Selvudvikling

Det kan vi ikke tolerere..?

af Renée Toft Simonsen 24. november 2010
Hvordan det dog er gået så galt som til at indføre nul-tolerance over for drengene i 2. d, og i den fantasi kommer der da minder frem om en tidligere statsminister, der engang talte meget og længe om netop det grimme lille ord nul-tolerance

Var til en børnefødselsdag forleden og faldt i snak med en mor, der berettede om, hvordan de på hendes søns skole havde indført det, de kaldte nul-tolerance over for drengene. Jeg var straks lidt på vagt, for bare ordet i sig selv giver mig myrekryb. Jeg mener, nul tolerance, altså som i INGEN TOLERANCE, er for mig ret skræmmende og ikke mindst det absolut modsatte af, hvad jeg selv forsøger at opdrage alle mine unger til. Jeg tænker jo, at tolerance er vejen frem, sådan set over for det meste, fra det at komme for sent til at have uro i kroppen, til forskellighed i tøjsmag eller yndlingsmusik, til hudfarve og religion.Nå, men denne her mor fortalte altså, at der var nul-tolerance over for drengene. Nul-tolerancen gik bl.a. ud på, at drengene ikke måtte spidse blyanter i timen, ikke måtte gå på toilettet, og at hvis de kom for sent, faldt der brænde ned. Første gang de kom for sent, blev de selv indkaldt til samtale, anden gang blev deres forældre indkaldt til samtale, og tredje gang blev både barn og voksen kaldt til samtale sammen.Herre min gud, jeg var lige ved at skrive til et eller andet ministerium og bede om at få mine skolepenge tilbage, for hvis det er det, vores sparsomme folkeskoleressourcer bliver brugt til, så har jeg ikke længere lyst til at bidrage til den såkaldte velfærdsmodel. Helt ærligt, at bruge tid på at tage pryglesamtaler, fordi nogen kommer for sent? Hendes søn var ramt på sin retfærdighedssans, for hvorfor var det kun drengene, det skulle gælde?Det lyder også skørt i mine ører. Jeg kender mit eget køn og jeps, vi kommer også for sent, og vi går på toilettet, når vi skal tisse. Sad faktisk til møde i børnerådet for nylig, hvor jeg måtte rejse mig under mødet for lige at besørge; tænk, om de havde haft nul-tolerance over for det?Man kan så fantasere om, hvordan det dog er gået så galt som til at indføre nul-tolerance over for drengene i 2. d, og i den fantasi kommer der da minder frem om en tidligere statsminister, der engang talte meget og længe om netop det grimme lille ord nul-tolerance. Hvor er det i grunden sørgeligt, at den slags væmmelige værdier har arbejdet sig så langt ned i systemet, at lille Peter ikke længere må gå i gården, når han skal! Og jeg kan i den her sammenhæng ikke lade være med at fundere over, om der virkelig findes voksne mennesker, der tror på, at sådan et fænomen som at komme for sent kan afskaffes fuldstændig?Personligt vil jeg mene, historien vidner om noget andet. Jeg husker f.eks. tydeligt en dreng, der næsten hver dag kom for sent og samtidig leverede undskyldninger, der var Chris og chokoladefabrikken værdige, og det er altså over 30 år siden! Derfor synes jeg faktisk, det er svært at forstå, hvad det lige nøjagtig er, der forhindrer os i at arbejde med en kultur, hvor man kommer for sent på en ordentlig og respektfuld måde?Kærlig hilsenRenéeLÆS OGSÅ: