rygrad
Selvudvikling

Ditte Vallø: Har du ingen rygrad, kvinde?

26. maj 2016
af Ditte Vallø
Hvordan kan andre have et så afslappet forhold til kage? For mig er det lige så uforståeligt som par, der lever i åbne forhold. Jeg vil ikke dele den, jeg elsker, med en anden kvinde. Og når det kommer til kage, kan jeg vel nærmest betegnes som besidderisk og helt uden rygrad. Da jeg vandt et gavekort til 24 cupcakes, skulle der da også udspille sig et kærlighedsdrama af en anden verden.

Jeg både misunder og undres over folk, der kan have en tallerken cookies stående på bordet og kun tage EN. Og ikke nok med det, faktisk glemme, at der står kager på bordet. Jeg har en rygrad som en regnorm, når det kommer til kage, så for mig er situationen en ganske anden. Hvis en veninde helt henkastet stiller kage på bordet under en hyggelig venindesnak, skifter mit fokus straks. Jeg kan se min venindes mund bevæge sig, men der kommer ingen lyd ud. Jeg kan kun høre kagen hviske mit navn. Inde i mit hoved dukker fristeren op: ”Spis lidt kage, det har du fortjent. Du kan jo bare nøjes med en. En enkelt kan ikke skade.”

Læs også: Ditte Vallø : Om løfter vi giver til os selv og den manglende rygrad

Kurmageri og manglende rygrad

Alt forgår i slowmotion, mens jeg indgår i det klassiske kurmageri mellem kvinde og kage. Først sendes der korte blikke, jeg spiller kostbar og lader, som om jeg ikke har lyst. Så bliver blikkene til sidst længere og længere, pulsen stiger, jeg bider mig lystent i læben, jeg ved, at jeg ikke må give efter for mit begær, men fristelsen er for stor.

Stemningen er nu så ophidset, at forspil er udelukket. Ikke noget med et lille nip her eller der eller noget med at gå på opdagelse med tungen. Sulten må stilles, min krop vil have kagen NU! Det er lige på og hårdt og kulminerer i en kageorgasme.

Jeg åbner saligt øjnene, først nu opdager jeg min veninde, der kigger spørgende på mig. Jeg rødmer panisk. ”Undskyld, hvad sagde du?” Jeg forsøger at koncentrere mig om samtalen, alt imens min samvittighed citerer Emma Gad: ”En rigtig dame tager kun én og takker pænt nej, hvis der bydes igen”. Jeg lytter pligtskyldigt til stemmen, men nu har de andre kager opdaget, at jeg er et let bytte og flirter hæmningsløst.

Som i en rus udspiller der sig et kageorgie, mens jeg opgiver al værdighed og giver los.Da kagetallerkenen er tom, melder de moralske tømmermænd sig. Hvad tænker min veninde ikke om mig? Hvad nu med Anne, der kommer om lidt og ikke har fået kage? Hun vil helt sikkert se krummerne og vide, hvad jeg har gjort! Har du ingen rygrad, kvinde? Ingen skam i livet? Og det har jeg, jeg skammer mig og lover mig selv, at det var sidste gang. At det ikke vil ske igen. Men så skete der noget, der skulle sætte min afholdenhed – ja, selve min forstand – på prøve.

Læs også: Opskrift: Fedtfattig chokoladekage

Du har vundet 24 store cupcakes

Først kunne jeg ikke begribe mit eget held, 24 STORE CUPCAKES! Mens jeg forventningsfuld ventede på min præmie, savlede jeg så meget ved tanken om kagerne, at jeg var i akut fare for at dehydrere. For sikke lykkelig en buttet pige kan blive af at vinde 24 skønne, syndige, tænder-i-vandløbende, boblevandsindbydende cupcakes. Jeg trallede og dansede, indtil jeg som en anden Gollum blev i tvivl.

Skulle jeg fortælle om dette fantastiske lykketræf til nogen? For ville de så ikke bare smage Mine Dyrebare Kager? Det hjalp absolut ikke, at jeg gik ind på firmaets hjemmeside for at kigge på de mange forskellige smagsvarianter. Med navne som Chokolade Eskapade, Fersken Fristelse og Vanilje Vanvid, var det næsten umuligt at vælge eller nøjes. Og hvordan skulle jeg kunne dele? Der var mindst otte, jeg selv ville smage, og hvad med ungerne? De tre små glubske sataner!

Jeg plejer ellers at være et gavmildt menneske, men på mystisk vis forvandlede jeg mig til en savlende eneboer, parat til at forskanse mig i min grotte, talende med mine nye farverige venner ... My Precious. I et øjebliks menneskelighed og lede ved mig selv postede jeg dog den glade nyhed på Facebook. For selvfølgelig vil jeg dele med dem, jeg holder af.

Eller det troede jeg i hvert fald. Indtil de ringede og spurgte, om jeg ville bede om et gavekort? Eller om hun skulle lave dem alle på én gang (til en festlig lejlighed)? Her fik jeg atter kuk i kasketten og valgte gavekortet, så jeg som et godt polstret egern kan løbe ned og hente lidt nødder i forrådskammeret. I morgen er så dagen, hvor De Dyrebare skal bringes hjem til grotten, og bevares da, børnene må godt smage. Men jeg holder øje med dem!“Shhhhh … nice little Hobbits”.

Læs Dittes klumme hver måned i Q samt en masse andre spændende artikler om skønhed, mode og selvudvikling. Få et fordelagtigt tilbud HER.

https://imgix.femina.dk/abbo_til_web_-_2016_-_oplaeg.jpg

Læs også