Dorthe Kandi: Julen skal mest være børnenes fest

En af de juleaftener, jeg mindes med størst glæde og varme, er den første gang, mine forældre holdt jul sammen, efter at de var blevet skilt. Jeg var 41 år. Selv som voksen og med et helt afklaret forhold til mine forældres skilsmisse 22 år tidligere, gjorde det mig stadig ekstra glad, afslappet og julesalig at sidde dér med and og steg på bordet, smilende ansigter hele vejen rundt fra de seks børnebørn til de fire bedsteforældre: Min far og hans kone samt min mor og hendes mand. Da mine forældre blev skilt, var min søster 16 og jeg 19 år. Jeg tror ikke, nogen af os overvejede fælles jul på tværs af skilsmissen. Da jeg fem år senere mødte min kæreste, havde han en søn på syv år. Hans ekskone havde en ældre søn fra tidligere, og de to drenge skulle holde jul hos deres mor den første jul efter skilsmissen, og min mand nævnte, at han overvejede at holde jul med dem – altså sin eks og drengene. Jeg syntes lidt, det var noget mærkeligt noget, de var jo blevet skilt, og han skulle vel ikke holde jul med dem hvert år fremover? Jeg husker det ikke som en konflikt, det gør min mand heller ikke. Kun som en overvejelse, der endte med, at min mand spiste sammen med mig og min familie og kørte ud med gaver til drengene. Men jeg har siden sparket mig selv over skinnebenet og reflekteret over – især efter at jeg selv har fået børn – at jeg helt sikkert kunne have tænkt meget mere over idéen om, at de to drenge på syv og ni holdt jul med deres mor og far. Jeg kunne have forstået, at det ikke handlede om alle de kommende juleaftener, men om den jul – den første, godt et halvt år efter skilsmissen. Jeg kunne have været klogere og mere bevidst om, at det ikke handlede om, hvad jeg tænkte eller havde behov for, men hvad de to drenge havde behov for. Hvad der ville gøre deres jul bedst. Jeg ville også ønske, jeg havde tænkt og foreslået, at vi kunne holde jul sammen – alle sammen. Min papsøns mor og storebror – og måske hendes nye familie, da dén kom. LÆS OGSÅ: Hjælp dem, der har det svært i julen: 6 gode initiativer Vi holdt en enkelt lillejuleaften sammen, og det var rigtig hyggeligt. Min mand og hans ekskone har aldrig været uvenner. Men julen blev aldrig fælles. Det er sikkert heller ikke nødvendigvis altid den rigtige løsning, for hvis en fælles jul er fuld af konflikter eller kræver uendelig energi af de voksne for ikke at ryge i totterne på hinanden, er det selvfølgelig bedre for alle, at mor og far ikke danser om det samme træ. Men jeg kan bestemt se noget dejligt og meningsfuldt i idéen med at holde jul med sine forældre, selv om de ikke bor sammen til hverdag. Hvis man kan mødes omkring børnenes glæde og uden sure miner, så tænker jeg, det kunne få mange julehjerter til at banke lidt ivrigere. Personligt måtte jeg i hvert fald erkende, at en jul med hele min familie samlet – mine forældre – både de biologiske og dem af pap og plastik – mine børn, min mand, min søster og hendes børn var hygge i højeste potens. Og hvis min nu voksne papsøn får lyst til at samle sin mor og hendes mand og sin far og mig til jul, så er jeg klar! Omsider har jeg forstået, at julen er børnenes fest, og dér må vi voksne være – netop – voksne og rumme dem og deres glæde ved højtiden. Og i mine øjne er det ikke (den bedste) løsning at holde flere juleaftener. Jeg synes, det udvander denne lidt særlige aften lidt. Jeg tænker, at jo flere der kan samle flest mulige af dem, som barnet eller børnene har kære denne ene aften, jo bedre. Og jo, jeg véd, at verden ikke altid er ideel, men vi må prøve, så godt vi kan, at rumme både sorgen og glæden – også juleaften. Har du lyst til at skrive et indlæg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk Læs andres indlæg og få mere info på femina.dk/fraenlæser