
Emilia van Hauen: Jeg er sådan en, som ...
4. juli 2018
Jeg er sådan en, som i 18 år var sammen med min nu eksmand og i flere år med min ekskæreste, og som elsker at være i fast parforhold og gerne er i det meget længe, også på trods, og som har brug for nærhed og dyb kærlighed for at hengive mig seksuelt. Og jeg er også sådan en, som efter nogle og 20 års parforhold bliver single og åbenbart kan have et længere forhold, der kun er baseret på sex. Og som de seneste år har eksperimenteret med mange ting, bl.a. cølibat og andre langt mindre dydige ting, som alligevel er for private at nævne her, men som jeg nævner, fordi jeg vil opfordre dig til at leve dit liv som et eksperiment og ikke som en generalprøve. For det har godt nok været sjovt og spændende og vist mig, at jeg er mange udgaver af ”sådan en, som …”, når det gælder forhold.
Jeg er sådan en, som mediterer (næsten) hver morgen i en halv time, og som har en dyb tro på, at vi alle er forbundne med alt. Jeg er også sådan en, som har gået i kirke hver eneste søndag morgen, siden jeg blev født, og til jeg var næsten 20, og som i dag tager afstand fra de fleste religioner, fordi jeg synes, de meget oftere undertrykker og tyranniserer end styrker og befrier mennesker.
LÆS OGSÅ: Jeg græder, når jeg er gal – FANDENS OGSÅ!
Jeg er sådan en, som har været selvstændig i over 20 år, og som elsker, at jeg kan beskæftige mig med lige, hvad jeg har lyst til. Og jeg er sådan en, som elsker, elsker, elsker, når jeg arbejder sammen med andre, og som kan blive helt høj af at se, hvilke genialiteter der pludselig kan opstå, når man er flere om at bidrage til tankerne og idéerne.
Sådan er jeg. Blandt andet. Hvordan er du?
Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk
Læs andres indlæg og få mere info her