør! For det er løgn, der er nemlig mange flere kvinder, der er hinanden bedst! Og hvilken virkelighed vil du helst selv være del af?

For det andet: Sørg for at samle én eller flere grupper af kvinder omkring dig, der kan støtte og løfte dig, når du møder modstand i livet. Og hvor I har en pagt om, at det er det, I gør.

Kort sagt: Lad os alle være ambassadører for, at kvinder er kvinder bedst!

Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk

Læs andres indlæg og få mere info her

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370.png

Læs også