Selvudvikling
20. januar 2016Dorthe Kandi: Er du ligeglad med andres mening?
Jeg bliver ved med at øve mig i at være ligeglad med andres mening på en måde, hvor jeg stadig respekterer meningen, men ikke nødvendigvis retter mig efter den.
Af: af Dorthe Kandi
Jeg ville ønske, jeg kunne svare med et stort og rungende: JA! på mit eget spørgsmål. At være ligeglad med andres mening er et livsmål for mig. Og det går da heldigvis fremad. Men i mål er jeg langtfra. Jeg voksede op med en mor, som syntes, det var ret vigtigt, hvad andre tænkte. Hun var og er helt sikkert et produkt af sine forældre og sin tid. Og jeg har jo længe været voksen nok til selv at beslutte, hvordan jeg vil reagere på omverdenen. Men måske genkender I det med at have svært ved at lægge noget fra sig trods éns bevidste beslutning om at gøre det. Jeg blev mindet om det for nylig til et foredrag, hvor foredragsholderen, Stephen Bryant Langer, der er headhunter og forfatter, kom med gode råd til at nå lykken i sit arbejdsliv (og måske livet i det hele taget): • Vær generøs • Vær inkluderende og tolerant • Hold op med at leve op til andres forventning • Vær en interessant samtalepartner • Være direkte og konsekvent • Bryd rammen (før du bryder sammen) De seks råd giver alle mening for mig, men især det med andres forventning stod tydeligt og summede i baghovedet på mig. For har jeg sluppet trangen til at gøre andre glade? Nej, det må jeg være ærlig at sige. Jeg er stærkt overbevist om, at det er vigtigt for mig at være et ordentligt menneske i mine egne øjne, Jeg vil kunne stå ved det, jeg siger og gør. Jeg vil være bevidst om, hvem jeg er, og hvad jeg står for. Og det synes jeg lykkes ret godt de fleste dage. Men jo, jeg har også stadig af og til oplevelsen af at stå uden for mig selv og bedømme mig selv. Vurdere, om det, jeg gør og siger eller ikke gør og siger, bliver taget fortrydeligt op af andre. Mærke tvivlen på mine egne kompetencer og handlinger, ”blot” fordi andre ikke er enige med mig. Måske kan det ikke helt undgås? Måske er det, fordi vi mennesker er flokdyr og derfor naturligt nok overvejer, om flokken vil rumme os, hvis vi ikke gør, som der forventes. Men jeg tror også, jeg – og andre – overvurderer disse forventninger. Og vi undervurderer måske især, hvor meget vi går på kompromis med os selv for at leve op til andres forventninger. Der er intet galt med forventninger. Så længe de er ægte og ærlige. Mine forventninger til mig selv om at være et ordentligt menneske, handler jo også i høj grad om andre, men mest om, at jeg opfører mig på en måde, som jeg synes er o.k., uanset om andre så synes, jeg er et fjols. Og det er jo altid dér, det bliver svært. For når jeg synes, jeg er en god kæreste, fodgænger, veninde, kunde, mor, kollega, passager, chef og så videre, og andre reagerer med vrede, surhed, modvilje, foragt og lignende, så kan det være svært at blive i egne forventninger – eller som Renée Toft Simonsen ofte udtrykker det i sine gode råd til læserne her i FEMINA: Bliv på din egen banehalvdel! For vi vil naturligt nok have forventninger til os selv og andre, men vi skal ikke lade andres forventninger styre os! Hvis du kan mærke i maven, at det er rigtigt for dig at blive skilt, leve i et åbent parforhold, være veganer, flytte på landet, kun gå i rødt tøj, passe dine egne børn eller aldrig få børn og så videre, så er det jo dit valg ... Men af en eller anden grund er det svært at blive i egne forventninger og ikke påtage sig andres forventninger. Men jeg vil blive ved med at prøve, for ÅH hvor er det frigørende at mærke, hvad JEG synes, helt uafhængigt af hvad du synes. Især når man også kan rumme, at du er uenig med mig – og endda være åben for andre meninger og input og måske justere sine egne forventinger, men ikke miste forbindelsen til dem og det, der er vigtigt for én selv. Så jeg bliver ved med at øve mig i at være ligeglad med andres mening på en måde, hvor jeg stadig respekterer meningen, men ikke nødvendigvis retter mig efter den. LÆS OGSÅ: Dorthe Kandi: Skal en god datter passe sine forældre? Har du lyst til at skrive et ind-læg om, hvad der optager dig, så send os mellem 300 og 500 ord på redaktionen@femina.dk