Efter ulykken gik tiden med at scrolle igennem andres liv. Så stoppede han ved et billede

"Okay, jeg siger det bare. Du er noget af det fineste, jeg har set i virkeligheden. Jeg skriver normalt ikke sådan til folk, men jeg fik bare sådan lyst til at sige det.”

Det er den 15. juli 2022, lidt over et år efter at Geir Kåre Nyland ville bade ved havnen i Oslo. Han hoppede i havet og ramte et betonelement med hovedet først. Han blev lam fra livet og ned.

Nu er han hjemme fra Sunnaas Hospital, sover dårligt og vågner ofte. Han sidder mest inde og læser. Han kan ikke lide at gå ud, har det så ondt indeni. En sorg over ulykken og en nyere kærlighedssorg oveni.

At få en kæreste tænker han ikke på, for hvem ville have ham nu?

Han lukker sig inde i sig selv og bladrer gennem andres liv på sociale medier. Ser hvor fantastisk de har det, hvad han går glip af. Det gør ondt, men føles som det nærmeste, han kommer sit gamle liv.

Så ser han hende. På et billede på Instagram sidder hun uden for en restaurant med en fælles veninde, skåler med vinglas. Hun har langt brunt hår, sidder i en hvid top og smiler med en helt særlig udstråling.

"Wow, shit. Hvem er hun?" tænker han.

Sammen hele tiden

– Almindelig kaffe er lækkert. Uden noget i. Vi faster til omkring klokken 12/13, lyder det.

Det drypper isregn fra en blågrå himmel, en torsdag formiddag i november 2023. Gaden er fyldt med sjap, og folk går rundt iført lange dunjakker og huer trukket ned over ansigtet.

Lige over sporvognsskinnerne bor han. I en lejlighed med dæmpet lys og rolig musik, som indimellem overdøves af sirener ude eller en passerende sporvogn.

Geir Kåre, eller GK som han præsenterer sig som, kommer rullende ind i stuen og fortæller, at parret har fastet siden halv ni i går aftes.

Det skal reparere ødelagte celler og dæmpe betændelse i tarmen, fortæller han.

"Jeg har altid været optaget af helbredet, men det blev mere indgående efter ulykken. Hvis jeg ikke kan gå, vil jeg optimere min krop”, siger Geir Kåre.

Han ser på Marte Fredriksen, pigen fra Instagram, der nu sidder i hans sofa.

Hun nikker ivrigt til alt, han siger, forklarer at hun har lært meget af GK, og at de begge er optaget af, hvordan de bedst kan passe på deres krop.

– Fasting handler egentlig om at leve mere som man gjorde før i tiden, sådan som vores krop er tilpasset at leve. Dengang havde vi ikke mad omkring os hele tiden.

Bor I sammen?

– Nej, men jeg er her næsten hele tiden.

Kæmpede med selvtilliden

Da jeg spørger, hvordan de to mødte hinanden, lyder svaret prompte: Tinder.

– Jeg swipede til højre ved en fejl.

Er det rigtigt?

– Nej, da.

Geir Kåre ruller hen til sofaen, kravler op og begynder at fortælle om tiden efter opholdet på Sunnaas sygehus. Hvor svært det var at komme ud af den boble og tilbage til det nye liv. Han havde også kærestesorg. Det var meget på én gang.

Jeg kæmpede meget med selvtilliden. Jeg havde tidligere sagt, at jeg aldrig kunne date nogen i kørestol, og nu sad jeg der selv.

Det handlede om hans eget forhold til kørestole, forklarer GK. Hans søster var engang havnet i kørestol mange år tidligere, hun kan gå igen nu, men det vidste de ikke dengang.

– Så jeg kæmpede med det, men måske mest med måden, jeg så på mig selv. Jeg ville ikke være en hæmsko for andre. Hvis ikke jeg ville date en som mig, hvordan fanden skulle andre så gøre det?

En vild chance

Han kunne godt lide hendes billeder. Billeder fra rejser, hun havde været på alene, af hendes familie, og videoer, hvor hun dansede fuld af selvtillid. Det var som om hele verden var hendes legeplads, tænkte GK.

Så sendte han hende en besked. Ville bare sige lige ud, hvad han tænkte, selvom det var pisse skræmmende.

– Jeg var i en sårbar situation og forventede ingenting, selvom jeg håbede på et svar.

Hvordan ville du have gjort det før ulykken?

– Sagt: Hvad så, bitch?"

Havde du gjort det?

– Nej.

GK ler.

– Jeg havde nok skrevet det samme, men jeg havde en helt anden selvtillid dengang. Så jeg udfordrede mig selv, for en afvisning ville koste meget mere nu. Det ville være en bekræftelse på, at jeg bare er en fyr i kørestol. Så der lå meget bag den besked. Jeg tog en vild chance.

Rar på en god måde

"Tusinde tak! Sødt, at du siger det, altså."

Marte smiler, da GK læser hendes svar højt.

– Jeg blev glad, siger hun.

– Men han havde liket så mange af mine billeder, så jeg forventede lidt, at den skulle komme. Og han var heller ikke hvem som helst, vi har en fælles veninde, som havde sagt meget godt om ham.

De begyndte at skrive til hinanden. Marte kunne lide, at GK var rar på en god måde.

Wow, tænkte GK. Har hun lyst til at møde mig? Hvorfor vil hun det? Hvorfor er jeg interessant?

Han troede ikke, han havde en chance, håbede alligevel, men selv hvis de bare blev venner, var det også okay. For hun virkede så cool, syntes GK. Så meget sin egen og selvstændig.

Fem eller seks gange aftalte de at mødes.

Marte aflyste hver gang.

"Jeg er træt, jeg orker ikke, jeg har andre planer," kunne hun sige.

Samtalen gik frem og tilbage. GK blev usikker på hendes korte beskeder. På de mange timer, der kunne gå, før han fik svar.

– Jeg er egentlig meget stolt, så før ville jeg måske have droppet det. Men så var der noget i mig, som bare... Jeg ville bare møde hende.

En lighed

De mødtes i denne lejlighed for første gang i september 2022, og sad i den samme sofa, som de sidder i nu.

GK bliver normalt ikke stresset af sådan noget, han har mødt andre piger, mens han var i kørestol. Men den dag blev han stresset.

Stresset over, om han havde snot i næsen, en bums i panden, at han skulle få spasmer eller tisse i bukserne. For der var noget helt specielt ved hende.

De bestilte mad, sad i sofaen og snakkede i timevis. Ikke om ulykken, men om barndommen og livet.

– Fra første øjeblik fandt vi en lighed, som ikke er så almindelig. Jeg kom med lidt energi og gik med masser, siger Marte.

To uger senere rejste hun til Spanien på ubestemt tid. GK kørte hende til lufthavnen, gav hende et brev. Et brev, han skrev aftenen før, da han ikke kunne sove. Fordi han havde mødt et så godt menneske, som nu bare skulle forsvinde.

Marte læste brevet på flyet. GK skrev om tiden med hende, om tankerne omkring dem og hende som menneske.

"Shit," tænkte hun da.

"Ingen har nogensinde gjort noget sådan for mig. Måske jeg skulle blive?"

En begrænsning

GK lægger sin fod i skødet, trykker på et punkt, der får skinnebenet til at bevæge sig.

Mærker du noget nu?

– Mærker ikke en skid.

Ved juletid kom Marte tilbage. GK hentede hende i lufthavnen, og de begyndte at tilbringe tid sammen.

"Det er hende, jeg vil have," mærkede GK, men blev samtidig bange for at binde sig i dette nye liv. For hvem var han nu? Og skulle han være en begrænsning for sådan et dejligt menneske?

Marte fik de samme spørgsmål fra bekendte. De kiggede på hende og sagde, men han sidder jo i kørestol?

Det eneste, jeg kunne sige til det, var: Ja, men har du mødt ham?

Hvad skal jeg med en som ikke sidder i kørestol, når det ikke er ham?

Det er ham, jeg er vild med. Det er ham, der er mest interessant for mig.

Leve i nuet

De sætter sig tættere på hinanden i sofaen, ser kun på hinanden, når de taler om alt det, de har lært, siden de blev kærester. Som om de er alene i rummet.

– Før var han meget fokuseret på det ene mål om, at han skulle gå en dag, det var alt, verden drejede sig om. Så sagde jeg: Men jeg er en person, som har brug for at leve i nuet, jeg må opleve livet, ikke vente på noget, der kommer en dag.

Marte fik GK til at leve mere i øjeblikket, lærte ham, at hvis de skulle have det godt sammen, så måtte også han have det godt nu.

– Hun fik mig til at se livet på en anden måde. Det er ikke bare performance, "vær stærk - aldrig giv op" og alt det pis der. Det er ikke virkeligheden. Jeg har stadig mål om at gå igen, men hun presser mig til at have det godt nu også.

Et levende mareridt. En følelse af uvirkelighed. Sådan beskrev GK hverdagen de første måneder efter ulykken.

– Jeg får stadig en følelse af uvirkelighed, siger han.

– I går sagde jeg til Marte: Tænk at jeg sidder i kørestol? Så siger hun: Ja, det er sygt. For det er sygt, men forskellen mellem dengang og nu er, at jeg ikke længere gruer mig til at stå op, når jeg vågner.

Det gjorde han før. Virkeligheden var for vanskelig.

– Men nu er det sådan; verden er min legeplads med hende. Hvis jeg tisser på mig selv, så kan vi opleve det sammen og le af det senere. For hvem fanden går op i det?

Men det er stadigvæk tungt til tider, en konstant kamp i hovedet. GK fortæller om, da de kørte hjem til Haugesund. Han skulle hjem til sin familie med verdens sødeste pige, og alt var egentlig godt, men så havde han nervesmerter i ryggen.

– Jeg ville ønske, jeg slap for dem. Det er en påmindelse om hele situationen, om at jeg ikke føler noget, og om vanskelige toiletbesøg. Ting er stadigvæk svære, og sorgen vil altid være der, men det er meget lettere at tackle, når jeg har det godt.

Han føler sig heldig nu. Heldig, fordi han overlevede, og fordi han trods en revne i kraniet ikke blev lam fra halsen og ned, og kan tale uden at stamme eller ryste.

– Det er et mirakel.

GK fortæller om følelsen, da han ramte betonrørene, der lå halvanden meter under vandoverfladen, med hovedet først. Hvordan alt blev hvidt, og han vidste, at han var død.

Så knipser han.

– Pludselig blev jeg sendt tilbage. Så nu må jeg bare prøve at nyde det helvede.

Lidt hippier

Fremtiden. Begge bliver stille i flere sekunder, ser på hinanden og smiler, når vi spørger, hvordan de ser den for sig.

– Jeg vil have børn, det vil hun også, siger GK.

Marte siger, de er heldige, fordi begge vil væk fra lejligheden.

Hun forestiller sig at opdrage børn et sted uden for byen, at lære dem at gå ud, lægge sig i græsset i stedet for at se tv, når de er trætte.

– Vi er lidt hippier, siger GK.

– Ja, vi går lidt den vej, siger Marte.

– Fordi vi udløser det i hinanden.

For Marte kom forholdet ud af det blå, men det er blevet til mere, end hun nogensinde havde forestillet sig.

– Jeg føler mig virkelig elsket, føler at vi står sammen. Han har skubbet mig i den rigtige retning i livet, et sted, der er værdifuldt at være. Jeg er så taknemmelig for at have mødt ham.

GK siger, at han ikke ved, hvordan livet ville have været uden Marte.

– Jeg var meget langt nede, og gav mig værdi igen. Jeg kunne ikke vise kærlighed til mine nærmeste, før jeg mødte hende; hun har givet mig håbet tilbage.

Som nat og dag, siger GK, når han sammenligner nutiden med foråret 2022, da han sad alene i lejligheden og scrollede gennem alle andres liv.

– Ulykken var et helvede, men nu har jeg det godt. Jeg kan sige det og mene det, og det handler ikke kun om, at jeg har fået en kæreste, men om den person, hun er. Jeg er så glad for at have hende i mit liv, og for at jeg var så stædig og ikke gav op.

Han nikker mod kørestolen, der står parkeret ved sofaen.

– Der er nuancer i helvede også.

Denne artikel blev første gang bragt på KK.no. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: