Selvudvikling
16. september 2013

Emilia van Hauen: Heksejagt eller heksemagt?

Engang blev kvinder anklaget for at være hekse, hvis de brød med de normer, flertallet havde vedtaget og/eller hvis nogen havde set sig sure på dem. Men det sker heldigvis ikke længere, at kvinder tortureres og brændes for at være anderledes. Men heksejagten er alligevel ikke helt indstillet, mener Emilia van Hauen
Af: af Emilia van Hauen
https://imgix.femina.dk/storage_1/media/1324-emilie-van-hauen.jpg

Redaktionschefen på dette blad, Dorthe Kandi, og jeg diskuterer mit første take på denne klumme, og pludselig udbryder hun: ”Har du hørt om den undersøgelse, der viser, at syv ud af 10 mener, at kvinder over 40 ikke bør vise sig på stranden i bikini?!”. Og så var det, jeg måtte lave introen til nærværende klumme om, som ellers startede sådan her:
Tachira slår oftest øjnene ned, mens hun fortæller mig sin historie. Vi sidder i et lille ugenert hjørne af landsbyen, hvor agerhønsene pikker rundt i jorden. Der er næsten kun kvinder i denne landsby. Det er en hekselandsby. I Ghana. Og det er nutid. Vores hekse er fortid. Behagelig fortid

Men nej, åbenbart er strande en slags aktuelle hekselandsbyer i den danske nutid! Min pointe med klummen er nemlig, at vi jo stadig laver heksejagt i dagens Danmark, selv om det ikke længere drejer sig om modermærker som Satans tegn, drømme som gyldige beviser eller torturmetoder, der blev legitimeret som prøver på en kvindes skyld. Mange af de hekse, som blev dømt i middelalderen, blev dømt, fordi de på en eller anden måde provokerede det eksisterende samfund. Fordi de udfordrede de gældende normer.
Måske var de meget dygtige, og det måtte de ikke være på bekostning af mænd. Måske havde de en livlig seksualitet, som de kun delte med de mænd, som de ønskede, og det skabte misundelse hos andre. Måske tjente de lidt for mange penge i forhold til deres mandlige konkurrenter, og det måtte der sættes en stopper for. Anklagerne var talrige, men grundene bag, var ofte skræmmende ens: Kvinde, bliv ved din norm-læst!

I Ghana, som jeg besøgte som ambassadør for CARE i 2010, er det stadig sådan, at en kvinde kan risikere at blive anklaget for at være heks, bare et barn drømmer, at hun er det. Hvis barnet vel at mærke kommer fra en mere magtfuld familie, der er i stand til at skabe tvivl om kvindens ”sande” identitet. Tachiras historie er ikke usædvanlig, selv om den er usædvanligt forfærdelig. Da hun blev enke, klarede hun sig så godt, at hun antagelig spredte misundelse i sin landsby, og da hun samtidig nægtede at ægte sin afdøde mands bror, så han kunne gafle hendes formue, drømte hendes nie-ce bekvemt en nat, at hun var heks – og fra da af var hun dødsdømt! Familien og landsbyen bankede hende næsten ihjel ad to omgange, indtil hun søgte beskyttelse i en hekselandsby, hvor hun i dag stadig er udstødt af det gode samfund, men dog opretholder livet og forsørger sig gennem sine agerhøns. Frygtelig historie, der findes i alle afskygninger i flere lande i Afrika. Og måske sidder du og ryster på hovedet og tænker: Hold op, hvor er jeg glad for, at det ikke er sådan længere i Danmark!

LÆS OGSÅ: Emilia van Hauens klumme om den moderne trofæ-kone

Meeen – vi ”hekser” skam stadig herhjemme, hvilket undersøgelsen med de +40-årige bikiniklædte kvinder på stranden viser. Og nogle gange er jeg også selv med til at gøre det. Pinligt nok. Jeg bliver nemlig provokeret af kvinder, der træder meget frem i medierne, men som ikke lever op til mine normer. Som f.eks. vores egen statsminister. Hun er for kold, synes jeg. Virker for afhængig af sine mandlige politiske musketerer. Og muligvis er hun ikke den bedste statsminister, vi nogensinde har haft, men jo mere jeg bliver bevidst om, hvad hun egentlig står model til af udtalelser og ytringer via medier og kollegaer og alligevel står op hver morgen for at udføre sit job, jo mere må jeg beundre hende. Ingen tvivl om, at hun bliver udsat for en særlig heksejagt, der også kører på hendes køn. Jeg husker stadig en overskrift i et dagblad, der slog tonen an i en artikel om kampen om formandsopgøret mellem hende og Frank Jensen. Overskriften lød: Rouge eller rød? Og billedet viste de to kæmpende i hver deres side af Folketingssalen, mens den ene var ved at tage lipgloss på. Ækvivalenten til den måtte være en mand, der rettede på sit slips? Mindre provokerende, ikke?

Eller hvad med dengang, Joan Ørting fortalte om sin elsker? Og de adskilte sove-værelser? Hun blev også hekset ud, selv om hun jo om nogen faktisk forventes at ville pille ved vores normer. Pernille Aalund er også gentagne gange blevet udstillet som en trussel og latterliggjort, forsøgt forvandlet til en lille dum blonderet fodnote, fordi hun gentagne gange rykker ved vores forventninger om, hvad en dygtig kvinde ønsker sig af livet, og ikke mindst hvordan hun ser ud og i øvrigt agerer.
Supercool, at hun har en direktørpost i en stor mediekoncern.

En udvikling er altså også i gang – og det er da også det eneste ordentlige, for der skal da være plads både til os alle og til at blive provokeret, rykket ved og udviklet. Ellers stagnerer vi som samfund, og det tjener ingen! Jeg er selv blevet mere og mere opmærksom på, hvornår jeg hekser andre kvinder, og derfor kunne jeg godt tænke mig at bruge denne klumme til at få dig til at tænke over tre ting:
Hvornår hekser du andre kvinder?
Hvorfor?
Og hvornår hekser du dig selv? (Næsten det værste, for når du er tolerant og nysgerrig på dig selv, bliver du som regel også mere tolerant og nysgerrig på andre).

Lad os stoppe heksejagten og i stedet bruge heksemagten positivt ved at turde rykke ved vores normer for, hvordan kvinder skal se ud, opføre sig og leve. Og ja, det begynder hos dig selv! God fornøjelse

Læs også