"Efter min fars blodprop kom der meget mere berøring. Man kunne sige, at man elskede hinanden. Det var der ikke så meget af før"

Har du besøgt kunstnerparret Frida Kahlo og Diego Riveras hjem i Mexico? Hvis ikke, så google det, og tilsæt lidt dansk kolonihave og trendy køkkengear, så har du Danica Curcics hjem.

Jeg er alt for fortryllet af at gå rundt i helårs-kolonihavehuset på Amager og falde i svime over alle de vilde detaljer til at høre efter, hvad fotografen siger.

Han er færdig. Danica er klar til mig nu.

Jeg river mig løs fra de smukke billeder, der hænger overalt på de kalkmalede vægge, den mexicanske håndvask, drueklaserne, der hænger dekorativt ned over den overdækkede terrasse …

– Så! Nu er jeg her. Vi skal tale krimi! Har du selv indrettet det hele, eller …?

Danica griner. Det har hun. Med sin mors og venners hjælp og en masse tid på loppemarkeder.

Men vi SKAL tale krimi. Det er det, jeg er her for, for Danica Curcic har en af de to hovedroller i filmatiseringen af den bedste danske kriminalroman, jeg har læst til dato – nemlig Søren Svejstrups "Kastanjemanden", som er godt i gang på Netflix lige nu.

Her spiller hun den ambitiøse unge efterforsker Naia Thulin, som sammen med sin nye makker, Mark Hess (Mikkel Boe Følsgaard), skal opklare en række brutale mord, som gerningsmanden hver gang tilsætter sit eget makabre krydderi: En kastanjemand.

– Mikkel Boe Følsgaard er min gamle klassekammerat fra teaterskolen, så vi havde en fest. Og jeg elskede at arbejde med det sindssygt dygtige hold.

– Men selv om man måske ikke skulle tro det, så er det en udfordring at spille krimier fordi det ikke er relationerne, der kommer i første række, men plottet.

– Som skuespiller søger man altid et eller andet relationelt, så man skal gøre sig umage for hele tiden at tydeliggøre plottet.

– Jeg er ikke selv typen, der hverken ser eller læser ret mange krimier, men dem, jeg har set, som jeg godt har kunnet lide, har været de karakterdrevne. "Forbrydelsen", for eksempel, som Søren Svejstrup også har skrevet.

– Det var en fed hovedkarakter (Sara/Sofie Gråbøl) og en ny genre dengang. Det var jo forbilledligt at vise en kvindelig hovedkarakter på den måde, og mange har gjort det siden.

– I "Kastanjemanden" har jeg prøvet, så meget det var muligt, at gå lidt imod arketypen på den kvindelige efterforsker.

– Ikke at gå for meget ind i skyldfølelse og dårlig samvittighed i privaten og hårdhed på jobbet. Jeg har prøvet at bløde Naia lidt op i kanterne, fortæller Danica.

Min far gjorde sig altid til kongen i rummet

Det er syv år siden, jeg mødte Danica sidst, og dengang talte hun meget om at søge nærvær. Det forstærkede nærvær. Ikke kun med andre mennesker, men med livet.

– Det er stadig det, jeg søger. Det er i hvert fald det, jeg hungrer efter i mit arbejde. Og nok også som menneske. Men det sidste halve år har været meget farvet, fordi min far døde i januar. Han fik en blodprop for nogle år siden, der virkelig ændrede hele familiestrukturen.

– Han mistede meget af sit sprog og sin førlighed, men hans personlighed var stadig derinde bagved – han ændrede sig bare på den måde, at han pludselig blev meget blid og mere … nærværende, nu vi taler om det. Så der kom en ny intimitet mellem os.

– Og det har været virkelig interessant at opleve det forstærkede nærvær sammen med ham, selv om det var under tragiske omstændigheder.

Var han da en fraværende far før?

– Ikke fraværende, bare meget travl. En arbejdsnarkoman og en stor personlighed. Og nogle gange kunne man godt savne det dér helt intime rum sammen med ham.

– Men efter hans blodprop kom der meget mere berøring; man kunne tale om, hvordan man havde det og sige, at man elskede hinanden. Det var der ikke så meget af før. Min far gjorde sig altid til kongen i rummet.

– Han var en stor autoritet. Den dér oldschool mandetype, som der nok ikke findes så mange af mere. En altdominerende personlighed. Og det efterlader en med en helt ny identitet at mangle ham. At mangle en af sine forældre. Mit barndomshjem skal også sælges – det er lidt vildt. Der er en masse rødder, der bliver rykket op for tiden.

Hvad med din mor – hvordan er hun?

– Min mor er også stor personlighed, og hun er grunden til, at min far overlevede i så mange år. Hun havde sat sig for, at han skulle overdænges med kærlighed og omsorg – ikke noget hjemmepleje.

– Det var meget rørende og smukt, og de havde nogle fantastiske år på grund af hende, men her til slut fik han corona og havde også lungekræft.

– Det var voldsomt at stå i orkanens øje og være den eneste, der kunne komme ind til ham på hospitalet i den første tid, fordi jeg selv havde haft corona. At stå der med sin syge far i fuld maskering – det var helt absurd.

– Systemet fungerede sådan, at hospitalet ville have ham til rehabilitering. Det var helt tosset. Hvad skulle han dog det for? Min far ville hjem; det insisterede han på, så det kom han. Tre dage efter sov han ind.

Skriver fortællingen om sin far

Siden farens død har Danica brugt en del tid på at skrive om ham. De historier og anekdoter, hun kan huske. For hun har haft behov for at huske.

– Det har altid været et særligt tema at have en meget serbisk far i en dansk kultur, og der har været mange fantastisk humoristiske clashes.

– Fra en mand, der siger fuck janteloven SÅ meget, er højlydt og virkelig indtager et rum, til den danske mentalitet, hvor man endelig ikke skal tiltrække FOR meget opmærksomhed.

Lige til en film?

– Ja, det har jeg også tænkt på. Der er i hvert fald meget materiale. Det har været så vildt at se ham gå fra den dér store autoritet til at sidde med ham på et rehabiliteringscenter, hvor det føltes, som om han var indvandrerdrengen i klassen, der bare gerne ville ned og synge kor med de andre.

– Selvfølgelig var det dybt tragisk, men også enormt rørende og smukt at se den store mand pludselig være helt optaget af de mindste ting som at høre musik, vande planter og spise sin mad.

– Han blev meget ydmyg og pludselig dén, der observerede meget – hvor man før ikke kunne få et ord indført i hans selskab.

Havde I et tæt forhold, du og din far?

– Det fik vi. Vi har altid været tæt, men måske på en lidt gammeldags måde, fordi der var det her generationsgab mellem os – han var i slutningen af fyrrerne, da han fik mig. Og så var han også fra en anden kultur.

– Jeg har tit tænkt, at jeg ville skrive om ham, men det har været for tæt på. Men nu, efter hans død, kan jeg bedre skabe fortællingen om ham. Mine forældre var begge uddannede journalister, men havde et rejsebureau, så vi var altid på familieture sammen.

– De havde et lille krydstogtsskib, Der Kleine Prinz, som sejlede på Volga og Donau, og på den måde fik de danskere gennem jerntæppet til Østblokken. Den sejler faktisk stadig – det er meget fint.

– Selv om man har et lidt blandet forhold til krydstogtsskibe på grund af bevidstheden om, hvor meget de – som så mange andre ting – påvirker klimaet, siger Danica og tilføjer hurtigt:

– Men det er dog et meget lille krydstogtsskib! Der er kun plads til 50 mennesker.

Det dér bullshit med hockeystav-metoden

Lige dér kan jeg godt mærke, at der er noget, der presser sig på hos Danica. Kan man tale om klimaforandringer i et dameblad? Ja, i vores kan man. Godt.

– For det fylder meget, synes jeg. Og jeg er virkelig træt af at snakke om, hvad vi hver især skal gøre i vores lille hverdag, for der skal jo gøres noget på politisk plan!

– Ja, jeg spiser mindre kød og recycler og har en hybrid delebil og prøver at flyve mindre. Men det er så vild en omstrukturering af vores system, der skal til, før vi kan leve bæredygtigt. Alt det dér bullshit med hockeystav-metoden – det er jo vanvittigt!

– Jeg tror på, vi skal gentænke hele vores samfund, og det tror jeg først sker, når det er gået helt galt, desværre. Eller når vandet står i vores egen baghave. For vi mennesker fokuserer ofte kun på det trygge, det nære, dét, der er lige omkring os. Så jeg har svært ved at tro på, at vi når det.

– Og jeg kan ikke længere sige: ’Det går nok. Vi finder ud af det.’ For det er svært at fastholde troen på noget, der ikke bliver handlet på. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne holde fast i håbet, men det er svært.

– Og det er især provokerende efter coronakrisen, som beviste, at vi på et splitsekund kan lukke et helt land ned og lave restriktioner, ingen sætter ikke spørgsmålstegn ved.

– Vi er dybt autoritetstro og kan ændre vores vaner meget hurtigt, og klimaforandringerne kræver netop en omstilling af vores vaner. At vi holder op med at tro, at det er vores ret at tage tre uger til Thailand og spise bøffer hver dag og så videre. Klimaet kommer før ALLE andre problemer i vores liv – vi kan bare ikke begribe det.

Pessimistisk. Men du har nok ret …

– Jeg er ret pessimistisk, hvad det angår. Men jeg finder trøst og ro i naturen, og jeg kan også mærke i min venskabskreds, at der er en følelse af, at man gerne vil tæt på naturen.

– Have sin egen grønne plet, så man kan dyrke sine egne grøntsager og ikke behøver at gå ned og købe dem i supermarkedet, som flyver det ind fra Spanien og Brasilien.

– Jeg finder også trøst i den yngre generation, som virkelig presser på for at få politisk handling. Men jeg ville ønske, at det var hele klodens førsteprioritet.

Er det en tendens i din generation – bekymringen og trangen til at være tæt på naturen?

– Helt klart. Der er en søgen efter både fællesskaber og forbindelse med naturen og bevidstheden om at ville leve bæredygtigt i min generation.

– Jeg ser også, at der er en ’analog tendens’. Det hænger nok sammen med, at vi er blevet så fremmedgjorte i hele det her teknologiske helvede. Jeg kan selv mærke, at hvis jeg er for meget på sociale medier og computeren, bliver jeg helt svævende i hovedet.

– Så skal jeg tilbage til noget, jeg kan mærke er virkeligt. Noget, jeg kan tage og føle på. Og trangen til det selvforsynende, den kan jeg virkelig mærke! Jeg har mange venner omkring mig, der alle har en drøm om at flytte ud på noget land, hvor man virkelig kan folde det ud. Og det er jo positivt. Et sted, man kan lægge sit håb.

Jeg har en ekstrem selvkritiker i mig

Det er syv år siden, Danica Curcic bogstaveligt talt bragede igennem i Bille Augusts "Stille Hjerte", og siden har hun haft det, som om hun var spændt fast til en raket.

Den ene store rolle har afløst den anden, og priserne er regnet ned over hende. Danica Curcic var pludselig medlem af den eksklusive klub af Danmarks allerstørste stjerner. Den position har hun beholdt.

– Der har været travlt, ja, men jeg er mere bevidst om mit eget værd nu. Jeg skal ikke længere bevise noget og sige ja til alt – nu ved jeg, hvad jeg har at komme med. Ikke at jeg ikke har de samme ambitioner og den samme drivkraft – jeg har bare mere ro på.

Hvad ville du sige, hvis du skulle give dit syv år yngre jeg et råd?

– Husk lige at nyde det! Det er jo ret fedt, det her. Det er stort. Men jeg har en ekstrem selvkritiker i mig – intet er godt nok. Nogensinde. Det er helt overdrevet.

– Jeg kunne godt tænke mig, at den ville slappe lidt af. For jo, den kan være god, men også meget destruktiv. Jeg er en KÆMPE tvivler; alt bliver målt og vejet: Er det her godt nok? Skal jeg gå den vej eller den vej?

Er det både fagligt og privat?

– Ja, begge dele. Og det kan virkelig være besværligt at være så vægelsindet.

Den kroatiske drøm

I løbet af sin kometkarriere har Danica Curcic også leget med amerikanerne – blandt andet i Stephen King-serien "Mist".

Men hun ser helt træt ud i ansigtet, da jeg spørger hende om den såkaldte amerikanske drøm, som nogle af de største danske stjerner udlever.

– Der er så mange, der spørger om det – som om den amerikanske drøm er vejen til lykke og succes. At det er dér, standarden lægges. Jeg ville da elske, hvis der kom et fedt projekt, men for mig handler det om projektets indhold.

– For eksempel har jeg været utroligt beæret og stolt over at spille på mit modersmål, blandt andet i den kroatisk/amerikanske film ’Murina’, som vandt for bedste debutfilm i Cannes i år.

– Det var en ung, kvindelig debutant, der instruerede, og det var første gang, jeg spillede på modersmålet. Det var så sanseligt at læse manuskriptet, fordi jeg er vokset op i det område. Jeg kunne lugte det, smage det, sanse det ... Jeg er enormt draget af de fortællinger, der kommer fra Balkan-området.

Det er en noget anden retning end det dér Hollywood-eventyr, som mange drømmer om …

– Ja, jeg kan mærke, at temaer om ophav og identitet og hvad hjem defineres som, tiltaler mig. For det påvirker mig meget at vokse op i to kulturer og hele tiden have det med sig. Mærke, hvad det egentlig gør ved en.

Hvordan påvirker det dig?

– Det bliver jo en del af en at vokse op i så serbisk et hjem i Danmark. Jeg har altid noget serbisk med mig her, og i Serbien noget dansk.

– I mange år kunne jeg ikke finde ud af, hvor jeg hørte til, og da jeg var teenager og i starten af tyverne, følte jeg ikke, at Danmark var mit hjem.

– Men så fandt jeg mit hjem i teatret, i skuespillet, og tænkte: Okay, det er egentlig ligegyldigt, hvor jeg er i verden. Det her er mit hjem.

Du har jo boet i Danmark, siden du var et år – hvorfor følte du, at det ikke var dit hjem?

– Hmmm … Jeg tror, at jeg søgte ud af nogle gamle mønstre og roller – jeg ville bare have nogle farver! Væk fra alt det grå, væk fra at alt det rene og snorlige og regelrette.

– Det er helt klart en drivkraft i mig at søge ud til grænserne. Og det har min far ved gud lært mig. I dag er jeg ikke i tvivl om, at det her er min base og mit hjem.

– Men jeg tror, at min rastløshed og nysgerrighed på verden – ikke kun udadtil, men også at søge nye steder hen i mig selv – er ongoing. Og jeg kommer aldrig til at finde ro i stilstand. På godt og ondt.