Selvudvikling

Den moderne trofækone

7. maj 2013
af Emilia van Hauen
Findes de stadig, de unge, smukke kvinder, der gifter sig med gamle, tykke mænd med masser af penge? Ja, sikkert – men Emilia van Hauen peger på, at der også findes mange andre måder at være trofæ-ægtefælle på – og ikke kun af hunkøn

For nylig var jeg i en svensk spa, hvor jeg lagde mærke til en ældre mand, der var noget tynd i toppen og temmelig tyk i bunden. Og det var da i virkeligheden heller ikke ham isoleret jeg lagde mærke til, men det, at han var sammen med en ung kvinde, der var supersmuk med langt lyst hår og bryster i festhøjde. Hvad fanden ser hun i ham? var min uvilkårlige reaktion, og jeg afgjorde sagen øjeblikkeligt ved at konkludere, at han så måtte have penge. Masser af dem! Senere på dagen så jeg dem forlade spaen - og sætte sig ind i den mindste bil på parkeringspladsen.Unge, lækre kvinder, der gifter sig med rige magtfulde mænd, kaldes traditionelt for trofækoner. Deres vigtigste opgave er at få manden til at fremstå rig og viril, eller med et enkelt ord: Magtfuld! Det ligger mellem linjerne, at hun sælger sin krop og ungdom for at få penge og social beskyttelse. Nok fordi hun enten er for doven eller for dum til at arbejde hårdt og derigennem selv opnå de samme goder. Altså er hun en dum gås, hvis ypperste egenskab er at lænse hans kreditkort i et sanseløst forbrug og give andre mænd stådreng på.Når kvinder shopper løs, er det ikke, fordi vi er uansvarlige eller har for meget tid. Det er, fordi vi manifesterer og styrker vores sociale relationerMen sådan er det ikke længere. Ligestillingen har også gjort sit indtog på dette område, og ikke alene har trofækvinden opgraderet sig selv betragteligt; hun har også indført et krav om en trofæmand!Vesper Lynd (spillet af Eva Green) er den kvindelige hovedperson i James Bond filmen "Casino Royale", og hun inkarnerer på mange måder den moderne trofækone. Hun er klog, dygtig, sjov, er i god kontakt med sine følelser, har selv en attraktiv karriere, vil være en fantastisk og nærværende mor - og så er hun gudindesmuk, men på den dér udefinérbare måde, der signalerer klasse og selvværd. Det gør hende ikke bare til et kønt vedhæng, men derimod til en interessant og vigtig sparringspartner for hendes mand på alle livets områder. Hun er altså meget mere end look; hun er også hjerne og hjerte.

Og sådan et præmiehundyr vil naturligvis også have en mand, der kan matche hende. En traditionel trofæmand er en magtfuld mand, der tjener store penge, har store biler, huse og visitkort og en stor plads for enden af det store bord i bestyrelseslokalet. 2.0-versionen af ham skal se godt ud, være veltrænet, have en interessant karriere, være en god far og ikke mindst være en nærværende partner for sin kone. Hvis han også har håndværker-evner (både i huset, ved komfuret og i sengen) er det bestemt ikke et minus.Konklusionen er altså, at en moderne trofæperson er et helt menneske, der har succes på alle livets hylder. Og det lyder jo unægtelig lidt anstrengende. Men er til gengæld helt i tråd med de sidste mange års forestilling om det perfekte liv, som unægtelig har fået mange moralske og mediemæssige hak i tuden, men som stadig lever i bedste velgående - bare i en mere skjult udgave.Emilia van Hauen ser på tidens mantra om, at vi skal være autentiske. Er du autentisk?For kigger man sig omkring, er det slet ikke usædvanligt at støde på kvinder og mænd, der forfølger hele pakken som det mest naturlige. Jeg gør det selv. Synes nærmest, det er utænkeligt, at jeg ikke skulle dyrke min karriere ved hele tiden at udfordre mig selv med nye opgaver og mål, samtidig med at jeg forsøger at være en nærværende og kærlig mor, der engagerer mig dybt i mine børns liv og levned og gør mig (begrænsede!) anstrengelser i et køkken, ud over at gå i fitness flere gange om ugen - også for mit mentale helbred - og jeg bruger selvfølgelig tid og kræfter på mit forhold og er opmærksom på mit udseende. I vores tid ligger der en forventning om, at vi kan det hele - fordi vi har muligheden for at gøre det. Og det er måske lige præcis her, vi med held kunne nedtone trofædelen.I den oprindelige betydning er et trofæ en genstand eller et bytte, som man kan gemme til minde om sejr eller udført bedrift. Det kan være en præmie, et krigsbytte eller et udstoppet dyrehoved. Hvis man som trofækone kom på den tanke at udstille sin mands lækre hoved på væggen i stuen, ville man nok ikke opnå den applaus, man måske havde forventet fra trendy boligmagasinredaktører. Heller ikke selv om det var en god kopi lavet af harmløst materiale (men sjovt kunne det være). I dag er sejrens trofæ et helbred, der ikke lider under ventrikelflimmer, et sind, der er i zen, en krop, der er moduleret i sundhed, og en social position, der består af lige dele nære forhold og nærede ambitioner.Oprindelig var et trofæ også noget, der blev sagt om et krigsbytte, der indviedes til Zeus på det sted, hvor fjenderne vendte om og tog flugten. Mon moderne trofæmænd og trofækoner til tider får lyst til at vende om og tage flugten fra sig selv? Jeg tror det. Og det forklarer måske, hvorfor jeg to gange er taget til Lesbos på yoga-retreat, bare for at få noget ro og dyrke selvforglemmelsen og deadlines. Selv om sådan en rejse meget hurtigt også kan ligne noget trofæ-noget, fordi det så handler om at dyrke sin indre balance og flashe trendy-yoga ... Ja, let er det ikke.Måske skulle man bare overgive sig til at være et tro fæ og så blive elsket for den, man er. Og ikke det, man kan levere. Som ham den svenske spa-mand med den lille bil og den hengivne kone (vist nok) ...

Læs også Emilia van Hauens poesibog