Dorthe Kandi: Ja, jeg er utilfreds!

Noget af det mest skamfulde for det moderne, selvrealiserede menneske i dag er at være utilfreds. Sådan skrev Pernille Melsted i sidste uges FEMINA, hvor vi bragte første del af Pernilles skyggeskole. Det citat har imidlertid bidt sig fast hos mig, for ÅH hvor kan jeg genkende det. Altså både at være utilfreds og skamme mig over at være det. Eller skamme andre ud over at være det. For eksempel mine børn. Når de brokker sig over matematiktimerne, er det sket, at jeg holder et kedeligt og langt foredrag om, hvor heldige de er, at de kan gå i skole, og hvor mange børn, der ville give de sko, de måske slet ikke har, for at få lov til det. Og hvis de brokker sig over, at de ikke har råd til et eller andet halvdyrt stykke tøj, så går jeg helt i selvsving, for det er jo egentlig ikke nødvendigt. Slet ikke vigtigt. Og faktisk utaknemmeligt. Og jo, der er helt sikkert vigtigere ting her i livet end en kedelig matematiktime og et smart stykke beklædning. Og mine børn (og andres) skal helt sikkert sætte pris på det privilegerede liv, de lever. Men – ja, for der er et men. Jeg (og andre) må nok også anerkende, at selv om man har alt, kan man godt være utilfreds. For de fleste af os, i vores del af verden, har jo alt ikke? Altså hvis man sammenligner med det meste af verden, har vi i hvert fald meget. Ofte også mere end vi har brug for. Men selv om de basale behov er dækket: Mad, tag over hovedet, tøj på kroppen og den slags, så kan man jo godt ønske sig mere. Men dér, hvor jeg virkelig skammer mig over at være utilfreds, handler faktisk ikke så meget om materielle ting, men om at ønske sig endnu mere af al den gode ”luksus” her i livet. Mere kærlighed, mere sex, flere gode grin, flere venner. Ja, jeg kunne blive ved. Og selv om jeg bestemt hylder, at vi skal være taknemmelige for det, vi har, og se positivt på livet, så synes jeg også, vi skal give hinanden – og os selv – plads til at være utilfredse. For godt nok er ikke altid nok. LÆS OGSÅ: 8 veje til at leve dit liv fra hjertet En kvinde, jeg kender rigtig godt, blev for nogle år siden skilt, og hendes far spurgte hende, om hun nu var helt sikker på, at det var det rigtige – ”for manden hverken slår eller drikker jo”. Jeg ved ikke med jer, men jeg synes, det er o.k. at stræbe efter lidt mere. Mere end noget, der absolut er tåleligt. Men ikke sådan rigtig godt. Det svære er balancen. Balancen mellem hele tiden at ville have mere – selv om man har det meste – og så at leve i noget, der gør dig ked af det – job, parforhold eller andet. Men måske er det skamfulde og virkelig svære, hvis man først indrømmer, man er utilfreds, så er der i vor tid egentlig kun ét svar: Så gør noget ved det. I dag må man ikke rigtig affinde sig med noget. Det synes jeg egentlig heller ikke man skal. Og jeg ved, at jeg selv ville være elendig til det. Men hvad nu hvis man ikke aner, hvordan man skal slippe den dér utilfredshed. Hvis man ikke orker at se den i øjnene og gøre noget ved den. Ja, ifølge Pernille Melsted er svaret, at vi skal omfavne utilfredsheden og bruge den, fordi vi ikke kan gøre noget ved den, før vi anerkender, at den er der. Så drop skammen og stå ved din utilfredshed. Og har du ingen, så nyd det! Men ulmer den, så brug den. Sig det højt. Ud med den, måske skubber det dig videre ... og ellers fik du i hvert fald luft. LÆS OGSÅ: Emilia van Hauen: Slip succes-tyrraniet